At bo hver for sig

Hej de damer.
Vælger at være anonym da jeg ikke synes jeg har lyst til at folk jeg måske kender kan finde frem til dette.

Sagen er den at min kæreste og jeg bor sammen og har gjort det i 3,5 år vi har sammen en datter på snart 2,5 år.
Min kæreste har en psykisk lidelse som indebærer at han ikke tåler stress. Og han kan nemt blive stresset. Når han bliver stresset bliver han sur og er meget råbende. Han er selv meget ked af dette og det gør ham endnu mere frustreret.
De sidste 3 mdr har været utrolig hårde da han oveni fik en depression. Så han er blevet sat på medicin for dette.
Og i forhold til depressionen synes jeg det går fint.
Hver gang han har disse perioder som oftes varer en uge eller 2 så siger han hele tiden at han vil bo et andet sted og være hos os en 4-5 dage om ugen. Fordi han har brug for ro.
Jeg forstår godt han gerne vil have ro. Han sagde så igår at han igen ville finde et andet sted at bo. Vi fik snakket lidt og han gode så at alternativet kunne være at han fik et værelse her i vores lejlighed som kunne være han tilflugt sted. Hvor han kunne være to dage om ugen.

Dette synes jeg at jeg har lidt svært ved at acceptere da vi begge var enige om at få barn. Jeg ved godt man ikke kan vide hvordan man reagere før barnet er kommet. Men jeg står i forvejen for det meste. Jeg står op med vores datter om morgenen, sender hende i vs, rydder opi køkkenet og i lejligheden, giver hende bad hver anden dag. Vi putter vores datter om aftenen sammen. De perioder hvor han ikke har det godt står jeg også for dette. Og er oftes meget alene med hende fordi han nærmest så snart han ser han kan smutte for det mindste så gør han det.

Nu står jeg selv tilbage med den tanke om jeg skal bede ham flytte. For jeg tænker jeg selv ville få en del ro ved at han er væk nogle dage om ugen. Og han så vil have mere overskud når han så er her. For når han har de dårligere perioder har jeg det heller ikke godt. Både fordi jeg skal gå med listesko på for ikke at tricke hans stressniveau. Og jeg synes det til tider han gøre mig utrolig irriteret.

Jeg elsker han af hele mit hjerte og han er en utrolig god far og kæreste. Enormt kærlig og betænksom når han ikke er i disse dårlige perioder.

Men er virkelig i vildrede over hvad jeg skal gøre.
Ikke nok med at det vil blive en stor udgift med en ekstra lejlighed hver mdr. Så tænker jeg om vil forvirre vores datter at far er væk nogle dage om ugen?

Harvirkelig brug for et andet syn på denne sag så hjælp mig lidt piger.

Det lyder meget bekendt. Og jeg vil sige at det kan være rigtig godt at bo hver for sig i de perioder han har det skidt. Min kæreste havde mulighed for at være et andet sted, men flyttede ikke fra os. Han var bare væk en periode og kom på "besøg" og vi kunne spise sammen osv. Jeg stod for det praktiske. Og så havde vi kvalitetstid sammen når han endeligt var her. Lige nu er det en god periode så der er ingen problemer. Men når han har sin nedture så er det frygteligt at bo sammen  Og det går jo ud over børnene... derfor er det bedst han flytter lidt ud i sin NEDEPERIODER.

MorDk skriver:

n når han endeligt var her. Lige nu er det en god periode så der er ingen problemer. Men når han har sin nedture så er det frygteligt at bo sammen

Tusinde tak for dit svar.
Det er nu rart at hide at man ikke er den eneste der er ramt af noget lign. Selvom jwg self ikke synes det er rart du skal stå i det samme. Men vi har ikke nogen mulighed for at min kæreste kan være et andet sted andet end hvis han fik en lejlighed eller et værelse et sted. Jeg synes også det er møg hårdt indimellem og oftes ønsker at min kæreste ikke var der nogen af dagene. Fordi jeg synes han tager min energi når han jar det sådan. Så vil jeg hellere selv stå med vores barn de dage. Nu ved jeg du er mor til to. Hvordan er det at stå med to alene disse dage? Vi har begge en drøm om at få et barn mere. Og jeg tror nu også nok jeg vil kunne klare det alene disse få dage om ugen. Men før vi snakker om flere børn vil jwg gerne have styr på de ting først. For keg ved det bliver hårdt for ham at få et barn mere. Men vi ønsker begge en mere.
Hvordn har dine børn reageret på at far kommer og går engang imellem?

Ingen andre der kan komme med deres mening? Og hvad de ser?

Hej de damer.
Vælger at være anonym da jeg ikke synes jeg har lyst til at folk jeg måske kender kan finde frem til dette.

Sagen er den at min kæreste og jeg bor sammen og har gjort det i 3,5 år vi har sammen en datter på snart 2,5 år.
Min kæreste har en psykisk lidelse som indebærer at han ikke tåler stress. Og han kan nemt blive stresset. Når han bliver stresset bliver han sur og er meget råbende. Han er selv meget ked af dette og det gør ham endnu mere frustreret.
De sidste 3 mdr har været utrolig hårde da han oveni fik en depression. Så han er blevet sat på medicin for dette.
Og i forhold til depressionen synes jeg det går fint.
Hver gang han har disse perioder som oftes varer en uge eller 2 så siger han hele tiden at han vil bo et andet sted og være hos os en 4-5 dage om ugen. Fordi han har brug for ro.
Jeg forstår godt han gerne vil have ro. Han sagde så igår at han igen ville finde et andet sted at bo. Vi fik snakket lidt og han gode så at alternativet kunne være at han fik et værelse her i vores lejlighed som kunne være han tilflugt sted. Hvor han kunne være to dage om ugen.

Dette synes jeg at jeg har lidt svært ved at acceptere da vi begge var enige om at få barn. Jeg ved godt man ikke kan vide hvordan man reagere før barnet er kommet. Men jeg står i forvejen for det meste. Jeg står op med vores datter om morgenen, sender hende i vs, rydder opi køkkenet og i lejligheden, giver hende bad hver anden dag. Vi putter vores datter om aftenen sammen. De perioder hvor han ikke har det godt står jeg også for dette. Og er oftes meget alene med hende fordi han nærmest så snart han ser han kan smutte for det mindste så gør han det.

Nu står jeg selv tilbage med den tanke om jeg skal bede ham flytte. For jeg tænker jeg selv ville få en del ro ved at han er væk nogle dage om ugen. Og han så vil have mere overskud når han så er her. For når han har de dårligere perioder har jeg det heller ikke godt. Både fordi jeg skal gå med listesko på for ikke at tricke hans stressniveau. Og jeg synes det til tider han gøre mig utrolig irriteret.

Jeg elsker han af hele mit hjerte og han er en utrolig god far og kæreste. Enormt kærlig og betænksom når han ikke er i disse dårlige perioder.

Men er virkelig i vildrede over hvad jeg skal gøre.
Ikke nok med at det vil blive en stor udgift med en ekstra lejlighed hver mdr. Så tænker jeg om vil forvirre vores datter at far er væk nogle dage om ugen?

Harvirkelig brug for et andet syn på denne sag så hjælp mig lidt piger.

Hvis økonomien er til det, synes jeg klart at det vil være optimalt at han kan have et andet sted at bo i sine nede-perioder. Det behøver jo ikke at være en hel lejlighed, han kan evt. leje et værelse.

Det kan ikke være sundt for jeres datter at være omkring sin far når han er sur og råber. Og det kan heller ikke være sundt for jeres parforhold. Så det lyder som om at det vil være den bedste løsning for alle, og jeg synes at du er sej og ansvarsfuld at du tager den beslutning på vegne af familien. Det kan ikke være nemt.

Jeg tror ikke at det vil forvirre jeres datter hvis det i jeres verden er normalt og hvis mor og far opfører sig som om at sådan gør vi bare her hos os. Alternative familiestrukturer kan fungere fint så længe forældrene er enige og holder sammen om at det er den rigtige løsning.

M.h.t. at få et barn til, så rager det jo i virkeligheden ikke mig - men jeg synes at du skal sætte dig grundigt ind i hvad det vil sige at være "alenemor" med to børn, også rent praktisk, hvad det vil betyde for dig ikke at få noget søvn og støtte samtidig med at du har en større datter at tage dig af, ikke at kunne tage morgenluren fordi datter skal afsted til børnehave o.s.v. Alle de ting der kan få bægret til at flyde over - for jeg ved i hvert fald med mig selv at jeg aldrig ville kunne klare at være (semi)alenemor med et lille barn plus et spædbarn.

modesty skriver:

Hvis økonomien er til det, synes jeg klart at det vil være optimalt at han kan have et andet sted at bo i sine nede-perioder. Det behøver jo ikke at være en hel lejlighed, han kan evt. leje et værelse.

Det kan ikke være sundt for jeres datter at være omkring sin far når han er sur og råber. Og det kan heller ikke være sundt for jeres parforhold. Så det lyder som om at det vil være den bedste løsning for alle, og jeg synes at du er sej og ansvarsfuld at du tager den beslutning på vegne af familien. Det kan ikke være nemt.

Jeg tror ikke at det vil forvirre jeres datter hvis det i jeres verden er normalt og hvis mor og far opfører sig som om at sådan gør vi bare her hos os. Alternative familiestrukturer kan fungere fint så længe forældrene er enige og holder sammen om at det er den rigtige løsning.

M.h.t. at få et barn til, så rager det jo i virkeligheden ikke mig - men jeg synes at du skal sætte dig grundigt ind i hvad det vil sige at være "alenemor" med to børn, også rent praktisk, hvad det vil betyde for dig ikke at få noget søvn og støtte samtidig med at du har en større datter at tage dig af, ikke at kunne tage morgenluren fordi datter skal afsted til børnehave o.s.v. Alle de ting der kan få bægret til at flyde over - for jeg ved i hvert fald med mig selv at jeg aldrig ville kunne klare at være (semi)alenemor med et lille barn plus et spædbarn.

Tak for dit svar. Det ville klart koste noget at for økonomien. Men igen hvis det kan give os mere ro og flere glade dage vil det ikke betydenoget.

Mht et barn mere. Jeg ved det udmærket det er også derfor det lige pt ikke skal ske. Da jeg godt vil have styr på div. Ting først. Og nu er det jo ikke sådan at min kæreste ikke hjælper til. Det gør han. Det er når han har de dårlige perioder jeg oftes står med det hele selv. Og jeg ved godt det vil blive hårdt med et spædbarn og et andet barn. Men somsagt skal tingene lige tænkes igennem før der sker noget.

Anonym skriver:

Tusinde tak for dit svar.
Det er nu rart at hide at man ikke er den eneste der er ramt af noget lign. Selvom jwg self ikke synes det er rart du skal stå i det samme. Men vi har ikke nogen mulighed for at min kæreste kan være et andet sted andet end hvis han fik en lejlighed eller et værelse et sted. Jeg synes også det er møg hårdt indimellem og oftes ønsker at min kæreste ikke var der nogen af dagene. Fordi jeg synes han tager min energi når han jar det sådan. Så vil jeg hellere selv stå med vores barn de dage. Nu ved jeg du er mor til to. Hvordan er det at stå med to alene disse dage? Vi har begge en drøm om at få et barn mere. Og jeg tror nu også nok jeg vil kunne klare det alene disse få dage om ugen. Men før vi snakker om flere børn vil jwg gerne have styr på de ting først. For keg ved det bliver hårdt for ham at få et barn mere. Men vi ønsker begge en mere.
Hvordn har dine børn reageret på at far kommer og går engang imellem?

Lad mig sige det sådan at vores søn har været vandt til at jeg har været meget alene med ham i perioder... så på den måde har han ikke mærket til det. Nu er han knapt 3 år og han kan nu give udtryk for sine følelser på en anden måde. Når far ikke lige er her så kan han fortælle mig at han savner ham og så snakker vi om det. Min datter er så lille endnu.... hun forstår det ikke helt og har heller ikke "oplevet" en "nede-periode" som sådan...

Det er super hårdt at være alene om ungerne... men det er MEGET nemmere at være ALENE om dem uden ham i huset end ALENE med dem MED ham i huset. I hans NEDE-perioder hiiiiver han energien ud af mig og jeg bliver selv små irriteret og deprim og vrissen. Derfor hjælper det faktisk han ikke er i huset hvis han har det dårligt. Det er bedst for alle. Vi har været gået fra hinanden. Men vi savnede hinanden. Derfor måtte vi lægge en plan for hvordan vi må gøre fremadrettet. For vi vil jo aller helst være sammen!

 

MorDk skriver:

Lad mig sige det sådan at vores søn har været vandt til at jeg har været meget alene med ham i perioder... så på den måde har han ikke mærket til det. Nu er han knapt 3 år og han kan nu give udtryk for sine følelser på en anden måde. Når far ikke lige er her så kan han fortælle mig at han savner ham og så snakker vi om det. Min datter er så lille endnu.... hun forstår det ikke helt og har heller ikke "oplevet" en "nede-periode" som sådan...

Det er super hårdt at være alene om ungerne... men det er MEGET nemmere at være ALENE om dem uden ham i huset end ALENE med dem MED ham i huset. I hans NEDE-perioder hiiiiver han energien ud af mig og jeg bliver selv små irriteret og deprim og vrissen. Derfor hjælper det faktisk han ikke er i huset hvis han har det dårligt. Det er bedst for alle. Vi har været gået fra hinanden. Men vi savnede hinanden. Derfor måtte vi lægge en plan for hvordan vi må gøre fremadrettet. For vi vil jo aller helst være sammen!

 

Tusinde tak for endnu et svar. Og ja mht at de er i hjemmet når de har det dårligt gør det endnu hårdere fordi de trækker alt energi fra en. Og det er også det jeg helst ville undgå hvis det kunne lade sig gøre. Vi vil også fortsat være kærester for vi elsker hinanden utrolig højt. Og vil også savne hinanden helt sindssygt hvis vi ikke skulle være sammen mere. Og jeg tænker også at de jo nok ikke vil være hver uge min kæreste skulle være væk. Så det er som sådan heller ikke noget vores datter vil mærke. Da han i forvejen kan være væk en hel dig når han har det skidt. Fordi han gør hvad han kan for at komme væk. Og det alene kan også irriterer mig helt vildt.

Og jeg er også forberedt på at det vil blive hårdt med to børn, men som sagt så er det heller ikke lige nu vi skal have en mere. Vi skal først se hvordan det hele går. Og jeg skal også lige have snakket med kæresten om at jeg synes vi skal finde et værelse til ham han kan være på. For at koble af når han har brug for det