Elsker jeg ham nok?

Hej alle!

Jeg er i den situation, at jeg ikke er sikker på min kærlighed til min mand. Vi har været sammen i 3,5 år, er gift og har en lille datter.

Jeg ved, at han vil gøre alt for mig og elsker mig højere end jeg aner! Jeg har det ikke på samme måde. Jeg ved, at jeg elsker ham - men ikke på den måde, som jeg burde! Jeg ser ham som en absolut fantastisk mand, som er den bedste far i verden!

Vi mødte hinanden da jeg var 18, lige inden han skulle ud på et eventyr - han var mere eller mindre på vej til Afrika, noget, som havde været planlagt længe og som ikke kunne ændres. Vi sås i al den tid vi kunne, inden han tog afsted. Jeg var ør og skør og meget ked af det, da han pludselig ikke var i Danmark mere. Han kom på ferie i dk 4 mdr efter, og vi tilbragte 3 uger sammen. Da han tog tilbage til Afrika, fortalte jeg mine forældre, at jeg var nødt til at tage ned og prøve vores forhold af (jeg boede hos dem!). Som sagt, så gjort. Jeg har nu boet i Afrika i præcist 3 år, fået en datter og er blevet gift. Vi prøver sågar at få én mere.
Nu er jeg i tvivl!

I tvivl om, om min kærlighed var ung og forhastet?!
Og i tvivl om, om jeg måske skulle have tilbragt tid "alene", inden jeg stiftede familie. Jeg drømmer om min egen lejlighed, som jeg kan indrette som det passer MIG!
Jeg savner "mig-tid" og jeg kunne så godt tænke mig, at prøve alenelivet af. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det skal være på bekostning af mit ægteskab og lille familie. Om jeg elsker ham nok til, at blive?

Endnu en ting er, at jeg ikke ved, om jeg ville kunne leve for de småmønter jeg kan få ud af en SU/elevplads. Dette er nødvendigt, da jeg var nødt til at afbryde min uddannelse, for at tage afsted.

PS: Jeg har på intet tidspunkt holdt af, at være i Afrika. Faktisk er det slet ikke mig. Planen er nu, at vi skal tilbage til Danmark og bo, og vi flytter til april. Jeg har dog hele tiden givet det en chance, og jeg tror måske, at jeg derfor har glemt hvorfor jeg kom til at starte med!


Hvis nogen ved, hvem jeg er, bedes de ikke sige noget!

Om du elsker ham nok - Er svært at svare på, det er noget du selv skal mærke efter!

Men jeg vil sige, jeg lærte min kæreste at kende, da jeg var 17 år, er nu 26 år og har det på ingen måde som dig, ønsker ikke at bo alene og indrette mig efter hvad jeg vil (nu er min kæreste heller ikke såå interesseret i indretning) men ja.. jeg ved ikke, har det ikke som dig.

Men måske skal du sætte PB på standby og vente og se, hvordan dine følelser ser ud, når I kommer til Danmark igen!

Kan det være fordi du savner noget alenetid, Danmark er han meget dominerende i indretningen. Mærk godt efter i dig selv, hvordan burde det føles, kærlighed er jo forskellig og på et tidspunkt ændrer den sig når man elsker hinanden men ikke er forelskede

Kun du kan finde ud af hvad som er rigtigt for dig

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg er i den situation, at jeg ikke er sikker på min kærlighed til min mand. Vi har været sammen i 3,5 år, er gift og har en lille datter.

Jeg ved, at han vil gøre alt for mig og elsker mig højere end jeg aner! Jeg har det ikke på samme måde. Jeg ved, at jeg elsker ham - men ikke på den måde, som jeg burde! Jeg ser ham som en absolut fantastisk mand, som er den bedste far i verden!

Vi mødte hinanden da jeg var 18, lige inden han skulle ud på et eventyr - han var mere eller mindre på vej til Afrika, noget, som havde været planlagt længe og som ikke kunne ændres. Vi sås i al den tid vi kunne, inden han tog afsted. Jeg var ør og skør og meget ked af det, da han pludselig ikke var i Danmark mere. Han kom på ferie i dk 4 mdr efter, og vi tilbragte 3 uger sammen. Da han tog tilbage til Afrika, fortalte jeg mine forældre, at jeg var nødt til at tage ned og prøve vores forhold af (jeg boede hos dem!). Som sagt, så gjort. Jeg har nu boet i Afrika i præcist 3 år, fået en datter og er blevet gift. Vi prøver sågar at få én mere.
Nu er jeg i tvivl!

I tvivl om, om min kærlighed var ung og forhastet?!
Og i tvivl om, om jeg måske skulle have tilbragt tid "alene", inden jeg stiftede familie. Jeg drømmer om min egen lejlighed, som jeg kan indrette som det passer MIG!
Jeg savner "mig-tid" og jeg kunne så godt tænke mig, at prøve alenelivet af. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det skal være på bekostning af mit ægteskab og lille familie. Om jeg elsker ham nok til, at blive?

Endnu en ting er, at jeg ikke ved, om jeg ville kunne leve for de småmønter jeg kan få ud af en SU/elevplads. Dette er nødvendigt, da jeg var nødt til at afbryde min uddannelse, for at tage afsted.

PS: Jeg har på intet tidspunkt holdt af, at være i Afrika. Faktisk er det slet ikke mig. Planen er nu, at vi skal tilbage til Danmark og bo, og vi flytter til april. Jeg har dog hele tiden givet det en chance, og jeg tror måske, at jeg derfor har glemt hvorfor jeg kom til at starte med!


Hvis nogen ved, hvem jeg er, bedes de ikke sige noget!

Det lyder som om du måske har opgivet en del for at være sammen med ham. Jeg tror kun det er naturligt, at man på et tidspunkt overvejer om det var det værd. Det er jo normalt, at man ikke føler denne kærlighed lige stærkt altid. Det er dog selvfølgelig et problem, hvis det er vedvarende.

 

Jeg ville ikke tage en beslutning lige nu, hvis jeg var dig. Jeg ville desuden sætte projektet om en ny baby standby. Jeg ved ikke hvor gammel din datter er, men man jo taler ofte om at forholdet kommer i en slags undtagelsestilstand med en baby i huset. Det er måske ikke så smart, hvis du har det på denne måde. Jeg ville vente til, hvis det er muligt, til i er kommet til Danmark. Du er ikke glad der hvor du er nu, måske savner du eller mangler nogeti dit liv, der fører til at du ... er i tvivl om det du har er godt nok. Jeg ved ikke om det giver mening? 

 

Demosan skriver:

Det lyder som om du måske har opgivet en del for at være sammen med ham. Jeg tror kun det er naturligt, at man på et tidspunkt overvejer om det var det værd. Det er jo normalt, at man ikke føler denne kærlighed lige stærkt altid. Det er dog selvfølgelig et problem, hvis det er vedvarende.

 

Jeg ville ikke tage en beslutning lige nu, hvis jeg var dig. Jeg ville desuden sætte projektet om en ny baby standby. Jeg ved ikke hvor gammel din datter er, men man jo taler ofte om at forholdet kommer i en slags undtagelsestilstand med en baby i huset. Det er måske ikke så smart, hvis du har det på denne måde. Jeg ville vente til, hvis det er muligt, til i er kommet til Danmark. Du er ikke glad der hvor du er nu, måske savner du eller mangler nogeti dit liv, der fører til at du ... er i tvivl om det du har er godt nok. Jeg ved ikke om det giver mening? 

 

Tak for dit svar!

Det er også mine tanker, at jeg vil vente og se, om de følelser stadig er der, når vi har etableret os i Danmark.
Føler nemlig lidt, at jeg har været på standby de 3 år vi har været afsted.

Jeg har det ind i mellem lige som dig. Synes også jeg har opgivet meget og måtte igennem meget med min mand, men når jeg mærke rigtig efter ku jeg ikke forestille mig at leve uden ham i længere tid... Det virker tiltrækkende med end eget rum og ikke at skulle stå til ansvar overfor nogen.. Men hvad når du tænker på alt den tid du kommer til at sidde alene uden ham, sove helt alene? Ikke ha nogen der kan give dig opmærksomhed og elsker dig?

Jeg tror det handler mere om hele situationen end kærligheden til din mand. Som en anden skriver, så har du opgivet meget for at følge din mand, hvilket betyder at du har sat dit liv lidt på standby og er væk fra Danmark, familien osv. Derfor ville jeg ikke drage nogle forhastede konklusioner, men vente til I kommer til Danmark. En mulighed kunne være, at du og jeres barn rykker til Danmark en tid før din mand. Det kan gøre dig klogere på situationen og få lidt luft, hvis du finder frem til, at det er det du har brug for.

 Louise

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg er i den situation, at jeg ikke er sikker på min kærlighed til min mand. Vi har været sammen i 3,5 år, er gift og har en lille datter.

Jeg ved, at han vil gøre alt for mig og elsker mig højere end jeg aner! Jeg har det ikke på samme måde. Jeg ved, at jeg elsker ham - men ikke på den måde, som jeg burde! Jeg ser ham som en absolut fantastisk mand, som er den bedste far i verden!

Vi mødte hinanden da jeg var 18, lige inden han skulle ud på et eventyr - han var mere eller mindre på vej til Afrika, noget, som havde været planlagt længe og som ikke kunne ændres. Vi sås i al den tid vi kunne, inden han tog afsted. Jeg var ør og skør og meget ked af det, da han pludselig ikke var i Danmark mere. Han kom på ferie i dk 4 mdr efter, og vi tilbragte 3 uger sammen. Da han tog tilbage til Afrika, fortalte jeg mine forældre, at jeg var nødt til at tage ned og prøve vores forhold af (jeg boede hos dem!). Som sagt, så gjort. Jeg har nu boet i Afrika i præcist 3 år, fået en datter og er blevet gift. Vi prøver sågar at få én mere.
Nu er jeg i tvivl!

I tvivl om, om min kærlighed var ung og forhastet?!
Og i tvivl om, om jeg måske skulle have tilbragt tid "alene", inden jeg stiftede familie. Jeg drømmer om min egen lejlighed, som jeg kan indrette som det passer MIG!
Jeg savner "mig-tid" og jeg kunne så godt tænke mig, at prøve alenelivet af. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det skal være på bekostning af mit ægteskab og lille familie. Om jeg elsker ham nok til, at blive?

Endnu en ting er, at jeg ikke ved, om jeg ville kunne leve for de småmønter jeg kan få ud af en SU/elevplads. Dette er nødvendigt, da jeg var nødt til at afbryde min uddannelse, for at tage afsted.

PS: Jeg har på intet tidspunkt holdt af, at være i Afrika. Faktisk er det slet ikke mig. Planen er nu, at vi skal tilbage til Danmark og bo, og vi flytter til april. Jeg har dog hele tiden givet det en chance, og jeg tror måske, at jeg derfor har glemt hvorfor jeg kom til at starte med!


Hvis nogen ved, hvem jeg er, bedes de ikke sige noget!

Hvis jeg var i din situation - ud fra hvad du skriver - andet kan jeg ikke forholde mig til - så ville jeg som minimum holde ud til i flytter hjem til Danmark. Du har jo hjemve.

Derudover tror jeg du skal finde ud af med dig selv, hvad det er du tror der gør at du ikke elsker ham. Jeg har altid hørt at kærlighed er et valg - forelskelsen, som nok er den der fik dig til Afrika er en illusion som varer i en hvis tid. Når dette er ovre, så ser man alle fejlene hos sin udkårne.

Hvis du kan få fat på den - så prøv at læs "kærlighedens 5 sprog" af Gary Chapman.

Håber du finder ud af det - og at I forbliver jeres lille familie - tror stadig på at dette er det bedste for børn, med mindre det er HELT galt. Det er ikke nemt at være skilsmissebarn - det kan jeg se på mine 2 store :-(

Pøj pøj med det hele.

-Xolia-

PS: Du skal være opmærksom på at der kan være tilskud som du ikke er beretttiget til pga. dit udlandsophold - derfor kan du ikke regne med at få de "sædvanlige" enlig tilskud.