Hvil i fred....

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

Kram fra Morfar´s pige 

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

Hvor er det smukke ord. Din morfar ville være meget stolt af at læse disse flotte ord.

Det er ikke sikkert at du forventer nogle kommentarer - eller måske synes af diverse "smiley-kram" er lettere ligegyldige fordi du måske bare har skrevet dit fine indlæg for DIN skyld - det kan af og til være tiltrængt at komme ud med tankerne på denne måde. Men alt i alt skal du vide at jeg synes dit indlæg er enormt rørende - og håber meget at I alle vil få sendt ham godt af sted, på hans ønskede måde.

Held og lykke til dig fremover hvor du og din familie ved at din kære morfar har det godt og kan passe på jer.

-Xolia-

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

Stort knus til dig, tårer læber ned ad min kinder  Jeg ved nøjagtigt hvordan du har det

Det er 4 måndeder sinden jeg mistede min elskede morfar, 10 dagen inden mig og min mands bryllup  Jeg har fundet meget trøst i at tænke at min morfar har det godt hvor han er og ikke har nogen smerte mere 

Må din morfar hvile i fred

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

det er aldrig sjovt at miste nogen man holdte af.. mistede selv min morfar for et par år siden, og da han også havde levet mange år med sygdom må jeg erkende at jeg godt kan forstå dine tanker.. må din morfar skinne smukt oppe på himlen og sende dig og din familie mange tanker

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

Smukke ord du har skrevet til din morfar  Er sikker på han ville være rørt til tårer - det er jeg i al fald  

Alt det bedste herfra.

MorVita skriver:

Mistede igår min elskede Morfar.....

75 år gammel måtte min morfar takke af for livet og bukke under efter mange års sygdom. Min morfar led af sclerose.

Til sidst kunne han pga. rystelser ikke længere spise selv, ej heller gå. Heldigvis var det endnu ikke gået så meget ud over hans hukommelse at han ikke kunne huske os. 

Lørdag havde han haft en rigtig dejlig dag sammen med min morbror, hvor de så fodboldt, drak en øl og spiste pizza. 

Min moror og morfar som ikke sammen længere, fordi at han fik hjemmehjælp. Natten til søndag kl 02.00 er min mormor oppe og tisse, og høre han snorker....

Min mormor plejer altid at gå ind til min morfar om morgenen for at vække ham ca 10 minutter inden hjemmeplejen kommer for at hjælpe ham op, men lige præcis igår vælger hun at lade være.... Underligt, men må være noget i hendes underbevisthed, der har "fortalt" hende at hun ikke selv skulle finde ham...

Hjemmeplejen finder ham død......

Det trøster mig meget at han er sovet ind i døden og formentlig ikke mærket noget, det fortjente han....

Min morfar har lidt af smerter i mange år, men ikke en eneste gang har vi hørt ham brokke sig. Han var altid glad, og nød at se hans børn, børnebørn og oldebørn.... Jeg har stor respekt for den mand!!

Igår var allernermeste familie samlet.... Jeg sad hos ham, holdt ham i hånden, og nussede hans kolde kinder, mens jeg fortalte ham at det er okay at han nu gav op. Vi hjalp med at ligge ham i hans fine kiste, og kørt ham i kapel. En smuk og dejlig måde at tage afsked med ham på.... 

På onsdag sender vi ham afsted på hans sidste rejse, og efter hans eget ønske vil begivenheden foregå i stilhed.... 

I dag er jeg vågnet med en tom fornemmelse i kroppen, som om her mangler noget. For trods sygdom og selvom jeg er lykkelig for at han ikke længere har smerter eller kommer til at opleve at blive dårligere, så gør det ualmindelig ondt at miste ham.... 

Himlen er blevet en stjerne smukkere, og vi vil altid kunne kigge op og sende ham en kærlig tanke og tænke tilbage på alle de dejlige stunder vi har haft sammen.....

 

Kram fra Morfar´s pige 

Rigtig smukt skrevet!