Vi har benyttet os af aupairagency, fordi vi syntes, at det var uoverskueligt at finde en aupair i internetjunglen selv. Vi valgte den store "pakke", hvor de - ud fra de kriterier man har, udvælger nogle kandidater, som de mener vil passe godt til ens behov. Der ud over inkluderer denne pakke også opfølgende samtaler samt hjælp i tilfælde af eventuelle problemer.
Vi blev præsenteret for et par forskellige piger, og via emails frem og tilbage med disse piger fandt vi hurtigt en fra Filippinerne, som vi mente vil passe godt til os (vi har en pige på 20 mdr. og tvillingedrenge på 4 mdr. så erfaring med små børn var meget vigtig for os).
Så gik den lange proces med at få hende til DK i gang. Der skal søges om arbejds/opholdstilladelse hos de danske myndigheder, de har en behandlingstid på 60 arbejdsdage, og når den er i hus, skal man vente på, at konsulatet i Manila udleverer udrejsetilladelse til aupair'en, det tog halvanden måned for vores vedkommende - om det er normen, ved jeg ikke, men pænt irriterende! Derefter blev flybilletten bestilt, og om alt går vel, lander hun i Kastrup den 24/10.
Servicen hos aupairagency har ikke været overvældende indtil videre, man skal selv være ret opsøgende, og jeg er spændt på, hvordan de vil tackle de opfølgende samtaler samt eventuelle problemer.
Ud over tidsperspektivet skal du også indstille dig på en del omkostninger i forbindelse med at få en aupair til DK. For vores vedkommende har regnestykket set sådan ud: 5.000 til aupairagency for formidling, 800 yderligere til aupairagency for at behandle papirerne til den Filippinske ambassade (de kan spares, hvis man selv har tid og overskud til at tage der ind), 2.000 til de danske myndigheder samt 4.500 for flybillet. Alt i alt omkring 12.500 før hun overhovedet er landet. Man skal også sørge for forsikring til hende i den periode, hun er hos en, omkring 500 om mdr., der skal forudbetales for de to år, man har hende (i hvert fald hos vores forsikringsselskab). Man skal også sørge for et danskkursus, hvad det koster, har jeg ikke lige haft tid til at undersøge.
Så alt i alt et ret langt og bekosteligt forløb, hvilket kom lidt bag på os - måske er vi bare lidt naive... og jeg ved jo selvsagt heller ikke, om vores forløb er "standarden", har aldrig haft aupair før og kender heller ikke nogen, der har.
Men når det så er sagt, glæder jeg mig afsindigt, til hun kommer. Har i hele forløbet haft næsten daglig kontakt til hende via emails og Skype, og hun virker enormt sød og meget opsat på at blive en del af vores familie. Så vi håber, at alt kommer til at gå godt og gnidningsfrit - de ekstra hænder vil i hvert fald være mere end velkomne!!
Anmeld