Jeg søger input til beslutning om flere børn eller ej...

Hej alle sammen,

Jeg kunne godt bruge jeres input, idéer, holdninger, begrundelser osv..

Lige lidt baggrund:
Vi er mig på 33 og min mand på 40 - vi har 3 skønne børn fra 2004, 2006 og 2012 - de er altså nu 9, 7 og 1 år.

Vi har været sammen siden '99 - og har et godt og stærkt forhold.

Vi støtter hinanden meget - og, synes jeg selv, er meget harmoniske (omend vi er VIDT forskellige).

Jeg har altid sagt, at jeg ønskede mig 2 eller 3 børn - men min mand sagde stop efter nr 2 - hvilket jeg fuldt ud respekterede. Lige pludselig kom han så en dag og sagde, han gerne ville have en mere! - Og efter noget tids overvejelse (jeg havde jo arbejdet på at se fordelene ved at stoppe ved 2), så var jeg med på den.
- Kort efter fødslen (ja, vi snakker vel max en time efter), havde jeg tanken om, at det ville jeg gerne gøre igen. Jeg kunne næsten ikke bære, at det skulle være sidste gang.

Denne tanke har ikke helt forladt mig - og jeg har fundet rigtig mange grunde både for og imod at få en 4'er.
Har selvfølgelig snakket med min mand om ideen, og her i foråret meldte han ud, at han var for en 4'er. Det har han så siden trukket lidt i land med - og er nu lige så meget i tvivl som jeg er.

Jeg vil gerne dele mine overvejelser for og imod - men måske jeg skal vente lidt med det.
Jeg vil meget gerne udbede mig jeres tanker, holdninger, grunde, for og imod - vær ærlige!
Det er min og min mands beslutning - udelukkende - men jeg kunne godt bruge lidt inputs til, hvordan jeg kommer frem til en endelig beslutning.

Lige til slut et par fakta :
- Skal vi have en mere, så skal det være nu her, så der bliver ca. 2 år mellem de 2 små - så vi skal have truffet den beslutning nu!
- Det ene øjeblik er jeg 100 % afklaret med for - 5 min efter, er jeg helt afklaret med, at vi stopper mens legen er god....

Hmm - spørg, hvis der er noget, I gerne vil have uddybet - vil sætte pris på alle inputs eller spørgsmål, som kan få mig til at tænke anderledes eller se nye vinkler!

Jeg vil bare kort sige, at man fortryder mest de ting man ikke fik gjort, fremfor de ting man gjorde.

Har du følelsen af, at I skal have et barn mere, og din mand også er med på den, så gør det.
Det vil være SÅ ærgeligt, at sidde om 10 år og tænke ''Øv! Hvorfor gjorde vi det ikke''.

Held og lykke

Der er jo nogen der siger, at man aldrig fortryder de børn man får, kun dem man ikke får.
Jeg tror der er fordele i at få en mere, sådan at jeres mindste også har en søskende, som han/hun er tæt med aldersmæssigt - også selvom h*n sikkert får et helt fint forhold til de ældre søskende.
For mit vedkommende - for vi har også talt om vi skal have 3 eller 4 - er der også nogle praktiske overvejelser. Fx i forhold til bil, en almindelig bil ville jo ikke fungerer til en familie med 6 medlemmer. Så for os ville det kræve, at økonomien var meget stærk. Jeg ved ikke hvordan det ser ud hos jer?
Ellers tror jeg ikke jeg har så mange gode råd, andet end at jeg tror, at hvis i er i tvivl, så er det næsten et tegn på i skal have en mere. Jeg forestiller mig man er ret afklaret, når man har nået punktet hvor "nu er det nok"

Hvis man har tiden, lysten, økonomien og et forhold der kan bærer det så synes jeg man skal springe ud i det. Personligt stopper jeg her ved 2 da jeg gerne vil kunne give min børn alt den opmærksomhed de får nu. Jeg synes til tider der er svært bare med 2... jeg er ret afklaret.

ES90 skriver:

Jeg vil bare kort sige, at man fortryder mest de ting man ikke fik gjort, fremfor de ting man gjorde.

Har du følelsen af, at I skal have et barn mere, og din mand også er med på den, så gør det.
Det vil være SÅ ærgeligt, at sidde om 10 år og tænke ''Øv! Hvorfor gjorde vi det ikke''.

Held og lykke

Tak for dit svar - det kan du jo selvfølgelig have en pointe i.

Janne T. skriver:

Der er jo nogen der siger, at man aldrig fortryder de børn man får, kun dem man ikke får.
Jeg tror der er fordele i at få en mere, sådan at jeres mindste også har en søskende, som han/hun er tæt med aldersmæssigt - også selvom h*n sikkert får et helt fint forhold til de ældre søskende.
For mit vedkommende - for vi har også talt om vi skal have 3 eller 4 - er der også nogle praktiske overvejelser. Fx i forhold til bil, en almindelig bil ville jo ikke fungerer til en familie med 6 medlemmer. Så for os ville det kræve, at økonomien var meget stærk. Jeg ved ikke hvordan det ser ud hos jer?
Ellers tror jeg ikke jeg har så mange gode råd, andet end at jeg tror, at hvis i er i tvivl, så er det næsten et tegn på i skal have en mere. Jeg forestiller mig man er ret afklaret, når man har nået punktet hvor "nu er det nok"

Hej,

Tak for dit svar - det gav mig noget at tænke over.
nogen gange ville jeg faktisk ønske, jeg var sådan helt afklaret omkring "ikke flere", som jeg kan forstå mange er - det ville da være så meget nemmere!

Vi har 3 piger - og de er rigtig gode sammen alle sammen, selvom den lille selvfølgelig er det på andre præmisser end de store. - Og det vil jo blive ved med at være sådan.

Lige præcis det med en søskende til den mindste er en af mine helt store "for" - men samtidig, så er jeg også sådan lidt: Ja, de store har et kanon forhold til hinanden - men det kan man jo ikke være sikker på - hvad hvis vi får 2, der er som hund og kat??!

I forhold til bil, så har vi 2 - den ene er for lille til 4 børn (end 107), men ville kunne bruges i dagligdagen - de store er jo så store, at de kommer frem og tilbage til skolen selv det meste af tiden.
Derudover har vi en C4 med 7 sæder, men hvor de 2 jo er sammenklappelige - men der skulle være plads - om end ikke optimal plads (ville hellere have haft en multivan - men alt for dyr).

I forhold til økonomi er vi begge i job - og ikke med særlig stor risiko. Økonomien hænger sammen i det daglige - og lidt til. Så det ville da blive strammere, men vi ville kunne få det til at hænge sammen.

- Men vi har ikke flere værelser - så de 2 mindste ville ksulle dele værelse til nr 1 flyver fra reden - så det ville vel være til de var 9 og 11 - eller noget i den stil... Problem?!

Men i hvert fald - mange tak for dit input!

MorDk skriver:

Hvis man har tiden, lysten, økonomien og et forhold der kan bærer det så synes jeg man skal springe ud i det. Personligt stopper jeg her ved 2 da jeg gerne vil kunne give min børn alt den opmærksomhed de får nu. Jeg synes til tider der er svært bare med 2... jeg er ret afklaret.

Tak for svar - jeg ville sådan ønske, jeg også var afklaret!

- De 2 store (især den største) presser faktisk ret meget på for at vi skal have en mere (det er på INGEN måder deres beslutning, hvilket de også godt ved. ) - Men det, at de jo får mindre af os, hvis de skal dele med en mere, er bestemt med i overvejelserne - og tæller i øjeblikket med på minus-siden..

I forhold til vores forhold - ja, vi har et stærkt og godt forhold, og har jo som sagt været sammen i 14 år - men hvordan ved mand, om det ville kunne holde til een mere i familien? - Vi aner jo ikke, hvad der sker derefter?
(men mind mand sagde dog "for", efter næsten 2 måneder med konstant sygdom og ingen nattesøvn for den bette - og næsten 5 ugers lockout for de store, såe.. )

Tid og lyst er der (tror vi) - og økonomien er ok - omend ikke fuldstændig fantastisk.

Anonym skriver:

Hej,

Tak for dit svar - det gav mig noget at tænke over.
nogen gange ville jeg faktisk ønske, jeg var sådan helt afklaret omkring "ikke flere", som jeg kan forstå mange er - det ville da være så meget nemmere!

Vi har 3 piger - og de er rigtig gode sammen alle sammen, selvom den lille selvfølgelig er det på andre præmisser end de store. - Og det vil jo blive ved med at være sådan.

Lige præcis det med en søskende til den mindste er en af mine helt store "for" - men samtidig, så er jeg også sådan lidt: Ja, de store har et kanon forhold til hinanden - men det kan man jo ikke være sikker på - hvad hvis vi får 2, der er som hund og kat??!

I forhold til bil, så har vi 2 - den ene er for lille til 4 børn (end 107), men ville kunne bruges i dagligdagen - de store er jo så store, at de kommer frem og tilbage til skolen selv det meste af tiden.
Derudover har vi en C4 med 7 sæder, men hvor de 2 jo er sammenklappelige - men der skulle være plads - om end ikke optimal plads (ville hellere have haft en multivan - men alt for dyr).

I forhold til økonomi er vi begge i job - og ikke med særlig stor risiko. Økonomien hænger sammen i det daglige - og lidt til. Så det ville da blive strammere, men vi ville kunne få det til at hænge sammen.

- Men vi har ikke flere værelser - så de 2 mindste ville ksulle dele værelse til nr 1 flyver fra reden - så det ville vel være til de var 9 og 11 - eller noget i den stil... Problem?!

Men i hvert fald - mange tak for dit input!

Det er det der er svært, for man kan jo ikke se ind i fremtiden, om end det ville være enormt praktisk. Som du siger kan de risikere at blive som hun dog kat - men igen; Er det grund til ikke at få nr. 4? Så får de jo sikkert bare et dejligt forhold til de andre søskende. Det er dog selvfølgelig lidt et problem, hvis de skal dele værelse, men igen. Jeg tror ikke det er netop dét der ville stoppe mig fra 4'eren.

Og hvis i netop har styr på bil og økonomi, er det vel i sidste ende primært det følelsesmæssige. Som udgangspunkt tror jeg ikke der er noget galt i at dele værelse, mine børn skal også dele. Dog er jeg lidt i tvivl om hvor store børn typisk er, før end de begynder at ville have privatliv og have deres eget. Det kan godt ske at 9 og 11 år er lidt sent? I princippet kan i jo heller ikke vide om en største bliver en af dem, der bor hjemme længe (med mindre i har en regel om at man skal flytte ved en bestemt alder), så den er lidt tricky.

Om det er dét der er tungen på vægtskålen i forhold til beslutningen er jo noget i må tage op. Jeg kan godt se det rent logistiske problem, men jeg er nok en romantiker der kan lide at tænke med hjertet, så i jeres tilfælde havde jeg nok valgt at få en nr. 4

Janne T. skriver:

Det er det der er svært, for man kan jo ikke se ind i fremtiden, om end det ville være enormt praktisk. Som du siger kan de risikere at blive som hun dog kat - men igen; Er det grund til ikke at få nr. 4? Så får de jo sikkert bare et dejligt forhold til de andre søskende. Det er dog selvfølgelig lidt et problem, hvis de skal dele værelse, men igen. Jeg tror ikke det er netop dét der ville stoppe mig fra 4'eren.

Og hvis i netop har styr på bil og økonomi, er det vel i sidste ende primært det følelsesmæssige. Som udgangspunkt tror jeg ikke der er noget galt i at dele værelse, mine børn skal også dele. Dog er jeg lidt i tvivl om hvor store børn typisk er, før end de begynder at ville have privatliv og have deres eget. Det kan godt ske at 9 og 11 år er lidt sent? I princippet kan i jo heller ikke vide om en største bliver en af dem, der bor hjemme længe (med mindre i har en regel om at man skal flytte ved en bestemt alder), så den er lidt tricky.

Om det er dét der er tungen på vægtskålen i forhold til beslutningen er jo noget i må tage op. Jeg kan godt se det rent logistiske problem, men jeg er nok en romantiker der kan lide at tænke med hjertet, så i jeres tilfælde havde jeg nok valgt at få en nr. 4

Præcis - hvis man dog bare havde en idé om, hvad fremtiden ville bringe! ;o)

Jeg kan godt forstå, hvorfor du mener, at det kun er det mentale, der mangler - men faktisk føler jeg det nok lidt omvendt.
Det er alle de praktiske ting, der er med til at få mig til at tøve, tror jeg. Har enormt svært ved at finde ud af, hvor jeg står (måske fordi jeg svinger sådan. ).
Men følelsesmæssigt tog jeg gerne en krudtugle mere, men så tænker jeg på dele værelse, mindre til de andre af tid og økonomi, ikke det bedste sæde i bilen til den sidste (i praksis bliver det jo nok en af de store, der rykker i 3. række), og hvad nu hvis...

Men som sagt vil de store gerne have en mere - især den største. Undrer mig meget, for de kan jo godt se, hvor meget vi er nødt til at tage hensyn til den lille. Og når jeg så en sjælden gang forholder mig til, hvad hun siger og kommer med "vi har jo ikke plads til en mere - vi har ikke flere værelser" (en meget praktisk ting, en 9 - årig ville kunne forholde mig til, tænkte jeg), så er svaret bare, at hun da gerne vil dele!

- Og nej, man aner jo ikke, hvornår de flytter hjemmefra, så har bare taget udgangspunkt i mig selv - flyttede efter gym som 19-årig, og hvis de selv vælger en form for gymnasiel uddannelse er det jo nok oplagt - vi bor lidt uden for Århus, så mon ikke der kommer en tid, hvor de gerne vil bo mere centralt?!

Nogen gange tænker jeg også, at det skisme da ikke er rent praktiske ting, der skal forhindre os - og jeg prøver også at sige til mig selv, at andres holdninger heller ikke skal være afgærende (jeg ved min mor vil få et mindre anfald, fordi hun mener det vil være tåbeligt).

vi har ikke mange muligheder for at få ungerne passet i dag (kun min mor, der kan tage dem alle 3), så det sker måske en gang om året... det ville jo ikke blive nemmere med een mere.
Så er der ferie - men så igen, vi har byttet hus de sidste gange - og kørt selv, og så betyder det jo ikke noget, om vi er en fra eller til (medmindre vi er tilbage ved pladsen i bilen)..

Argh - så mange tanker!!!

Ih - nogle gange tænker jeg, at det ville være så meget nemmere at blive gravid ved et uheld - for så er der ingen tvivl om, at jeg ville beholde barnet!