Anonym skriver:
Tusind tak for dit svar!
Ja jeg har nogle venner som ville stå til rådighed hvis jeg skulle flytte.
Jeg har bare kigget rundt på nettet og synes ikke jeg kan finde noget ordentlig, medmindre jeg vil bo på vest Sjælland el.lignede. Jeg bor i København og vil gerne være tæt på her, men det er jo så dyrt og aner heller ikke hvad jeg kommer til at stå med af penge som enlig forsøger.
Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal vende den med min kæreste 
Hvis jeg finder en lejlighed uden at fortælle noget, går han amok den dag jeg flytter.
Hvad med dele ordningen? Kan jeg være bekendt at sige hun skal bo hos mig og så hver anden weekend hos ham?
Ihvertfald tusind tak for svar 
Min mor blev sammen med min far indtil jeg fyldte 19, dvs. sidste år.
ALLE de år blev jeg brugt som syndebuk, som den man råbte af, spytte på og truede på livet når han lige mente han havde lyst. ALLE de år frygtede jeg at være nogen steder; i huset, fordi uanset hvad jeg foretog mig skulle han nok fortælle mig hvorfor det var forkert og behandle mig som skidt man havde rådt på; udenfor, fordi jeg så med det samme var ude for at hore og tage stoffer (som 12 årig, mente han) og ikke bare sammen med venner. Jeg har aldrig kunne sove om natten af ren frygt for ham. Han har slået både mig og min mor da jeg var yngre og mange, mange andre ting jeg slet ikke kan uddybe på så lidt plads. Som 4 årig sad jeg med min 2 årige lillebror og hørte dem råbe og skrige af hinanden og smide med ting og ventede på at den ene eller anden ville ende død på gulvet, mens jeg trøstede ham og sagde det nok skulle gå.
Min bror og jeg sad og BAD til at de ville gå fra hinanden. Også selvom vi ville have mindre plads, færre penge - hvad som helst for bare at slippe.
Han har fuldstændigt ødelagt mig, og jeg har været deprimeret i mange år og tæt på selvmord mange gange.
Det er ikke for at fortælle min "sørgelige historie" men for at understrege min pointe groft - Han er IKKE det værd. Du skal IKKE tænke på om det er fair over for ham og hvad du kan være bekendt. Du skal tænke på din datter og dig, og hvad det bedste for dig er.
Din datter skal have lov til at se sin far hvis du 100% ved at han vil passe hende optimalt. Ellers søg om at få overvåget samværd en gang imellem. Ja, det er syndt ikke at se sin far ofte eller overhovedet, men det er så meget bedre end at frygte for sin mors og sit eget liv.
Mit bedste råd er at du enten vender den med kommunen eller finder en lejlighed privat, og sørger for at du HAR den før du siger noget. Hvis du er bange for at han gør dig/jer noget, så sørg for at have evt. venner tilstede, eller måske en sagsbehandler eller politiet.
Kan du flytte ud til forældre, søskende eller venner og lede efter lejlighed derfra? For så behøver du vidst ikke sige så meget før end du er væk. Pak en rygsæk eller lignende og få nogen andre til at hente flere ting, hvis der er brug for det.
Det er sgu sur røv at være på SU med barn, men heldigvis kan det lade sig gøre.
Som enlig på SU får du ca. 5000 kr (hvis du er udeboende på vidergående uddannelse) plus 5.753 kr forsørgertillæg, før skat.
Ud over det kan du tage både normal SU lån og supplerende lån til forsørgere og vist også søge noget hos kommunen. Ikke optimalt men bedre end at leve sammen med sådan en mand.
Jeg siger ikke at det går hen og bliver så slemt som det har været for mig men det er sgu ikke risikoen værd at blive hos ham (og det ved jeg godt du ved). Så gør alt hvad du kan gøre for din datter og dig og lad være med at tænke på, om det er "syndt" for ham.
Så længe I kommer væk, det er det vigtigste. Ikke tænk på evt. studiegæld eller om du nu kan få alt din datters legetøj med, osv. I to er de vigtigste og resten kan man altid tackle senere.
Undskyld det MEGET lange svar 
men det betyder bare meget for mig, at du gerne vil gøre dette for din datter og at I slipper væk fra sådan en mand.
I fortjener simpelthen så meget bedre
