det er så svært.. hvordan gør jeg det bedst?

Hej kvinder

Har det svært.. har mistet følelserne for min mand, eller dvs, elsker ham stadig, bare ikke på dén måde længere.. det har stået på i længere tid, og har det ikke godt med at fortsætte længere.
Kan mærke, at det ødelægger mig mere og mere, at jeg ikke kan få lov, til at være lykkelig.

Vi har to børn sammen, og jeg ved, at de kommer til at være den bedste løsning for deres opvækst også, jeg er sikker på, at de får en bedre hverdag med gladere forældre, ELLER den ene forælder bliver gladere.

Det er her mit problem ligger, er bange for hans reaktion, da jeg ved, at han stadig elsker mig.
Jeg har været gået fra ham en gang før, og da blev han ked af det, og han blev hængende indtil jeg gav ham en ny chance.
Dette vil jeg gerne undgå denne gang, jeg vil ikke prøve en gang til, for det kommer ikke til at fungere..
Hans mor er nede i kulkælderen i øjeblikket, og er bange for, at hun får det værre, når hendes søn bliver forladt..
Jeg tænker for meget over andres følelser, og hvordan andre har det. Det bekymrer mig så meget, at det går ud over mig selv, sætter mig selv til side.

Nogen der har nogen idéer til, hvordan jeg kan tackle det? Få det til at slutte en gang for alle, uden at blive uvenner?
Hvordan forklarer jeg min svigermor at jeg har mistet følelserne for hendes søn? Hun vil helt sikkert prøve at overtale mig til, at prøve igen, og det ender sikkert med, at jeg siger okay, for at slippe ud af konfrontationen, er vildt konfliktsky.

Anonym skriver:

Hej kvinder

Har det svært.. har mistet følelserne for min mand, eller dvs, elsker ham stadig, bare ikke på dén måde længere.. det har stået på i længere tid, og har det ikke godt med at fortsætte længere.
Kan mærke, at det ødelægger mig mere og mere, at jeg ikke kan få lov, til at være lykkelig.

Vi har to børn sammen, og jeg ved, at de kommer til at være den bedste løsning for deres opvækst også, jeg er sikker på, at de får en bedre hverdag med gladere forældre, ELLER den ene forælder bliver gladere.

Det er her mit problem ligger, er bange for hans reaktion, da jeg ved, at han stadig elsker mig.
Jeg har været gået fra ham en gang før, og da blev han ked af det, og han blev hængende indtil jeg gav ham en ny chance.
Dette vil jeg gerne undgå denne gang, jeg vil ikke prøve en gang til, for det kommer ikke til at fungere..
Hans mor er nede i kulkælderen i øjeblikket, og er bange for, at hun får det værre, når hendes søn bliver forladt..
Jeg tænker for meget over andres følelser, og hvordan andre har det. Det bekymrer mig så meget, at det går ud over mig selv, sætter mig selv til side.

Nogen der har nogen idéer til, hvordan jeg kan tackle det? Få det til at slutte en gang for alle, uden at blive uvenner?
Hvordan forklarer jeg min svigermor at jeg har mistet følelserne for hendes søn? Hun vil helt sikkert prøve at overtale mig til, at prøve igen, og det ender sikkert med, at jeg siger okay, for at slippe ud af konfrontationen, er vildt konfliktsky.

Skal du flytte? For jeg tror, at det vil hjælpe dig til at fastholde din beslutning, hvis du allerede har lavet aftale om en ny bolig, altså på forhånd sætter gang i de ting, der nu skal ske, så du på den måde forpligter dig til at gennemføre. På den måde gør du det også klart for ham, at det denne gang er alvor.

Anonym skriver:

Hej kvinder

Har det svært.. har mistet følelserne for min mand, eller dvs, elsker ham stadig, bare ikke på dén måde længere.. det har stået på i længere tid, og har det ikke godt med at fortsætte længere.
Kan mærke, at det ødelægger mig mere og mere, at jeg ikke kan få lov, til at være lykkelig.

Vi har to børn sammen, og jeg ved, at de kommer til at være den bedste løsning for deres opvækst også, jeg er sikker på, at de får en bedre hverdag med gladere forældre, ELLER den ene forælder bliver gladere.

Det er her mit problem ligger, er bange for hans reaktion, da jeg ved, at han stadig elsker mig.
Jeg har været gået fra ham en gang før, og da blev han ked af det, og han blev hængende indtil jeg gav ham en ny chance.
Dette vil jeg gerne undgå denne gang, jeg vil ikke prøve en gang til, for det kommer ikke til at fungere..
Hans mor er nede i kulkælderen i øjeblikket, og er bange for, at hun får det værre, når hendes søn bliver forladt..
Jeg tænker for meget over andres følelser, og hvordan andre har det. Det bekymrer mig så meget, at det går ud over mig selv, sætter mig selv til side.

Nogen der har nogen idéer til, hvordan jeg kan tackle det? Få det til at slutte en gang for alle, uden at blive uvenner?
Hvordan forklarer jeg min svigermor at jeg har mistet følelserne for hendes søn? Hun vil helt sikkert prøve at overtale mig til, at prøve igen, og det ender sikkert med, at jeg siger okay, for at slippe ud af konfrontationen, er vildt konfliktsky.

Ud fra det du skriver her, har du taget en beslutning og den skal nu føres ud i livet.

Som Rockertand også skriver, start med at have styr på de praktiske ting.

Du spørger "hvordan skal jeg forklare svigermor...", det er let at svare på, for du skylder ikke hende en forklaring.

Du skylder derimod din mand at afslutte det på en ordentlig måde og det er jeg sikker på du kan. Du har skrevet dette indlæg pænt og sobert om din mand, så du er sikkert også på den måde i virkeligheden.

Du må jo fortælle ham stille og roligt, at du HAR truffet en beslutning, at du ønsker i skal forblive venner, og hvis i har børn sammen have et godt samarbejde omkring dem.

Du har givet det en chance een gang og mere skal man heller ikke gøre efter min mening. Det gik ikke og så er det bedst at afslutte inden i kører hinanden ned.

.

Rockertand skriver:

Skal du flytte? For jeg tror, at det vil hjælpe dig til at fastholde din beslutning, hvis du allerede har lavet aftale om en ny bolig, altså på forhånd sætter gang i de ting, der nu skal ske, så du på den måde forpligter dig til at gennemføre. På den måde gør du det også klart for ham, at det denne gang er alvor.

Skal ikke flytte, bliver boende i huset med børnene..
Men ellers havde det nok været en god løsning!

Havre74 skriver:

Ud fra det du skriver her, har du taget en beslutning og den skal nu føres ud i livet.

Som Rockertand også skriver, start med at have styr på de praktiske ting.

Du spørger "hvordan skal jeg forklare svigermor...", det er let at svare på, for du skylder ikke hende en forklaring.

Du skylder derimod din mand at afslutte det på en ordentlig måde og det er jeg sikker på du kan. Du har skrevet dette indlæg pænt og sobert om din mand, så du er sikkert også på den måde i virkeligheden.

Du må jo fortælle ham stille og roligt, at du HAR truffet en beslutning, at du ønsker i skal forblive venner, og hvis i har børn sammen have et godt samarbejde omkring dem.

Du har givet det en chance een gang og mere skal man heller ikke gøre efter min mening. Det gik ikke og så er det bedst at afslutte inden i kører hinanden ned.

.

Nej, ved godt,at jeg ikke skylder hende en forklaring, men kender hende så godt, at jeg ved, at hun vil "kræve" at jeg gav ham en chance, eller skal jeg komme med gode argumenter for hvorforjeg ikke vil være sammen med ham mere, og det at have mistet følelserne er i hendes hovede ikke nok til, at forlade ham.. (hun bor sammen mef en, hun ikke elsker)..
Og vil gerne fortsat være gode venner med hende, hun er jo mine børns farmor

Anonym skriver:

Nej, ved godt,at jeg ikke skylder hende en forklaring, men kender hende så godt, at jeg ved, at hun vil "kræve" at jeg gav ham en chance, eller skal jeg komme med gode argumenter for hvorforjeg ikke vil være sammen med ham mere, og det at have mistet følelserne er i hendes hovede ikke nok til, at forlade ham.. (hun bor sammen mef en, hun ikke elsker)..
Og vil gerne fortsat være gode venner med hende, hun er jo mine børns farmor

Det forstår jeg godt, at du ikke vil være uvenner med farmor. Men du kan bare heller ikke leve DIT liv, efter hvad hun mener er rigtigt.

Hvis du bare fortæller det hele stille og roligt og om nødvendigt om og om igen, er jeg sikker på at det nok skal gå. Hun er sikkert også, når alt kommer til alt, interesseret i at beholde et godt forhold til dig.

Anonym skriver:

Nej, ved godt,at jeg ikke skylder hende en forklaring, men kender hende så godt, at jeg ved, at hun vil "kræve" at jeg gav ham en chance, eller skal jeg komme med gode argumenter for hvorforjeg ikke vil være sammen med ham mere, og det at have mistet følelserne er i hendes hovede ikke nok til, at forlade ham.. (hun bor sammen mef en, hun ikke elsker)..
Og vil gerne fortsat være gode venner med hende, hun er jo mine børns farmor

Åh, altså - jeg ville da også blive knust og vred på den kvinde, der måtte vælge at forlade min søn, knuse hans hjerte og gøre mine børnebørn til skilsmissebørn - men de følelser er man nødt til at holde for sig selv, når man har voksne børn. Du har nok at tænke på og tage dig af, og du skal jo ikke blive hos din mand af pligtfølelse eller medlidenhed - det er han heller ikke tjent med.