er det mig der er krævende, eller??

Heej damer

Lidt historie først... : Vi er et par på 27 og 29 år, har to børn på 2 og 4 år, vi har været sammen i 6 år.
For omkring 2 år siden gik jeg fra min mand, fordi han simpelthen var sur hele tiden, snærrede af mig, var nedladende og lavede intet i huset.. havde taget mod til mig længe, og jeg var meget glad for min beslutning, og var allerede et helt nyt menneske samme dag som jeg havde forladt ham.
Desværre troppede hans forældre op i vores hus, uanmeldt, og krævede at snakke med os om det, for de mente, at vi sagtens kunne få det til at fungere igen.
Det endte desværre med, at jeg valgte at give ham en chance til..

I tiden lige efter vi havde fundet sammen igen var han meget hjælpsom, lavede aftensmad, skiftede børnene, ryddede op og gjorde rent i huset.
Men som jeg havde forudset, varede det ikke ved..

Nu er jeg igen kommet i det dilemma, om jeg skal forlade ham eller ej..
Det tager mig utrolig lang tid, at samle mod til mig, da jeg ved at han bliver ked af det, og hans mor vil prøve at overtale mig til at blive..

Men føler bare ikke jeg kan leve med hans konstant svingende humør, hans dovenskab, hans ikkeeksisterende interesse for vores børn.. hans konstante "årh forhelved!!" Hver gang det mindste går galt for ham..


Ville i kunne klare, at leve i et ægteskab, hvor i faktisk føler i er alene om alt??
Er det sådan det skal være? Uden kærlighed og lykke over at være sammen?

Jeg ville ikke blive i sådan et forhold, også pga. den positive effekt det havde på dig sidst du gjorde det forbi.. Synes ikke at det er i orden at hans forældre blander sig i Jeres forhold, men nu har du bevist over for dem at du har prøvet at give det en chance, men at det ikke går.. Livet er for kort til at man skal gå og have det sådan i et forhold..

Anonym skriver:

Heej damer

Lidt historie først... : Vi er et par på 27 og 29 år, har to børn på 2 og 4 år, vi har været sammen i 6 år.
For omkring 2 år siden gik jeg fra min mand, fordi han simpelthen var sur hele tiden, snærrede af mig, var nedladende og lavede intet i huset.. havde taget mod til mig længe, og jeg var meget glad for min beslutning, og var allerede et helt nyt menneske samme dag som jeg havde forladt ham.
Desværre troppede hans forældre op i vores hus, uanmeldt, og krævede at snakke med os om det, for de mente, at vi sagtens kunne få det til at fungere igen.
Det endte desværre med, at jeg valgte at give ham en chance til..

I tiden lige efter vi havde fundet sammen igen var han meget hjælpsom, lavede aftensmad, skiftede børnene, ryddede op og gjorde rent i huset.
Men som jeg havde forudset, varede det ikke ved..

Nu er jeg igen kommet i det dilemma, om jeg skal forlade ham eller ej..
Det tager mig utrolig lang tid, at samle mod til mig, da jeg ved at han bliver ked af det, og hans mor vil prøve at overtale mig til at blive..

Men føler bare ikke jeg kan leve med hans konstant svingende humør, hans dovenskab, hans ikkeeksisterende interesse for vores børn.. hans konstante "årh forhelved!!" Hver gang det mindste går galt for ham..


Ville i kunne klare, at leve i et ægteskab, hvor i faktisk føler i er alene om alt??
Er det sådan det skal være? Uden kærlighed og lykke over at være sammen?

Har du fortalt ham, at han gør dig ulykkelig og at du ser ingen anden udvej end at forlade ham, hvis han ikke ændrer sin måde at være på?

Og NEJ, det er ikke et normalt forhold, der er to om et forhold, og det betyder at begge skal bidrage med lige meget.

Hvordan har du det, når dagen er omme? Har du overhovedet overskud til dig selv? 

hjemme hos os er vi fælles om alt, vi deler opgaverne sådan at vi laver hver sit. Jeg kan bedst lide at vaske tøj og lave aftensmad, så den er min opgave, manden kan bedst lide at støvsuge og vaske gulve, skifte sengetøj, så det er hans opgave, resten deles vi om.. Bleskift bliver fordelt efter, hvem der opdagede at bleen skulle skiftes og morgenmaden bliver lavet efter, hvem af os står først op. Det betyder meget for os at vi begge fordeler opgaverne igennem dagen, fordi vi så får lidt kærestetid om aftenen, når den lille er lagt i seng 

Michelle88 skriver:

Jeg ville ikke blive i sådan et forhold, også pga. den positive effekt det havde på dig sidst du gjorde det forbi.. Synes ikke at det er i orden at hans forældre blander sig i Jeres forhold, men nu har du bevist over for dem at du har prøvet at give det en chance, men at det ikke går.. Livet er for kort til at man skal gå og have det sådan i et forhold..

Tak for svar.
Synes også, at det er forkert at de blandede sig, inderst inde, giver jeg dem også delvist skylden for min ulykke, da det var dem der fik mig til at gå tilbage til ham igen..
Ved selvfølgelig godt, at det ikke er deres skyld, at jeg er ulykkelig (da jeg jo egentlig bare kunne tage mig sammen og forlade ham).. men der skal godt nok noget mod til synes jeg

mor88 skriver:

Har du fortalt ham, at han gør dig ulykkelig og at du ser ingen anden udvej end at forlade ham, hvis han ikke ændrer sin måde at være på?

Og NEJ, det er ikke et normalt forhold, der er to om et forhold, og det betyder at begge skal bidrage med lige meget.

Hvordan har du det, når dagen er omme? Har du overhovedet overskud til dig selv? 

hjemme hos os er vi fælles om alt, vi deler opgaverne sådan at vi laver hver sit. Jeg kan bedst lide at vaske tøj og lave aftensmad, så den er min opgave, manden kan bedst lide at støvsuge og vaske gulve, skifte sengetøj, så det er hans opgave, resten deles vi om.. Bleskift bliver fordelt efter, hvem der opdagede at bleen skulle skiftes og morgenmaden bliver lavet efter, hvem af os står først op. Det betyder meget for os at vi begge fordeler opgaverne igennem dagen, fordi vi så får lidt kærestetid om aftenen, når den lille er lagt i seng 

Det gjorde jeg sidste gang, og han ændrede sig også, men det varede kun nogle måneder, og så var alt tilbage ved det gamle igen.. og sådan kan jeg ikke blive ved..

Han bidrager lidt, god nok skal jeg spørge ham om han gider, og skal spørge flere gange, og han er normalt en halv dag om, at tage sig sammen...

Det lyder dejligt ...

I min verden er det rimeligt nemt/enkelt. Du siger selv du blev et andet menneske da du gik. Selvfølgelig skal man ikke leve i er forhold uden kærlighed og lykke. Det må hans mor jo også bare indse - og så blande sig uden om!

Livet er for kort til ulykkelige forhold! Gør hvad du synes er det bedste for dig og dine børn, og hvis det er et liv uden din mand, så skal du bare blæse på din svigermor. Hun skal overhovedet ikke blande sig. Keep up the spirit. Kan godt forstå du ønsker en glad og positiv hverdag og det må vel også være det man ønsker for sine børns barndom.

Anonym skriver:

Heej damer

Lidt historie først... : Vi er et par på 27 og 29 år, har to børn på 2 og 4 år, vi har været sammen i 6 år.
For omkring 2 år siden gik jeg fra min mand, fordi han simpelthen var sur hele tiden, snærrede af mig, var nedladende og lavede intet i huset.. havde taget mod til mig længe, og jeg var meget glad for min beslutning, og var allerede et helt nyt menneske samme dag som jeg havde forladt ham.
Desværre troppede hans forældre op i vores hus, uanmeldt, og krævede at snakke med os om det, for de mente, at vi sagtens kunne få det til at fungere igen.
Det endte desværre med, at jeg valgte at give ham en chance til..

I tiden lige efter vi havde fundet sammen igen var han meget hjælpsom, lavede aftensmad, skiftede børnene, ryddede op og gjorde rent i huset.
Men som jeg havde forudset, varede det ikke ved..

Nu er jeg igen kommet i det dilemma, om jeg skal forlade ham eller ej..
Det tager mig utrolig lang tid, at samle mod til mig, da jeg ved at han bliver ked af det, og hans mor vil prøve at overtale mig til at blive..

Men føler bare ikke jeg kan leve med hans konstant svingende humør, hans dovenskab, hans ikkeeksisterende interesse for vores børn.. hans konstante "årh forhelved!!" Hver gang det mindste går galt for ham..


Ville i kunne klare, at leve i et ægteskab, hvor i faktisk føler i er alene om alt??
Er det sådan det skal være? Uden kærlighed og lykke over at være sammen?

Hvis jeg havde den samme følelse som du beskriver ville jeg også hellere blive alene.

Men... har han altid været sådan rller er det kommet?

LuLy skriver:

I min verden er det rimeligt nemt/enkelt. Du siger selv du blev et andet menneske da du gik. Selvfølgelig skal man ikke leve i er forhold uden kærlighed og lykke. Det må hans mor jo også bare indse - og så blande sig uden om!

Tak for svar, det har du ret i

Julie F skriver:

Livet er for kort til ulykkelige forhold! Gør hvad du synes er det bedste for dig og dine børn, og hvis det er et liv uden din mand, så skal du bare blæse på din svigermor. Hun skal overhovedet ikke blande sig. Keep up the spirit. Kan godt forstå du ønsker en glad og positiv hverdag og det må vel også være det man ønsker for sine børns barndom.

Er sikker på at det er det bedste for mine børn, de ville have en gladere mor