Skrevet af Trine Hostrup Dige
Mine nytårsfortsætter- så som at skrive en bestseller a la Drageløberen eller være en mere kærlig og konsekvent mor samt en assertiv kommunikerende kæreste, er forpasset. Måske jeg bare må lære at leve med at middelmådighed er mit mellemnavn. Og at jeg ikke har en færdigstrikket opskrift på den perfekte cocktail af karriereliv og det at være mor.
Lad mig med det samme slå fast, jeg ved ikke selv, hvor jeg står i spørgsmålet om mor eller karriere, karrieremor eller mor og karriere. Men jeg opdagede hurtigt, da vi var 3 par samlet for at skyde det nye år ind, at her var et emne, der helt sikkert var lige så mange meninger om, som der findes mennesker.
Nu skulle man tro, at der i ligestillingens navn var en vis søstersolidaritet – at vi kvinder står sammen og støtter hinanden – men også her skilles vandene i den efterhånden ophedede meningsudveksling på årets sidste aften. Meget mod min natur var jeg mere med på en lytter end jeg bidrog til diskussionen – og jeg har de sidste par måneder tænkt meget over, hvad jeg mener og hvorfor jeg mener det, for en mening om det – det skal man have.
Jeg vil betegne mig selv som ambitiøs, for jeg er ambitiøs med de oplevelser, jeg vil have ud af livet og tilværelsen. De jobs jeg har haft, har været inspirerende og jeg er ét menneske, hvor det at arbejde skal være sjovt. Jeg stiller udfordringer til mig selv som person, og jeg holder af at mine kollegaer gør det samme – i det hele taget er jeg et menneske, der helst ser mig selv som én, der er oppe på dupperne.
Hjemme har vi nok levet efter et lidt gammeldags kønsrollemønster, hvor jeg har haft hovedansvaret for datteren og hjemmet. Min bedre halvdel – (som i øvrigt var hovedtaler sammen med aftnens værtinde nytårsaften) og som det skal nævnes og understreges påskønner min indsats på den huslige front, er væk fra mandag morgen til fredag aften – vi bor i en villa fra 1910, som han løbende selv sætter i stand. Datteren er min fra et tidligere forhold – men vi ønsker os et fælles barn, når den tid kommer, er der ingen tvivl om, at det fortsat vil være mig, der trækker læsset herhjemme, godt hjulpet af rengøringshjælp, mormor og farmor og pålidelige skolepiger.
På den led adskiller vi os nok ikke væsentligt fra så mange andre familier, der skal få regnskabet til at gå op mellem arbejde og hjemmefronten – men det der virkelig kunne få værtindens opmærksom skærpet var at jeg – en moderne kvinde, oven i købet med en lang akademisk uddannelse – hvordan jeg kunne bifalde, at min bedre halvdel ikke har mulighed for at bringe/ hente, klare indkøb og madlavning og hvad der ellers skal klares i en helt almindelig uge i en børnefamilie.
Ja, jeg må indrømme, at jeg på den anden side ikke var klar over, at vi lever i en kultur, hvor den slags trivialiteter kan høste så megen opmærksomhed. Men jeg skulle blive meget klogere. Dét, der kan få en diskussion i gang, er hvis et af børnene er syge. Det er en kamp for der er jo ingen, der har planlagt at skulle være hjemme, og vi synes jo nok alle, at vi har alle mulige argumenter for at have svært ved at blive hjemme. Denne aften skulle jeg så blive klogere, for her gik det op for mig, hvor løgnagtige mange småbørnsforældre er. De fleste der har børn vælger nemlig at deres børn er syge om fredagen – eller op til deadline på et projekt. I hvert fald ifølge værtindes og min bedre halvdels empiriske studier.
Også her kom jeg til kort. Det viser sig nemlig, at arbejdsmarkedet har ændret sig fra at være kendetegnet ved et mandsdomineret værdikodeks er blevet til mødrenes tyranni. Alt fra stort til småt kan dækkes ind under kravet på og retten til barnets første sygedag. Uha, hvor væmmeligt. Ja, i mit stille sind gik det langsomt op for mig, at ikke nok med at jeg er en sand farisæer i forhold til ligestillingssagen, så anvender jeg manipulerende kvindelist for at tiltuske mig en fridag.
Også her kom jeg til kort. Det viser sig nemlig, at arbejdsmarkedet har ændret sig fra at være kendetegnet ved et mandsdomineret værdikodeks er blevet til mødrenes tyranni. Alt fra stort til småt kan dækkes ind under kravet på og retten til barnets første sygedag. Uha, hvor væmmeligt. Ja, i mit stille sind gik det langsomt op for mig, at ikke nok med at jeg er en sand farisæer i forhold til ligestillingssagen, så anvender jeg manipulerende kvindelist for at tiltuske mig en fridag.
Så hvad mener jeg – en kvinde midt i tredverne – om karrieremor, mor eller karriere, mor og karriere? Jeg ved, at jeg ofte er sprunget over, hvor gærdet var lavest. Jeg ved, at jeg ofte føler mig middelmådig og ikke særligt meget værd på nogle af fronterne. Jeg ser på mit liv nu og tænker, hvorfor er jeg så i det mindste ikke ”bare” en god mor og så skidt med karrieren. Eller hvorfor er jeg ikke en super succesrig karrierekvinde som valgte moderrollen fra? Hvorfor kan jeg i det mindste ikke mestre en af delene til perfektion? Hvorfor kan jeg ikke nøjes med at fejle på ét af områderne? Hvorfor kan jeg, når min akademiske argumentation mangler substans, så ikke høste anerkendelse som den perfekte mor – og en hver mands drøm om en husmor? Den dårlige samvittighed over for både den i fordumstid udbetalte SU og familien presser på.
Tænker jeg over det var jeg hverken sjov, sød, spændende eller sexet på årets sidste aften. Mine nytårsfortsætter- så som at skrive en bestseller a la Drageløberen eller være en mere kærlig og konsekvent mor samt en assertiv kommunikerende kæreste, er forpasset. Måske jeg bare må lære at leve med at middelmådighed er mit mellemnavn. Og at jeg ikke har en færdigstrikket opskrift på den perfekte cocktail af karriereliv og det at være mor.
Jeg går i seng i med et glas rødvin og en plade chokolade– når det nu ikke kan være anderledes. Men fra i morgen af skal det være anderledes … Fra i morgen er det slut med enten eller. Fra i morgen er det både og. Fra i morgen går jeg efter Nobels fredspris, De Gyldne Laurbær, titlen som årets mor, veninde, kæreste, datter og ikke mindst svigerdatter… OG så skal jeg altså oz snart ha lavet den plade med Madonna….
Anmeld
