Hun ler, når vi siger nej(langt)

Hej piger 

Jeg har virkelig brug for råd omkring vores datters opførsel

hun er 1 år og 8 måneder og er meget voksen af sin alder. Hun kan en masse ord, og er for nogen tid siden begyndt at tale i sætninger, så meget af det hun siger, forstår vi.

f.eks kan hun finde på at gå over til køleskabet, hvor hun ved vi gemmer osten(hun elsker at få en skive ost). Derefter råber hun på en af os, indtil vi kommer derover, peger på køleskabet, som hun ikke kan nå, og siger "osjt, osjt, osjt". Når vi siger "nej, du må ikke få ost nu, vi skal spise aftensmad snart"(som hun udmærket godt forstår hvad betyder), står hun bare og ler ad os og råber om at få ost. Hvis vi flytter hende et andet sted og siger nej, du får ikke ost nu, bliver hun hysterisk og græder helt vildt(falsk). Hvis vi ikke reagerer på hendes gråd, stopper hun.

hvorfor opfører hun sig sådan? Er det normalt? Er det en fase? er det fordi vi er for bløde? Vores familier siger det er fordi vi har forkælet hende.

sommetider kan vi godt finde på at sige ja, efter at have sagt nej, f.eks. hvis hun skal i seng, men ikke vil, hvorefter vi siger at ok, så venter vi 5 minutter, men så skal du i seng.

vi krammer og kysser hende meget, og hun er også et meget kærligt barn og har en masse kærlighed at give hendes nærmeste og de andre børn i vuggestuen, og pædagogerne siger at hun fungerer godt og kan lege med alle, endda de store BH børn. MEN hun er et MEGET stædigt barn, og hun ved hvad hun vil og kæmper til det sidste på at få sin vilje igennem. Skal vi sige, at sådan er hun som person eller skal vi benytte en anderledes tilgang til de små episoder i hverdagen? 

Jeg synes også at hun tror at hun er MEGET mere voksen end hun er. Er det normalt? Eller er det fordi hun er førstfødte/enebarn?

jeg  for, at nogen har nogle erfaringer at dele ud af 

mor88 skriver:

Hej piger 

Jeg har virkelig brug for råd omkring vores datters opførsel

hun er 1 år og 8 måneder og er meget voksen af sin alder. Hun kan en masse ord, og er for nogen tid siden begyndt at tale i sætninger, så meget af det hun siger, forstår vi.

f.eks kan hun finde på at gå over til køleskabet, hvor hun ved vi gemmer osten(hun elsker at få en skive ost). Derefter råber hun på en af os, indtil vi kommer derover, peger på køleskabet, som hun ikke kan nå, og siger "osjt, osjt, osjt". Når vi siger "nej, du må ikke få ost nu, vi skal spise aftensmad snart"(som hun udmærket godt forstår hvad betyder), står hun bare og ler ad os og råber om at få ost. Hvis vi flytter hende et andet sted og siger nej, du får ikke ost nu, bliver hun hysterisk og græder helt vildt(falsk). Hvis vi ikke reagerer på hendes gråd, stopper hun.

hvorfor opfører hun sig sådan? Er det normalt? Er det en fase? er det fordi vi er for bløde? Vores familier siger det er fordi vi har forkælet hende.

sommetider kan vi godt finde på at sige ja, efter at have sagt nej, f.eks. hvis hun skal i seng, men ikke vil, hvorefter vi siger at ok, så venter vi 5 minutter, men så skal du i seng.

vi krammer og kysser hende meget, og hun er også et meget kærligt barn og har en masse kærlighed at give hendes nærmeste og de andre børn i vuggestuen, og pædagogerne siger at hun fungerer godt og kan lege med alle, endda de store BH børn. MEN hun er et MEGET stædigt barn, og hun ved hvad hun vil og kæmper til det sidste på at få sin vilje igennem. Skal vi sige, at sådan er hun som person eller skal vi benytte en anderledes tilgang til de små episoder i hverdagen? 

Jeg synes også at hun tror at hun er MEGET mere voksen end hun er. Er det normalt? Eller er det fordi hun er førstfødte/enebarn?

jeg  for, at nogen har nogle erfaringer at dele ud af 

Jeg synes ikke hun lyder "voksen" af sin alder, men ligesom de fleste andre børn på den alder. Min datter gør nøjagtig det samme og startede også da hun var omkring 17-18 måneden.

Tror ikke i skal ligge så meget i det, men stadig holde fast første gang når i siger nej, så kan det ikke gå helt galt.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg synes ikke hun lyder "voksen" af sin alder, men ligesom de fleste andre børn på den alder. Min datter gør nøjagtig det samme og startede også da hun var omkring 17-18 måneden.

Tror ikke i skal ligge så meget i det, men stadig holde fast første gang når i siger nej, så kan det ikke gå helt galt.

/Fenja

Mange tak for svar 

Det er måske os, der synes hun vokser for hurtig  

det med at le, er det noget din datter er stoppet med, eller fortsætter det? Vi prøver så vidt muligt at holde fast i vores nej, men sommetider er det hårdt  f.eks når vi er ude blandt mange mennesker, kan jeg finde på at give mig, da jeg er meget bange for "hvad andre tænker"..

vi er enige om opdragelsen af hende, og når den ene har sagt nej, holder begge fast i det, så problemet ligger ikke i forskellige grænser.

Kan det have nogen at gøre med, at hendes bedsteforældre, fra begge sider, forkæler hende rigtig meget? Hun får aldrig næsten aldrig et nej, når hun bliver passet af dem, og det har resulteret i, at hun har fået cola, is, danone yogurt, chokoladekiks, slik og meget meget andet. Vi føler ligesom ikke, at vi kan være for bossy overfor vores forældre, da det jo er meningen at det er bedsterne der forkæler. Dog har vi sagt, at vi ønsker ikke at hun bliver proppet med alt mulig usundt.

mor88 skriver:

Hej piger 

Jeg har virkelig brug for råd omkring vores datters opførsel

hun er 1 år og 8 måneder og er meget voksen af sin alder. Hun kan en masse ord, og er for nogen tid siden begyndt at tale i sætninger, så meget af det hun siger, forstår vi.

f.eks kan hun finde på at gå over til køleskabet, hvor hun ved vi gemmer osten(hun elsker at få en skive ost). Derefter råber hun på en af os, indtil vi kommer derover, peger på køleskabet, som hun ikke kan nå, og siger "osjt, osjt, osjt". Når vi siger "nej, du må ikke få ost nu, vi skal spise aftensmad snart"(som hun udmærket godt forstår hvad betyder), står hun bare og ler ad os og råber om at få ost. Hvis vi flytter hende et andet sted og siger nej, du får ikke ost nu, bliver hun hysterisk og græder helt vildt(falsk). Hvis vi ikke reagerer på hendes gråd, stopper hun.

hvorfor opfører hun sig sådan? Er det normalt? Er det en fase? er det fordi vi er for bløde? Vores familier siger det er fordi vi har forkælet hende.

sommetider kan vi godt finde på at sige ja, efter at have sagt nej, f.eks. hvis hun skal i seng, men ikke vil, hvorefter vi siger at ok, så venter vi 5 minutter, men så skal du i seng.

vi krammer og kysser hende meget, og hun er også et meget kærligt barn og har en masse kærlighed at give hendes nærmeste og de andre børn i vuggestuen, og pædagogerne siger at hun fungerer godt og kan lege med alle, endda de store BH børn. MEN hun er et MEGET stædigt barn, og hun ved hvad hun vil og kæmper til det sidste på at få sin vilje igennem. Skal vi sige, at sådan er hun som person eller skal vi benytte en anderledes tilgang til de små episoder i hverdagen? 

Jeg synes også at hun tror at hun er MEGET mere voksen end hun er. Er det normalt? Eller er det fordi hun er førstfødte/enebarn?

jeg  for, at nogen har nogle erfaringer at dele ud af 

Jeg synes, det lyder helt normalt for et barn på hendes alder. Og det er stensikkert, at hun ikke tror, hun er meget mere "voksen", end hun er - det er hun slet ikke i stand til at reflektere over. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det lyder helt normalt for et barn på hendes alder. Og det er stensikkert, at hun ikke tror, hun er meget mere "voksen", end hun er - det er hun slet ikke i stand til at reflektere over. 

Ok, tak for svar 

Det jeg lægger i, at hun tror det, er ikke, at jeg synes at hun direkte tror det, men hun prøver at gøre alle de ting, som vi voksne gør, og da hun er meget stædig, SKAL hun bare prøve og prøve og prøve  Men  det er nu også meget normalt at børn kopierer de voksnes gøren 

Husk altid at give alternativer til et nej. Det er ikke nok bare at sige nej til ost og fjerne hende fra køleskabet. Hvad må hun så? Det kan være hun må hjælpe med at lave mad( du skrev I snart skulle spise) eller det kan være hun må få en gulerod ( men ikke ost) det kan også være hun skal hjælpe jer med at lægge noget rent tøj på plads i skabet. Eller noget helt andet, men det kan være svært att gennemskue selvom hun er voksen af sin alder. Børn skal guides :-)

mor88 skriver:

Hej piger 

Jeg har virkelig brug for råd omkring vores datters opførsel

hun er 1 år og 8 måneder og er meget voksen af sin alder. Hun kan en masse ord, og er for nogen tid siden begyndt at tale i sætninger, så meget af det hun siger, forstår vi.

f.eks kan hun finde på at gå over til køleskabet, hvor hun ved vi gemmer osten(hun elsker at få en skive ost). Derefter råber hun på en af os, indtil vi kommer derover, peger på køleskabet, som hun ikke kan nå, og siger "osjt, osjt, osjt". Når vi siger "nej, du må ikke få ost nu, vi skal spise aftensmad snart"(som hun udmærket godt forstår hvad betyder), står hun bare og ler ad os og råber om at få ost. Hvis vi flytter hende et andet sted og siger nej, du får ikke ost nu, bliver hun hysterisk og græder helt vildt(falsk). Hvis vi ikke reagerer på hendes gråd, stopper hun.

hvorfor opfører hun sig sådan? Er det normalt? Er det en fase? er det fordi vi er for bløde? Vores familier siger det er fordi vi har forkælet hende.

sommetider kan vi godt finde på at sige ja, efter at have sagt nej, f.eks. hvis hun skal i seng, men ikke vil, hvorefter vi siger at ok, så venter vi 5 minutter, men så skal du i seng.

vi krammer og kysser hende meget, og hun er også et meget kærligt barn og har en masse kærlighed at give hendes nærmeste og de andre børn i vuggestuen, og pædagogerne siger at hun fungerer godt og kan lege med alle, endda de store BH børn. MEN hun er et MEGET stædigt barn, og hun ved hvad hun vil og kæmper til det sidste på at få sin vilje igennem. Skal vi sige, at sådan er hun som person eller skal vi benytte en anderledes tilgang til de små episoder i hverdagen? 

Jeg synes også at hun tror at hun er MEGET mere voksen end hun er. Er det normalt? Eller er det fordi hun er førstfødte/enebarn?

jeg  for, at nogen har nogle erfaringer at dele ud af 

Hun lyder PRÆCIS som min pige på 19 mdr 

Så jeg gætter på at det er ganske normalt.

mor88 skriver:

Hej piger 

Jeg har virkelig brug for råd omkring vores datters opførsel

hun er 1 år og 8 måneder og er meget voksen af sin alder. Hun kan en masse ord, og er for nogen tid siden begyndt at tale i sætninger, så meget af det hun siger, forstår vi.

f.eks kan hun finde på at gå over til køleskabet, hvor hun ved vi gemmer osten(hun elsker at få en skive ost). Derefter råber hun på en af os, indtil vi kommer derover, peger på køleskabet, som hun ikke kan nå, og siger "osjt, osjt, osjt". Når vi siger "nej, du må ikke få ost nu, vi skal spise aftensmad snart"(som hun udmærket godt forstår hvad betyder), står hun bare og ler ad os og råber om at få ost. Hvis vi flytter hende et andet sted og siger nej, du får ikke ost nu, bliver hun hysterisk og græder helt vildt(falsk). Hvis vi ikke reagerer på hendes gråd, stopper hun.

hvorfor opfører hun sig sådan? Er det normalt? Er det en fase? er det fordi vi er for bløde? Vores familier siger det er fordi vi har forkælet hende.

sommetider kan vi godt finde på at sige ja, efter at have sagt nej, f.eks. hvis hun skal i seng, men ikke vil, hvorefter vi siger at ok, så venter vi 5 minutter, men så skal du i seng.

vi krammer og kysser hende meget, og hun er også et meget kærligt barn og har en masse kærlighed at give hendes nærmeste og de andre børn i vuggestuen, og pædagogerne siger at hun fungerer godt og kan lege med alle, endda de store BH børn. MEN hun er et MEGET stædigt barn, og hun ved hvad hun vil og kæmper til det sidste på at få sin vilje igennem. Skal vi sige, at sådan er hun som person eller skal vi benytte en anderledes tilgang til de små episoder i hverdagen? 

Jeg synes også at hun tror at hun er MEGET mere voksen end hun er. Er det normalt? Eller er det fordi hun er førstfødte/enebarn?

jeg  for, at nogen har nogle erfaringer at dele ud af 

Det lyder jo sådan set bare til at din datter er nået til selvstændigheds fasen (trodsalderen - men jeg hader det ord. Da jeg slet ikke synes det er det, det er.)
Og det er jo ganske normalt, hun har fundet ud af at hun har valg og muligheder og en ret til at bestemme nogen ting selv.

Prøv at give hende muligheder i stedet for et nej, det reducere i hvert fald kampene. der er ikke nogen eller noget der er skyld i din datters opførsel.. Andet end moder natur, vi har alle været der i højere eller lavere grad. og lige nu har vi en af slagsen herhjemme også. held og lykke