gå fra hinanden

Vi har haft problemer i flere år, men vi har arbejdet med det, og det er blevet bedre. Det sidste år har min mand været uden arbejde, og økonomien er mere end anstrengt. Det gør det ikke nemmere.

Vi har to børn i børnehavealder sammen.

Den sidste 1,5 uge har det bare eksaleret. Han er stort set aldrig hjemme, klager over mig hele tiden, snakker grimt til mig foran ungerne og bruger nedladende og grimme betegnelser på mig, mens de hører på. Han er ikke interesseret i at høre min side af sagerne, bliver hurtigt ophisset, retter på mig hele tiden men farer totalt i flint, hvis jeg har den mindste kommentar til et eller andet, han gør/har gjort.

I dag blev det for meget for mig, og jeg siger til ham, at med den holdning, han har til mig, undrer det mig, at han ikke er i gang med at lede efter et andet sted at bo. Han giver jo til stadighed udtryk for, at jeg irriterer ham fra vid og sans, samtidig som intet jeg gør, er godt nok. Han siger så, at han bare venter på, at jeg skal få nok og flytte ud. Jeg er helt paf.

Jeg ved ikke, hvad som sker nu, men dette er helt uholdbart for mig. Jeg slider virkelig med at nyde sommeren med børnene, når jeg hele tiden har liggende i baghovedet, om han nu snart kommer hjem, og hvad han kommer til at klage over denne gang, og jeg kan ikke leve med, at han hele tiden snakker grimt om mig som person, kalder mig dum, fed osv, som om det er fakta. Noget er nødt til at ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Aller helst vil jeg, at vi skal få det godt sammen igen. Vi har været sammen i otte år, og jeg vil gerne have en fremtid med ham. Men jeg er ved at indse, at han ikke kommer til at forandre sig. Han klarer ikke at se, at den måde at snakke til mig på ikke er ok, uanset om jeg har taget opvasken eller ej, før han kommer hjem. Jeg ved bare ikke, hvor grænsen går. Hvornår er det på tide at bryde forholdet?

Tak for at du orkede at læse min lange svada. Jeg havde bare behov for at få fortalt mine tanker.

måske en snak om dig kan hjælpe på det hele? at i aftaler en dag hvor det er dig og kun dig der får lukket ud? og hvor hanikke skal komme med undskyldninger eller forklaringer på noget som helst men bare lytte... 

Synes det er godt hvis du gør op med at han taler sådan til dig. Jeg tror ikke man kan forvente at andre ændrer sig desværre. Så for din egen skyld er du nok nødt til at slå i bordet

Anonym skriver:

Vi har haft problemer i flere år, men vi har arbejdet med det, og det er blevet bedre. Det sidste år har min mand været uden arbejde, og økonomien er mere end anstrengt. Det gør det ikke nemmere.

Vi har to børn i børnehavealder sammen.

Den sidste 1,5 uge har det bare eksaleret. Han er stort set aldrig hjemme, klager over mig hele tiden, snakker grimt til mig foran ungerne og bruger nedladende og grimme betegnelser på mig, mens de hører på. Han er ikke interesseret i at høre min side af sagerne, bliver hurtigt ophisset, retter på mig hele tiden men farer totalt i flint, hvis jeg har den mindste kommentar til et eller andet, han gør/har gjort.

I dag blev det for meget for mig, og jeg siger til ham, at med den holdning, han har til mig, undrer det mig, at han ikke er i gang med at lede efter et andet sted at bo. Han giver jo til stadighed udtryk for, at jeg irriterer ham fra vid og sans, samtidig som intet jeg gør, er godt nok. Han siger så, at han bare venter på, at jeg skal få nok og flytte ud. Jeg er helt paf.

Jeg ved ikke, hvad som sker nu, men dette er helt uholdbart for mig. Jeg slider virkelig med at nyde sommeren med børnene, når jeg hele tiden har liggende i baghovedet, om han nu snart kommer hjem, og hvad han kommer til at klage over denne gang, og jeg kan ikke leve med, at han hele tiden snakker grimt om mig som person, kalder mig dum, fed osv, som om det er fakta. Noget er nødt til at ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Aller helst vil jeg, at vi skal få det godt sammen igen. Vi har været sammen i otte år, og jeg vil gerne have en fremtid med ham. Men jeg er ved at indse, at han ikke kommer til at forandre sig. Han klarer ikke at se, at den måde at snakke til mig på ikke er ok, uanset om jeg har taget opvasken eller ej, før han kommer hjem. Jeg ved bare ikke, hvor grænsen går. Hvornår er det på tide at bryde forholdet?

Tak for at du orkede at læse min lange svada. Jeg havde bare behov for at få fortalt mine tanker.

Jeg har ikke været så længe sammen med min kæreste som du har og har heller ikke børn i samme alder som dig.

Men jeg er af den overbevisning at det ikke er sundt på længere sigt at blive i det familie liv i har nu, dels fordi dine børn garanteret bliver kede af at høre deres far tale sådan om dig og samtidig tærrer det også på dit selvværd det er heller ikke godt for dine børn at opleve.

Jeg synes at hvis i ikke kan tale om det mere og alt det i har arbejdet på bare er væltet og i er tilbage ved status quo. Så har du/i jo prøvet og det lykkedes ikke. Han virker ikke som om han er villig til at prøve at arbejde på det igen. Og for at være helt ærlig så tror jeg du vil få det psykisk meget bedre hvis i ikke skal leve sammen mere.

Det der med at blive sammen for børnenes skyld er noget fis efter min mening. Det er ikke rart for nogen parter at leve sammen hvis man mistrives og det gør børn hvis forældre ikke trives med hinanden.

Jeg synes du skal tænke på dig selv og dine børn. De er bedst tjent med en glad mor og en mor der føler hun er noget værd, for det er det forbillede de skal lære efter.

Er det mon frustration over egen situation (job) der viser sig igennem den opførsel? Det lyder som der er noget der gnaver. Går du også hjemme? Det lyder jo underligt, at opvasken skal være taget, når han kommer hjem, når det egentlig er ham, der går hjemme og derfor burde yde mere.

Har du spurgt om der er noget der trykker?

Anonym skriver:

Vi har haft problemer i flere år, men vi har arbejdet med det, og det er blevet bedre. Det sidste år har min mand været uden arbejde, og økonomien er mere end anstrengt. Det gør det ikke nemmere.

Vi har to børn i børnehavealder sammen.

Den sidste 1,5 uge har det bare eksaleret. Han er stort set aldrig hjemme, klager over mig hele tiden, snakker grimt til mig foran ungerne og bruger nedladende og grimme betegnelser på mig, mens de hører på. Han er ikke interesseret i at høre min side af sagerne, bliver hurtigt ophisset, retter på mig hele tiden men farer totalt i flint, hvis jeg har den mindste kommentar til et eller andet, han gør/har gjort.

I dag blev det for meget for mig, og jeg siger til ham, at med den holdning, han har til mig, undrer det mig, at han ikke er i gang med at lede efter et andet sted at bo. Han giver jo til stadighed udtryk for, at jeg irriterer ham fra vid og sans, samtidig som intet jeg gør, er godt nok. Han siger så, at han bare venter på, at jeg skal få nok og flytte ud. Jeg er helt paf.

Jeg ved ikke, hvad som sker nu, men dette er helt uholdbart for mig. Jeg slider virkelig med at nyde sommeren med børnene, når jeg hele tiden har liggende i baghovedet, om han nu snart kommer hjem, og hvad han kommer til at klage over denne gang, og jeg kan ikke leve med, at han hele tiden snakker grimt om mig som person, kalder mig dum, fed osv, som om det er fakta. Noget er nødt til at ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Aller helst vil jeg, at vi skal få det godt sammen igen. Vi har været sammen i otte år, og jeg vil gerne have en fremtid med ham. Men jeg er ved at indse, at han ikke kommer til at forandre sig. Han klarer ikke at se, at den måde at snakke til mig på ikke er ok, uanset om jeg har taget opvasken eller ej, før han kommer hjem. Jeg ved bare ikke, hvor grænsen går. Hvornår er det på tide at bryde forholdet?

Tak for at du orkede at læse min lange svada. Jeg havde bare behov for at få fortalt mine tanker.

Anonym skriver:

Vi har haft problemer i flere år, men vi har arbejdet med det, og det er blevet bedre. Det sidste år har min mand været uden arbejde, og økonomien er mere end anstrengt. Det gør det ikke nemmere.

Vi har to børn i børnehavealder sammen.

Den sidste 1,5 uge har det bare eksaleret. Han er stort set aldrig hjemme, klager over mig hele tiden, snakker grimt til mig foran ungerne og bruger nedladende og grimme betegnelser på mig, mens de hører på. Han er ikke interesseret i at høre min side af sagerne, bliver hurtigt ophisset, retter på mig hele tiden men farer totalt i flint, hvis jeg har den mindste kommentar til et eller andet, han gør/har gjort.

I dag blev det for meget for mig, og jeg siger til ham, at med den holdning, han har til mig, undrer det mig, at han ikke er i gang med at lede efter et andet sted at bo. Han giver jo til stadighed udtryk for, at jeg irriterer ham fra vid og sans, samtidig som intet jeg gør, er godt nok. Han siger så, at han bare venter på, at jeg skal få nok og flytte ud. Jeg er helt paf.

Jeg ved ikke, hvad som sker nu, men dette er helt uholdbart for mig. Jeg slider virkelig med at nyde sommeren med børnene, når jeg hele tiden har liggende i baghovedet, om han nu snart kommer hjem, og hvad han kommer til at klage over denne gang, og jeg kan ikke leve med, at han hele tiden snakker grimt om mig som person, kalder mig dum, fed osv, som om det er fakta. Noget er nødt til at ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Aller helst vil jeg, at vi skal få det godt sammen igen. Vi har været sammen i otte år, og jeg vil gerne have en fremtid med ham. Men jeg er ved at indse, at han ikke kommer til at forandre sig. Han klarer ikke at se, at den måde at snakke til mig på ikke er ok, uanset om jeg har taget opvasken eller ej, før han kommer hjem. Jeg ved bare ikke, hvor grænsen går. Hvornår er det på tide at bryde forholdet?

Tak for at du orkede at læse min lange svada. Jeg havde bare behov for at få fortalt mine tanker.

Det lyder til at det ikke er specielt godt for hverken dig eller børnene. Det er slet ikke holdbart at han taler sådan ned til dig og så også imens børnene hører på det. Forstår ikke hvad der får nogen til at snakke sådan til andre. Jeg kan godt forstå du er meget i tvivl om hvad du skal og hvordan du skal forholde dig til situation. Jeg ved godt det er svært, og at du elsker ham rigtig meget, men det lyder ikke rigtig til han vil ændre sig, når han bliver ved sådan og ikke engang vil hører hvad du har at sige. Jeg synes det er utrolig vigtigt i et forhold, at man kan snakke med hinanden om alt, og ikke bliver talt ned til eller svinet til. Det bygger ikke på noget godt forholdm og du bliver bare mere og mere såret. Det er en ting der tager rigtig meget på dig psykisk. At få af vide man er tyk og grim og lige meget hvad man gør er det ikke godt nok, gør jo også en bange for overhovet at foretage sig noget. 

Selvom jeg ved det er hårdt og svært for dig, ville jeg sige fra nu, inden han får ødelagt dig helt, sige til ham at nu det nok, nu vil du ikke hører på hans sure og sårende holdninger, og hvis han ikke kan finde ud af at tænke på andre end sig selv, og er så ligeglad med børnene også, så må han finde et andet sted at være, ellers synes jeg du skal pakke tingene, finde et sted du kan være en periode, ind til du finder noget andet at bo i, tage børnene med dig, og så kontakte kommunen. De kan hjælpe dig med bolig og tilskud til børnene. Det ville være synd hvis de skal være ved ham, da det kan ødelægge dem lige så meget. Har han først været sådan mod dig, kan han også være det overfor børnene. Ved ikke hvor gamle dine børn er, men hvis alderen er der til det, så snak evt med dem om det, mens han ikke lige er hjemme. 

Håber ikke det lyder alt for hårdt, de ting jeg har sagt omkring ham, men det er kun for dit eget bedste. Jeg har selv været igenne, det samme, og indså efter 4år af det bare ikke gik at blive ødelagt mere og mere. man går bare og tænker: "det går nok over igen, han gør det nok ikke mere, det skal nok løse sig". Men indså til sidst at det aldrig ændre sig. 

Samtidig med at du kan komme væk og få ro på, tage dig mere ad børnene uden at skulle gå med ham i tankerne, vil du også føle dig lettet, over pludselig at kunne ånde lettet op, over ikke at skulle tænke over hver dag, : hvad er det næste han siger...

når det så er sagt.. Så ville jeg da ønske i kunne få det løst og snakke om tingene, så det kunne gå bedre igen.. Det lyder desværre bare ikke til han er interesseret i dette. 

Håber du snarest finder en løsning på det, så du kan blive lykkelig mor igen.