Hvor såret kan man lige blive indeni....

Jeg og kæresten har et hold venner, som vi skulle hjælpe med at flytte her i weekenden...  Vi har et rigtig tæt og godt venskab sammen med dem..

Idag er min kæreste så med inde og hjælpe dem med at sætte hegn op osv i haven til deres hund... Så spørger han dem om, han skal tage mig med i morgen, for de har jo højst sandsynlig brug for hjælp...

Hans kammerat siger så nej, for der er nok folk til at hjælpe imorgen... Sagde til min kæreste at han godt måtte skrive at jeg følte at de holdte mig tilbage pga Julie...

Så ringede kammeraten og sagde at det var slet ikke noget personligt med mig at de ikke kunne bruge min hjælp - Men de vil ikke have jeg kom så længe jeg har Julie... Fordi der skulle være en ved hende hele dagen alligevel - Det blev jeg meget ked af, og har følt det sådan længe at de vil ikke have jeg kommer med ind og besøger dem, så længe jeg har Julie... Men vi kunne så komme ind til dem når de var kommet på plads og spise hos dem - Det er jeg skam os glad for at høre... Men stadig såret over det andet...

Det såre mig meget at det er på den måde... Og så længe Julie sover, skal der ikke være nogen hos hende, end baby alarmen...
Så jeg og Julie kan bare sidde herhjemme og kukkelure og lege...
Vil jo vildt gerne hjælpe dem - Men det er for sent nu at finde pasning - alle er på ferie efterhånden...


Skulle bare ud med det....

Kan sgu da godt forstå du er træt af det .. Hvad er det også for noget at sige ?
Skulle det så være sådan, at de heller ikke må komme og besøge jer, fordi de har hund, og den skal også have opmærksomhed ..
- Og hvad gør de, den dag de selv står med en lille en på armen ?
- Og kunne det tænkes at en mor, også har brug for at komme lidt ud engang imellem ?
Jeg har det ihvertfald sådan, at jeg nogle gange trænger til at komme lidt udenfor husets 4 vægge - Om jeg så bare skal sidde og kigge lidt på at de andre arbejder, så er det stadig rart at være et andet sted, og omringet af andre mennesker !

- skriver:

Frstår dem nu godt...

Ser det ikke som noget personligt når i nu kan komme når de er på plads.

Hvad med at invitere dem hjem?

Folk uden børn forstår ikke rigtig hvad det indebære og at børn ikke nødvendigvis hænger på armen hele tiden....

Vi har inviteret dem herud et par - men de dukkede aldrig op...
Min kæreste bliver inviteret alene - og de siger til ham, du kommer alene....
Nu indrømmede de jo idag at det er pga Julie jeg ikke kommer med imorgen.. Jeg var med inde ved dem i Fredags - Det var de ikke meget begejstret for...
Man bliver såret, når nogen tager det på den måde...

- skriver:



Nu er jeres liv med barn så acceptere de ikke ønsker det og ellers drop kontakten helt... Ja gu det elendigt og det nok mere frygten for det ukendte for dem...

For livet går jo ikke i stå pga et barn... Men acceptere at dit liv er MED barn og sådan vil resten af fremtiden være, find venner der gider dig og jeres barn!

De da ikke værd at samle på

Lige præcis... Jeg har det os sådan lidt - Skal jeg nu os tage med ind og spise hos dem osv...

- skriver:



Syntes jeg du skal og så stille og rligt spørge dem hvad de er bange for?

Sig ærligt de ikke behøver holde/lege med barnet eller noget, men i bliver nødt til at ordne de væsentlige behov for det barn så de behøver ikke lade som om.

Og at i sagtens kan mødes uden barn ind i mellem, men at det skal arrangeres i god tid så i evt har en babysitter....

Det vil jeg prøve og gøre...

Syntes din kærese skal mande sig lidt op, og sige noget til dem, istædet for bare komme alene til dem.. i er jo en familie..

hmm, sys et eller andet sted ikke det er rigtige venner, desværre. Hvis ikke de kan acceptere at i har et barn, så er det vil ikke venner der er noget værd, Jeg kender alt for godt den følelse du sidder med, det er bla en af grundene til at vi ikke har komtakt til 1 par venner, manden var altid velkommen når han kom alene, men at vi kom alle sammen, det ville de ikke ha, det var for bøvlet med ungerne også skulle vi jo tidligt hjem, heldigvis sagde manden selv til dem at hvis ikke vi alle sammen var velkommen, så skulle de ikke kontakte os mere.

Hva ville der ske ved at du og jeres barn tog med, de behøvede jo ikke tage sig af hende, for at i sidder på gulvet og leger, ville der virkelig gå så meget af dem ved det. Det bliver så ensomt at sidde hjemme hele tiden, og hvis du går hjemme på barsel, så er det jo ikke sikkert du lige kommer ud hver dag og ser andre mennesker og har andre end manden og datteren at snakke med, nogle gange har man altså brug for at høre nogle andre snakke.

Jeg sys helt sikkert i skal sætte jer ned og tage en snak med dem og finde ud af hvorfor de ikke vil se andre end din mand, en grund er der jo.

Mange knus her fra

Louise