Fra berlingske.dk Far og mor vil gerne blande sig i, hvem der skal spille sammen på fodboldskolerne. Børneforsker opfordrer forældrene til at lade være at blande sig og i stedet vise barnet tillid.
Freja skal være sammen med Sille. Magnus og Viggo må ikke adskilles. Og William skal i gruppe med Jonas – eller Simon om nødvendigt.
Flere af DBUs populære fodboldskoler oplever, at forældre vil bestemme, hvem deres barn skal spille fodbold med.
På fodboldskolen inddeles børnene mandag morgen i grupper, og ikke alle kommer i gruppe med vennerne fra klassen eller klubholdet. DBUs holdning er, at man først skal ændre på grupperne efter mandagen, så børnene får en chance for at lære de nye kammerater at kende.
Men det er far og mor ikke altid med på.
»Der er ret mange forældre, som forventer, at deres barn automatisk kommer i gruppe med kammeraterne fra holdet eller klassen. Vi har oplevet gentagne problemer med forældre, der vil bytte rundt på børnene mandag morgen. Det er sjældent børnene, der er problemet,« siger Jesper Witt fra Østerbro IF.
Det er ikke kun på fodboldskolerne, at man oplever problemer med forældrenes store engagement i deres børn, mener professor Jan Kampmann, der er børneforsker på RUC.
»Vi ser det også i skoler og institutioner. Men som samfund har vi i mange år »punket« forældrene for ikke at interessere sig nok for deres børn. Nu engagerer de sig, og det er også positivt,« siger han.
Jan Kampmann mener dog, at det er negativt for barnets udvikling og selvtillid, når forældrene blander sig meget.
Læs mere her
Anmeld