Er kørt død i parforholdet

Har brug for råd, for jeg elsker selvfølgelig min mand og vil gerne at vi finder tilbage til hinanden.

Men jeg føler virkelig jeg er kørt død i parforholdet. Vi har været sammen i lidt over 4 år og har 2 børn. Vi har haft op og nedture i vores parforhold, men pt. kører det sådan o.k. men så alligevel ikke. Jeg synes vi går og snapper af hinanden hele tiden, og vi er helt klart lige gode om det. Jeg er lidt nærtagende pt., og min kæreste opfatter ligeledes meget af det jeg siger som et angreb, hvilket skaber konflikter. Fx i går spurgte jeg ham helt uskyldigt hvorfor han satte sig ned ude i køkkenet (for det plejer han aldrig), og så gik han straks i forsvarsposition, og om han ikke måtte sidde ned lidt, og nu havde jeg jo ligesom selv lige ligget og ammet. Og så bliver jeg jo ked af det, for jeg spurgte bare af nysgerrighed!

Jeg føler, at gnisten er røget. Vi har ikke haft sex eller andet seksuelt i 3 måneder. Vi kysser og krammer ikke ret meget, og om aftenen laver vi noget hver for sig.

For mit vedkommende er problemet klart, at jeg er fyldt op af fysisk kontakt pga. amning af baby. Jeg har ikke det behov han har, fordi jeg får nærkontakt og nærhed den vej. Det er selvfølgelig ikke helt rimeligt, men jeg kan ikke tvinge mig selv til at føle noget, jeg ikke føler! Jeg ved ikke hvad det er for hans vedkommende. Jeg har forsøgt i en periode at skrue op for kærtegn, men synes ikke jeg får vildt meget respons. Når han tager initiativ er det når vi endelig er gåët i seng, så vil han holde om mig. Men jeg har bare ALDRIG kunne klare at ligge tæt om natten, heller ikke som nyforelsket, og det bliver han så sur over!

Jeg føler også, at tiden til at være kæreste mangler, fordi det er mig, der holder husholdningen oppe. Det er ikke så slemt som det har været, og han hjælper når jeg spørger, men han tager aldrig initiativ. Så det ender med det er mig der render rundt og rydder op, laver mad, gør rent, så skal børnene jo også have min tid, og når vi rammer aften, er jeg bare kørt træt og vil helst bare slappe af foran computeren.

Vi kunne sagtens aftale, at vi skulle have kærestetid om aftenen. Hygge sammen og se en film. Men hvad gør jeg, når jeg egentlig ikke har lyst? Når jeg faktisk har mest lyst til bare at lave noget for mig selv? Jeg føler ikke jeg kan finde gnisten frem igen ved at TVINGE mig selv til en aktivitet, som ikke siger mig det vilde.

Er bare træt af at leve i et parforhold, som lige nu indeholder masser af småskænderier, misforståelser, ingen gnist og ensformighed. Der er mange ting vi er uenige om, og det er lidt en hæmsko.

Vores samliv keder mig, savner sommerfuglene i maven og spændingen i at være "han og hun".

Parterapi er ikke en mulighed, vi har ikke råd.

Anonym skriver:

Har brug for råd, for jeg elsker selvfølgelig min mand og vil gerne at vi finder tilbage til hinanden.

Men jeg føler virkelig jeg er kørt død i parforholdet. Vi har været sammen i lidt over 4 år og har 2 børn. Vi har haft op og nedture i vores parforhold, men pt. kører det sådan o.k. men så alligevel ikke. Jeg synes vi går og snapper af hinanden hele tiden, og vi er helt klart lige gode om det. Jeg er lidt nærtagende pt., og min kæreste opfatter ligeledes meget af det jeg siger som et angreb, hvilket skaber konflikter. Fx i går spurgte jeg ham helt uskyldigt hvorfor han satte sig ned ude i køkkenet (for det plejer han aldrig), og så gik han straks i forsvarsposition, og om han ikke måtte sidde ned lidt, og nu havde jeg jo ligesom selv lige ligget og ammet. Og så bliver jeg jo ked af det, for jeg spurgte bare af nysgerrighed!

Jeg føler, at gnisten er røget. Vi har ikke haft sex eller andet seksuelt i 3 måneder. Vi kysser og krammer ikke ret meget, og om aftenen laver vi noget hver for sig.

For mit vedkommende er problemet klart, at jeg er fyldt op af fysisk kontakt pga. amning af baby. Jeg har ikke det behov han har, fordi jeg får nærkontakt og nærhed den vej. Det er selvfølgelig ikke helt rimeligt, men jeg kan ikke tvinge mig selv til at føle noget, jeg ikke føler! Jeg ved ikke hvad det er for hans vedkommende. Jeg har forsøgt i en periode at skrue op for kærtegn, men synes ikke jeg får vildt meget respons. Når han tager initiativ er det når vi endelig er gåët i seng, så vil han holde om mig. Men jeg har bare ALDRIG kunne klare at ligge tæt om natten, heller ikke som nyforelsket, og det bliver han så sur over!

Jeg føler også, at tiden til at være kæreste mangler, fordi det er mig, der holder husholdningen oppe. Det er ikke så slemt som det har været, og han hjælper når jeg spørger, men han tager aldrig initiativ. Så det ender med det er mig der render rundt og rydder op, laver mad, gør rent, så skal børnene jo også have min tid, og når vi rammer aften, er jeg bare kørt træt og vil helst bare slappe af foran computeren.

Vi kunne sagtens aftale, at vi skulle have kærestetid om aftenen. Hygge sammen og se en film. Men hvad gør jeg, når jeg egentlig ikke har lyst? Når jeg faktisk har mest lyst til bare at lave noget for mig selv? Jeg føler ikke jeg kan finde gnisten frem igen ved at TVINGE mig selv til en aktivitet, som ikke siger mig det vilde.

Er bare træt af at leve i et parforhold, som lige nu indeholder masser af småskænderier, misforståelser, ingen gnist og ensformighed. Der er mange ting vi er uenige om, og det er lidt en hæmsko.

Vores samliv keder mig, savner sommerfuglene i maven og spændingen i at være "han og hun".

Parterapi er ikke en mulighed, vi har ikke råd.

Hvis du virkelig føler det du skriver her så tror jeg du har ret i at parforholdet nok er kørt død. Et er at i ikke har været fysiske sammen længe - det er hvad det er - men at du hellere vil sidde foran computeren end at sidde med kæresten og se lidt tv/snakke/nusse indikerer for mig at kærligheden nok er ved at uddø.

Hvad med at du sætter dig ned, når børnene er lagt i seng og fortæller kæresten hvad du føler ? Måske han føler det samme ? Hvis i får snakket sammen om hvad i hver i sær føler tror jeg det er nemmere at tage action på det - og nok også nemmere at give sig hen fysisk hvis man ved at modparten elsker en og er villig til at kæmpe.

Anonym skriver:

Har brug for råd, for jeg elsker selvfølgelig min mand og vil gerne at vi finder tilbage til hinanden.

Men jeg føler virkelig jeg er kørt død i parforholdet. Vi har været sammen i lidt over 4 år og har 2 børn. Vi har haft op og nedture i vores parforhold, men pt. kører det sådan o.k. men så alligevel ikke. Jeg synes vi går og snapper af hinanden hele tiden, og vi er helt klart lige gode om det. Jeg er lidt nærtagende pt., og min kæreste opfatter ligeledes meget af det jeg siger som et angreb, hvilket skaber konflikter. Fx i går spurgte jeg ham helt uskyldigt hvorfor han satte sig ned ude i køkkenet (for det plejer han aldrig), og så gik han straks i forsvarsposition, og om han ikke måtte sidde ned lidt, og nu havde jeg jo ligesom selv lige ligget og ammet. Og så bliver jeg jo ked af det, for jeg spurgte bare af nysgerrighed!

Jeg føler, at gnisten er røget. Vi har ikke haft sex eller andet seksuelt i 3 måneder. Vi kysser og krammer ikke ret meget, og om aftenen laver vi noget hver for sig.

For mit vedkommende er problemet klart, at jeg er fyldt op af fysisk kontakt pga. amning af baby. Jeg har ikke det behov han har, fordi jeg får nærkontakt og nærhed den vej. Det er selvfølgelig ikke helt rimeligt, men jeg kan ikke tvinge mig selv til at føle noget, jeg ikke føler! Jeg ved ikke hvad det er for hans vedkommende. Jeg har forsøgt i en periode at skrue op for kærtegn, men synes ikke jeg får vildt meget respons. Når han tager initiativ er det når vi endelig er gåët i seng, så vil han holde om mig. Men jeg har bare ALDRIG kunne klare at ligge tæt om natten, heller ikke som nyforelsket, og det bliver han så sur over!

Jeg føler også, at tiden til at være kæreste mangler, fordi det er mig, der holder husholdningen oppe. Det er ikke så slemt som det har været, og han hjælper når jeg spørger, men han tager aldrig initiativ. Så det ender med det er mig der render rundt og rydder op, laver mad, gør rent, så skal børnene jo også have min tid, og når vi rammer aften, er jeg bare kørt træt og vil helst bare slappe af foran computeren.

Vi kunne sagtens aftale, at vi skulle have kærestetid om aftenen. Hygge sammen og se en film. Men hvad gør jeg, når jeg egentlig ikke har lyst? Når jeg faktisk har mest lyst til bare at lave noget for mig selv? Jeg føler ikke jeg kan finde gnisten frem igen ved at TVINGE mig selv til en aktivitet, som ikke siger mig det vilde.

Er bare træt af at leve i et parforhold, som lige nu indeholder masser af småskænderier, misforståelser, ingen gnist og ensformighed. Der er mange ting vi er uenige om, og det er lidt en hæmsko.

Vores samliv keder mig, savner sommerfuglene i maven og spændingen i at være "han og hun".

Parterapi er ikke en mulighed, vi har ikke råd.

Jeg synes faktisk at du skal tvinge dig selv til at lave noget sammen med din mand, selvom det måske ikke interessere dig særlig meget. I kunne jo evt. gøre sådan at den ene dag skal din mand finde på noget i kan lave og så en anden dag er det dig. Så er i begge "tvunget" til at begive jer ud i noget den anden har interesse for.

Og er der noget der dræber et parforhold så er det alt det nymodens elektronik, som pc, smartphones, Xbox, tv osv. Spil et spil kort engang imellem, nyd lidt kiks og ost og snak. Kommunikationen er jo alfa omega. Og grin! Tal om ting som får jer til at grine - noget i har tilfælles. F.eks da i mødte hinanden eller andet der kan give et godt humør.

Når det er sagt, så er det ikke så længe siden du har født og du ammer stadig - og det tager altså en del energi, så det er jo ganske forståeligt hvis du ikke orker det vilde. Så start i det små. Gå en tur alle sammen, tag i skoven, stranden osv. Udnyt at det er sommer og brug det gode vejr til at lave forsk. ting som familie og som par.

Men først og fremmest skal du jo finde ud af om du virkelig ønsker at kæmpe for jeres forhold. Man er nødt til at gå på kompromis med ting og mødes på halvvejen også selvom det ikke altid huer en.

/Fenja

Tænk dig rigtig godt om og brug rigtig meget tid. Kort fortalt: Jeg forlod min kæreste for 4½ år siden, vi var nemlig også "kørt død" syntes jeg. Og den dag i dag, er der ikke noget jeg fortryder mere end det.

Jeg har givet mine børn et liv som dele børn, de flytter hjem hver fredag.

Havde en ret interessant snak med min mor forleden, da jeg selv nævnte, at jeg synes at lidt for mange mennesker er lidt for egoistiske omkring hvordan de vil leve deres liv, at de går fra deres forhold alt alt for let, for enten er det kørt dødt eller man ser en anden som man forelsker sig i og kommer i tanke om, at det man har ikke er så "spændende" mere. Min mor sagde til mig,  at i deres generation blev man da også forelsket i andre undervejs, men at forskellen fra deres til vores nok er, at man ikke aggerede på det på samme måde.

Om dette svar kan bruges til noget hos dig, ved jeg ikke, men jeg støtter op om, hvad de andre har svaret med, at sørge for at bruge tid på hinanden - lærer hvad der betyder noget for hinanden, og måske lære hvad det er der kan "fustrere" hinanden, så I ikke kommer for meget i forsvars position.

I har valgt at sætte to børn i verden, der var noget der startede dette og det er der højest sandsynligt endnu, I skal bare rodde lidt efter det, under en bunke af amning, bleskift og oprydning - livet som småbørns-forældre er ikke altid en dans på roser, det er hårdt arbejde, og endnu mere hårdt arbejde hvis man også skal have parforholdet til at fungere, men tro mig hvis man vælger at droppe parforholdet bliver det endnu hårdere, for jer alle 4.

Kh Mor til to, som lige er vågnet op efter 4½ års naivitet og jagt på eventyr.

 

Anonym skriver:

Har brug for råd, for jeg elsker selvfølgelig min mand og vil gerne at vi finder tilbage til hinanden.

Men jeg føler virkelig jeg er kørt død i parforholdet. Vi har været sammen i lidt over 4 år og har 2 børn. Vi har haft op og nedture i vores parforhold, men pt. kører det sådan o.k. men så alligevel ikke. Jeg synes vi går og snapper af hinanden hele tiden, og vi er helt klart lige gode om det. Jeg er lidt nærtagende pt., og min kæreste opfatter ligeledes meget af det jeg siger som et angreb, hvilket skaber konflikter. Fx i går spurgte jeg ham helt uskyldigt hvorfor han satte sig ned ude i køkkenet (for det plejer han aldrig), og så gik han straks i forsvarsposition, og om han ikke måtte sidde ned lidt, og nu havde jeg jo ligesom selv lige ligget og ammet. Og så bliver jeg jo ked af det, for jeg spurgte bare af nysgerrighed!

Jeg føler, at gnisten er røget. Vi har ikke haft sex eller andet seksuelt i 3 måneder. Vi kysser og krammer ikke ret meget, og om aftenen laver vi noget hver for sig.

For mit vedkommende er problemet klart, at jeg er fyldt op af fysisk kontakt pga. amning af baby. Jeg har ikke det behov han har, fordi jeg får nærkontakt og nærhed den vej. Det er selvfølgelig ikke helt rimeligt, men jeg kan ikke tvinge mig selv til at føle noget, jeg ikke føler! Jeg ved ikke hvad det er for hans vedkommende. Jeg har forsøgt i en periode at skrue op for kærtegn, men synes ikke jeg får vildt meget respons. Når han tager initiativ er det når vi endelig er gåët i seng, så vil han holde om mig. Men jeg har bare ALDRIG kunne klare at ligge tæt om natten, heller ikke som nyforelsket, og det bliver han så sur over!

Jeg føler også, at tiden til at være kæreste mangler, fordi det er mig, der holder husholdningen oppe. Det er ikke så slemt som det har været, og han hjælper når jeg spørger, men han tager aldrig initiativ. Så det ender med det er mig der render rundt og rydder op, laver mad, gør rent, så skal børnene jo også have min tid, og når vi rammer aften, er jeg bare kørt træt og vil helst bare slappe af foran computeren.

Vi kunne sagtens aftale, at vi skulle have kærestetid om aftenen. Hygge sammen og se en film. Men hvad gør jeg, når jeg egentlig ikke har lyst? Når jeg faktisk har mest lyst til bare at lave noget for mig selv? Jeg føler ikke jeg kan finde gnisten frem igen ved at TVINGE mig selv til en aktivitet, som ikke siger mig det vilde.

Er bare træt af at leve i et parforhold, som lige nu indeholder masser af småskænderier, misforståelser, ingen gnist og ensformighed. Der er mange ting vi er uenige om, og det er lidt en hæmsko.

Vores samliv keder mig, savner sommerfuglene i maven og spændingen i at være "han og hun".

Parterapi er ikke en mulighed, vi har ikke råd.

du skriver: "men hvad gør jeg når jeg nu ikke har lyst?"
.-du gør det alligevel
Og det med en god film og lidt guf på en hverdag når ungerne er i seng! det er sgu da lige sagen, hvis man ikke lige har planer om at gå ind og dyrke sex i 4 timer

Hvis i virkelig ønsker jer et bedre forhold, så må i begge give jer hen til det. mere vil have mere og efter nogle dage/uger måske med tvunget kærtegn og sex og kærestehygge så kommer lysten! For det er rart når det står på, man skal bare give sig tiden, det er så vigtigt! 

Kys hinanden ofte af 10 sekunder ad gangen, og gerne længere. Rør ved hinanden når i taler sammen. Smil. Også selvom det føles påtvunget i starten, så vil det føles mere og mere naturligt.

Spring ud i at være sammen og tag ja-hatten på.

Vi havde samme problem vi indførte en regel der hed:

Når ungerne var lagt så SKULLE de første 30 min bruges sammen på snak om hvordan vi hver i sær har det og hvordan dagen er gået. Osv.

Det hjalp os meget til at bryde den kedelige "trommerum" og så 2-3 aftener om ugen så vi en film sammen! og flettede fingre og gik i seng