Men måske hjælpe svaret lidt på vej hos mig..
Sagen er den, at jeg ved ikke om jeg skal satse på forholdet til min søn's far eller om det simpelthen bare ikke duer.
Lige lidt for historie..
Jeg er 17 år gammel da jeg møder min søn's far, dog fylder jeg 18 kort efter, han var 23, den dag idag er jeg 20 min søn's far er 25. Vi blev meget hurtige glade for hinanden, og jeg blev gravid da vi havde været kæreste i blot 4 mdr. ( ikke planlagt.)
Man kender jo ikke hinanden ret godt, når man kun har været kærester i 4 mdr. Men vi vælger så at få det her barn. ( der var heller ikke noget valg, vi opdagede det for sent.) I gennem graviditeten mister jeg lysten til sex, og vores forhold går virkelig skævt! Sidste i graviditeten 1 mdr før termin flytter vi sammen, hos mine forældre, da vi ikke har andre steder lige at være pt.. Det går okay godt i den periode, og jeg føder vores skønne søn! vi kan ikke rigtig få gang i sex livet, og jeg bliver hurtigt irriteret på ham.. Vælger altid min mor til at tage over med den lille istedet for faren.. Derved bliver han lige så stille til side sat.
Da min søn er 3 mdr går det hele skævt for alle parter hjemme i mit mors hus.. Og vi er nød til at flytte, med det samme fordi ingen af os kan holde ud at bo sammen.
Der bliver meget ro på, da vi flytter i vores eget men vi kan stadig ikke rigtig få gang i kærligheds livet. Jeg er bare MOR med meget store bogstaver og har meget svært ved at dele kærlighed ud til kæreste og barn, så det er kun barn der får alt min kærlighed.. Jeg bliver igen hurtigt irriteret på ham, kan ikke lide tanken om at kysse ham o.s.v..
marts 2013 bliver vi enige om, at det ikke går at bo sammen og han flytter.. Vi har begge ikke lukket dørene helt for et forhold til hinanden og er rigtig gode venner! Vi fortæller stadig hinanden alt og snakker sammen mange gange om dagen. Han begynder at tage meget i byen og ender så med at have kysset med 3 piger, men er åben og ærlig om det, som vi altid har været i vores forhold.. Det sårer mig meget, og jeg bliver rigtig ked af det.. Vi har lige haft en lang periode hvor vi næsten ikke har lavet andet end at skændtes, og fredag blev vi så enige om at det kan vi ikke tilbyde vores søn, så derfor var vi nød til at slutte forholdet helt, og KUN være venner.. Det vil sige vi begge må være sammen med andre..
Og så begynder jeg at tænke om det virkelig er det rigtige for mig?? Jeg har stadig en chance for at få min familie tilbage nu, men har det nok ikke om et halvt år! Skal jeg gribe chancen og prøve med ham igen?? Jeg har aldrig haft et seriøst forhold til nogle før ham, så jeg ved ikke hvad der er normalt i et forhold.. Jeg ved ikke om jeg savner ham, eller om jeg bliver ked af tanken om den kærnefamilie jeg kunne have haft. Jeg ved ikke, om det at min mor slet ikke kan lide ham, påvirker mig i den retning at ham skal jeg ikke være sammen med.. ( min mor og jeg er meget tæt, og jeg vil aller helst træffe beslutninger hun er tilfreds med. :-( ) jeg kan ikke klare tanken om han skal være sammen med nogle andre, og at min søn evt skal have en bonus mor.. jeg tænker meget på ham, og har det super med ham. Vi snakker godt sammen, men lige så godt vi har det sammen lige så irriteret kan jeg også blive på ham.
Aner virkelig ikke hvilket ben jeg skal stå på...????
Kunne være meget rart med et par øjne på sagen ude fra..
Puha det er noget rod i mit hoved.
Tak fordi du læste med, hvis du kom så langt!
