Føler mig virkelig forkert!

Sagen er den, at jeg har det skønneste barn på knap 3 år. H*n er mit et og alt og har virkelig bare været perfekt fra første sekund.

Nu er jeg så blevet mor til endnu et barn og jeg synes bare at det er SÅ svært! H*n er SÅ nem! Spiser og sover! Jeg føler mig bare ikke connected på samme måde, som ved mit første barn!

Jeg har sindssygt meget angst for at jeg ikke kan elske den yngste på samme måde som mit første barn. Barnet er kun få uger gammel, så det er jo stadig ret nyt, men jeg føler mig bare SÅ forkert!

Tænk hvis jeg ikke kan elske dem lige meget!?

Er jeg bare helt galt på den

Det er noget du skal være obs på ( og det er du jo også &nbsp

Jeg har aldrig prøvet det du beskriver,jeg har altid følt voldsom kærlighed lige fra der var 2 streger -og det har så været lige så intenst ved fødsel.

Har det været en svær graviditet eller fødsel? 

Føler du omsorg,beskyttertrang og kærlighed? Eller er det pligtfølelse du har?

Hvis du virkelig synes der er forskel synes jeg du skal søge din sp.

Det er ALDRIG forkert at bede om hjælp,måske du har en mindre depression ? 

Under alle omstændigheder er du en god nok mor ,nogen gange går tingene bare ikke som planlagtOg så er det godt man kan få hjælp  

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg har det skønneste barn på knap 3 år. H*n er mit et og alt og har virkelig bare været perfekt fra første sekund.

Nu er jeg så blevet mor til endnu et barn og jeg synes bare at det er SÅ svært! H*n er SÅ nem! Spiser og sover! Jeg føler mig bare ikke connected på samme måde, som ved mit første barn!

Jeg har sindssygt meget angst for at jeg ikke kan elske den yngste på samme måde som mit første barn. Barnet er kun få uger gammel, så det er jo stadig ret nyt, men jeg føler mig bare SÅ forkert!

Tænk hvis jeg ikke kan elske dem lige meget!?

Er jeg bare helt galt på den

Tror det er helt normalt at have sådanne tanker!

Hvis det er noget du er meget ked af, så ville jeg lufte mine tanker og bekymringer for sp!

Kæmpe knus

Sagen er den, at jeg har det skønneste barn på knap 3 år. H*n er mit et og alt og har virkelig bare været perfekt fra første sekund.

Nu er jeg så blevet mor til endnu et barn og jeg synes bare at det er SÅ svært! H*n er SÅ nem! Spiser og sover! Jeg føler mig bare ikke connected på samme måde, som ved mit første barn!

Jeg har sindssygt meget angst for at jeg ikke kan elske den yngste på samme måde som mit første barn. Barnet er kun få uger gammel, så det er jo stadig ret nyt, men jeg føler mig bare SÅ forkert!

Tænk hvis jeg ikke kan elske dem lige meget!?

Er jeg bare helt galt på den

Ved du hvad, jeg tror det er meget normalt, du har haft 3 år til at knytte dig til den første, den næste har du kun lige mødt. Tror ikke du elsker den ene mere end den anden, men bare på to forskellige måder. og det er helt normalt! Giv nu dig selv lidt tid, og nyd den lille ny. 

Da jeg fik min søn følte jeg selvfølgelig kærlighed og alt det der, men følte mig mere connected med min bonusdatter på 6 som jeg havde kendt fra hun var to.

idag er hun 8 og min søn er to, og nu føler jeg mig lige så tæt med min søn som med min bonus (måske endda lidt mere nu han er mit biobarn)

hvis du ellers er lidt nede og føler det hele er uoverskueligt så snak med din sp, kunne jo måske være tegn på fødselsdepression.

held og lykke med det hele, og tillykke med den lille.

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg har det skønneste barn på knap 3 år. H*n er mit et og alt og har virkelig bare været perfekt fra første sekund.

Nu er jeg så blevet mor til endnu et barn og jeg synes bare at det er SÅ svært! H*n er SÅ nem! Spiser og sover! Jeg føler mig bare ikke connected på samme måde, som ved mit første barn!

Jeg har sindssygt meget angst for at jeg ikke kan elske den yngste på samme måde som mit første barn. Barnet er kun få uger gammel, så det er jo stadig ret nyt, men jeg føler mig bare SÅ forkert!

Tænk hvis jeg ikke kan elske dem lige meget!?

Er jeg bare helt galt på den

Jeg har ikke mere end et barn og alligevel så tør jeg godt sige, at det er normalt. Selvfølgelig elsker du begge dine børn, men dit barn på 3 år har du lært at kende. H*n har fået en personlighed og det lille nye barn skal du først til at lære at kende og jeg er sikker på at din kærlighed vokser i takt med at barnet vokser.

Du skal nok lade være med at forvente at du elsker dem på samme måde, for det tror jeg ikke man gør. Og det gør heller ingenting, så længe du elsker dem lige meget.

Lad være med at sætte dem op imod hinanden - de er unikke begge to på hver sin måde og det skal du nok finde ud af henad vejen. Sker det ikke så er du heldigvis klar over situationen og har mulighed for at kontakte en prof. du kan snakke med, f.eks. sp´en.

/Fenja

sommerbarn<3 skriver:

Ved du hvad, jeg tror det er meget normalt, du har haft 3 år til at knytte dig til den første, den næste har du kun lige mødt. Tror ikke du elsker den ene mere end den anden, men bare på to forskellige måder. og det er helt normalt! Giv nu dig selv lidt tid, og nyd den lille ny. 

Da jeg fik min søn følte jeg selvfølgelig kærlighed og alt det der, men følte mig mere connected med min bonusdatter på 6 som jeg havde kendt fra hun var to.

idag er hun 8 og min søn er to, og nu føler jeg mig lige så tæt med min søn som med min bonus (måske endda lidt mere nu han er mit biobarn)

hvis du ellers er lidt nede og føler det hele er uoverskueligt så snak med din sp, kunne jo måske være tegn på fødselsdepression.

held og lykke med det hele, og tillykke med den lille.

Enig, synes selv det bar underligt i starten for man skal jo lige have tid til at lære den lille ny at kende samtidig med den store er der og man kan sagtens elske sine børn lige højt men på hver deres måde, de er jo også forskellige

Jeg tror det er meget normalt. Specielt når den yngste ikke er ældre

Jeg har to drenge med to forskellige, dvs jeg boede alene med den ældste i over to år før jeg flyttede sammen med min nuværende mand, som også er far til den yng Jeg elsker begge mine drenge rigtigt højt, men føler da et eller andet sted at jeg med den ældste har et helt specielt bånd, fordi det bare var os fra han var 1-3,5 år...

Så længe man ikke favoriserer den ene frem for den anden ser jeg ikke noget galt i det

En klog mor med mange sagde børn sagde engang at hun elskede alle sine børn, men at kærlighed ikke kunne måles, børn er forskellige og derfor giver det ikke mening at tale om at elske sine børn LIGE meget, og at hun i øvrigt aldrig ville sige til sine børn at hun elsker dem lige meget, for der er ikke ret langt fra lige meget, til næsten lige meget, og det skal børnene ikke begynde at bekrymret sig om. Når hun er blevet spurgt: elsker du mig og Bib lige meget har hun altid svaret.jeg elsker dig og jeg elsker din bror/søster.

Carina:-) skriver:

Det er noget du skal være obs på ( og det er du jo også &nbsp

Jeg har aldrig prøvet det du beskriver,jeg har altid følt voldsom kærlighed lige fra der var 2 streger -og det har så været lige så intenst ved fødsel.

Har det været en svær graviditet eller fødsel? 

Føler du omsorg,beskyttertrang og kærlighed? Eller er det pligtfølelse du har?

Hvis du virkelig synes der er forskel synes jeg du skal søge din sp.

Det er ALDRIG forkert at bede om hjælp,måske du har en mindre depression ? 

Under alle omstændigheder er du en god nok mor ,nogen gange går tingene bare ikke som planlagtOg så er det godt man kan få hjælp  

Jeg har haft en meget hektisk graviditet samt en igangsættelse, som strak sig over 4 dage, så det hele har været svært! Det virker uvirkeligt at vi nu har et barn mere, fordi man mentalt ikke har kunnet følge med!

Jeg føler bestemt noget for den yngste, men jeg kan ikke rigtig holde øjenkontakt og sådan - måske jeg heller ikke kunne det så tidligt med den ældste og at det blot er glemt!?

sommerbarn<3 skriver:

Ved du hvad, jeg tror det er meget normalt, du har haft 3 år til at knytte dig til den første, den næste har du kun lige mødt. Tror ikke du elsker den ene mere end den anden, men bare på to forskellige måder. og det er helt normalt! Giv nu dig selv lidt tid, og nyd den lille ny. 

Da jeg fik min søn følte jeg selvfølgelig kærlighed og alt det der, men følte mig mere connected med min bonusdatter på 6 som jeg havde kendt fra hun var to.

idag er hun 8 og min søn er to, og nu føler jeg mig lige så tæt med min søn som med min bonus (måske endda lidt mere nu han er mit biobarn)

hvis du ellers er lidt nede og føler det hele er uoverskueligt så snak med din sp, kunne jo måske være tegn på fødselsdepression.

held og lykke med det hele, og tillykke med den lille.

Tak for svar jeg synes egentlig slet ikke at det er uoverskueligt, for den lille er SÅ nem, men føler bare ikke at jeg laver nok med barnet! Den lille sover meget og når det er vågen, så taler jeg og forsøger at få øjenkontakt, samt nusser og masagere, men det virker bare som om barnet er et helt andet sted - altså er roligt, men kigger alle mulige steder hen!