Tænk at det allerede er 8 uger siden at de små pus kom til verden. Det er jo ikke til at begribe hvor tiden blev af!
Vi kom jo først hjem fra sygehuset af efter 3 uger pga. en hård og lidt for tidlig fødsel. Hjemme har vi brugt tid på at lære hinanden at kende og få amningen op at køre, hvilket har kostet blod, sved og en masse tåre fra mors side! Efter mælkeknuder og ømme brystvorter ser det nu endelig ud til at der er bedring på vej og har nu haft et helt døgn uden smerter i forbindelse med amningen 
Begynder at tro på at det nok skal lykkedes!
Vi har jævnligt besøg af sundhedsplejersken, cirka hver 10. dag og ved sidste besøg vejede Noam 4880 og var 55,5 cm lang mens Elena halter lidt bagud med vægten og "kun" vejer 4680. Til gengæld er hun en smule længere med sine 56 cm 
De er efterhånden begyndt at være meget opmærksomme og smiler og griner en lille smule (smelte smelte smelte) Der er dog stadig skrigeturer, dog mest omkring spisetid, så det er jo relativt let at stoppe igen 
Noam har haft en del bøvl med mavsen pga. luft, så vi har været til zoneterapeut nogle gange, hvilket heldigvis har gjort det lettere for ham at komme af med luften. Desuden har jeg været nødt til at opgive cola igen, men hvis det resultere i færre tåre, så overlever jeg nok!
Manden begyndte på arbejde igen i tirsdags, så jeg har skulle vende mig til at være alene med ungerne i dagstimerne og det er gået over al forventning! Det skyldtes mest at Elena sover det meste af dagen og Noam er så rar at sove 2,5 - 3 timer til middag, så jeg lige får et pusterum (og en middagslur)
Vi skal have barnedåb om 14 dage og ugen efter skal jeg til at være alene 5 dage om ugen, da manden skal på efteruddannelse. Er jeg noget spændt på hvordan der kommer til at gå, når der ikke er nogen til lige at aflaste lidt om natten.. 
Jeg havde en veninde til at tage nogle billeder af mine skønne unger og har lige fået de sidste, så dem vil jeg da gerne dele med jer 
Tak fordi i læste med
