Tror jeg vil være enlig mor... Gode råd modtages!!

Hej derude....
Som overskriften siger, så overvejer jeg at gå fra min kæreste. Vi har været sammen i 5 år, har 2 børn sammen og det er IKKE første gang jeg tænker på at gå.. Vi har haft et par kriser som primært har handlet om at han ikke deltog i de praktiske ting herhjemme og vores parforhold ikke fungerede optimalt...

Nu er det sådan at han rent faktisk har forbedret sig mht. de praktiske ting herhjemme.. Men jeg har bare ikke de vilde følelser for ham mere...
Jeg har prøvet at sørge for vi har mere voksentid, at vi laver noget hyggeligt sammen og at sætte pris på de små ting.. men for det meste bliver jeg bare sur og irriteret over små dumme ting og har ikke den store lyst til at vi laver noget sammen..
Det er på ingen måde min kæreste der er noget galt med, det er mig...
Selvfølgelig har han sine fejl, men det vidste jeg da vi begyndte at være sammen... problemet er bare at alt føles som om det gøres af vane, ikke af kærlighed..

Mit spørgsmål er så, når nu vi har 2 børn... hvordan siger jeg det mest skånsom til ham? hvordan gør jeg det forbi uden at ødelægge ham når nu han stadig elsker mig?

Anonym skriver:

Hej derude....
Som overskriften siger, så overvejer jeg at gå fra min kæreste. Vi har været sammen i 5 år, har 2 børn sammen og det er IKKE første gang jeg tænker på at gå.. Vi har haft et par kriser som primært har handlet om at han ikke deltog i de praktiske ting herhjemme og vores parforhold ikke fungerede optimalt...

Nu er det sådan at han rent faktisk har forbedret sig mht. de praktiske ting herhjemme.. Men jeg har bare ikke de vilde følelser for ham mere...
Jeg har prøvet at sørge for vi har mere voksentid, at vi laver noget hyggeligt sammen og at sætte pris på de små ting.. men for det meste bliver jeg bare sur og irriteret over små dumme ting og har ikke den store lyst til at vi laver noget sammen..
Det er på ingen måde min kæreste der er noget galt med, det er mig...
Selvfølgelig har han sine fejl, men det vidste jeg da vi begyndte at være sammen... problemet er bare at alt føles som om det gøres af vane, ikke af kærlighed..

Mit spørgsmål er så, når nu vi har 2 børn... hvordan siger jeg det mest skånsom til ham? hvordan gør jeg det forbi uden at ødelægge ham når nu han stadig elsker mig?

Det tror jeg ikke at man kan. Det vil altid være forfærdeligt at blive forladt af den man elsker...

M en hvis jeg var i dine sko, ville jeg nok sige det som det var, stille og roligt en aften når børnene var puttet eller en aften de blev passet ude. Jeg tror ikke at der er nogen "pæn" måde at sige til et andet menneske at man er blevet træt af vedkommende og ikke elsker dem mere.



Men det lyder som om at du har truffet din beslutning og har gjort en indsats - håber at alt kommer til at gå vel, og at du bliver glad for di nye rolle som alene mor

Holbæktrunten skriver:

Det tror jeg ikke at man kan. Det vil altid være forfærdeligt at blive forladt af den man elsker...

M en hvis jeg var i dine sko, ville jeg nok sige det som det var, stille og roligt en aften når børnene var puttet eller en aften de blev passet ude. Jeg tror ikke at der er nogen "pæn" måde at sige til et andet menneske at man er blevet træt af vedkommende og ikke elsker dem mere.



Men det lyder som om at du har truffet din beslutning og har gjort en indsats - håber at alt kommer til at gå vel, og at du bliver glad for di nye rolle som alene mor

Ville sige det samme

Håber det bedste for jer

Jeg har ondt af din mand, som forsøger at gøre noget ved hans fejl og ingen er fejlfri men problemet ligger i jo at du ikke elsker ham længere og derfor kan jeg godt føle dig.

Kan ikke rigtig komme med et godt råd hvordan du kan sige det bedst muligt men synes du skal virkelig tænkte over det og ikke kun hans reaktion men også din børn.

Merii skriver:

DDeJeg har ondt af din mand, som forsøger at gøre noget ved hans fejl og ingen er fejlfri men problemet ligger i jo at du ikke elsker ham længere og derfor kan jeg godt føle dig.

Kan ikke rigtig komme med et godt råd hvordan du kan sige det bedst muligt men synes du skal virkelig tænkte over det og ikke kun hans reaktion men også din børn.

Det er præcis derfor jeg synes det er hårdt... fordi han er en super far og virkelig prøver at forbedre sig! Men er det fair overfor ham at blive uden følelser og er det fair overfor børnene i længden? Måske skal jeg bare kæmpe videre og håbe det kommer...

Det er præcis derfor jeg synes det er hårdt... fordi han er en super far og virkelig prøver at forbedre sig! Men er det fair overfor ham at blive uden følelser og er det fair overfor børnene i længden? Måske skal jeg bare kæmpe videre og håbe det kommer...

Det er ikke fair for nogen af jer at blive i et parforhold, hvor kærligheden ikke er der. Har du lyst til at prøve at kæmpe for at få gnisten frem igen, eller kan du mærke med dig selv, at det bare er 100% slut nu? I al fald stor respekt for du vælger at tage det skridt fremfor at lyve for dig selv og ham 

Janne T. skriver:

Det er ikke fair for nogen af jer at blive i et parforhold, hvor kærligheden ikke er der. Har du lyst til at prøve at kæmpe for at få gnisten frem igen, eller kan du mærke med dig selv, at det bare er 100% slut nu? I al fald stor respekt for du vælger at tage det skridt fremfor at lyve for dig selv og ham 

Vi har haft snakken før... og har kæmpet i snart 1 år egentlig... men han føler at det går godt... og ungerne er ikke store nok til at forstå det endnu men de kan jo mærke det... synes egentlig jeg er træt af at kæmpe...

Jeg ved det måske virker som en floskel, MEN livet er bare ikke "armene over hovedet" altid. Et forhold er ikke altid hovedkulds forelskelse... Hvis du selvfølgelig bare ved med dig selv at i er vikset hver jeres vej, jamen nej så er der ingen grund til at strække pinen..

men vær nu så sikker med dig selv som du overhovedet kan blive. Det er en drastisk beslutning for dine børn, dig og din partner.

 

Til dig. Jeg håber du kommer frem til hvad der følels rigtigt for her alle.