Lad mig starte med at konstatere at jeg i virkeligheden ikke har en skid at brokke mig over for jeg har et dejligt liv, 26 og lykkelig, men.. nu vil jeg gerne lukke lidt gylle ud. Min søns får giver mig grå hår! Er anonym for ikke at udstille ham.
Han har ADD som han fik diagnosticeret for 3 år siden og siden har alt gået nedad bakke for ham - selvom intet jo i virkeligheden har ændret sig. Han har bare fået navn på, og i øvrigt medicin som jo burde hjælpe.
Han har forsøgt at tage en ungdomsuddannelse siden 2003, droppet ud hver gang, arbejdet lidt, blevet fyret og har nu snart været på kh i et par år fordi han ikke mener SU'en kan forsørge ham. Han er i øvrigt skideklog, så han kunne sagtens hvis han tog sig sammen.
Jeg gik fra ham for 4 år siden og dengang ville han meget gerne se sin søn, så vi delte ham 7/7 som hurtigt blev for meget, så vi har siden droslet ned og nu ser han ham hver anden weekend. Det er perfekt for mig, men min søn savner ham tit, han er 5. Så jeg spurgte far om ikke vi skulle lave en ugentlig dag hvor han kunne tage ham lidt ud og lege for at spendere lidt mere tid med ham, og det synes han også var en okay idé, men han efterspørger aldrig at ses med sin søn. Sønnike ringer så nogle gange til ham, når han savner ham og spørger om de skal ses - og så svarer far altid at de jo skal ses næste weekend eller næste weekend igen. Og hvis jeg så spørger direkte til en bestemt dag, så skal han have flere dage til at finde ud af om det kan lade sig gøre. ALT er besværligt for ham. Alt! Han skriver ved de mindste ting når han har ham. Sender billeder af alt de laver og poster det på Facebook så alle kan kommentere på hvor fantastisk en far han er når de sidder og spiller computer sammen. Hvilket de gør hele dagen, så spil er det eneste min søn taler om når han kommer hjem.
Han benytter enhver lille mulighed for at aflevere ham lidt tidligere efter en weekend. Han kan ikke have ham med nogensinde, hvis han skal noget. Spørger ALDRIG om han må få ham en dag fordi de skal noget sammen. Har ikke betalt noget somhelst til noget til sin søn før jeg endelig fik igennem at det ikke er i orden mere i februar i år, og kun én måned har jeg fået pengene uden besvær, og det er kun 500 jeg får. Det nye er at hans nye roommate ryger inde hos dem.. så min dreng lever i røg hos ham... Han har desuden brændt sin søn af 2 gange hvor han skulle starte til fodbold, så drengen blev så ked og havde slet ikke lyst længere. I lørdags havde han ham endelig en enkelt dag ud over hans faste weekender, og så skrev han om jeg ikke snart kunne hente for han var lige blevet inviteret i byen.
Det værste ved det hele er jo næsten at på Facebook og ved møder med børnehave osv, der er han så god til at fremlægge hvor meget han går op i sin søn og hans velbefindende, som virker som en lodret løgn i mine ører, for de ord han siger om opdragelse kommer direkte fra min mund.
I 4 år har jeg sagt til andre og mig selv at vores samarbejde kører og vi kan tale sammen osv, men nu er jeg bare fyldt op. Fyldt op af alle de små ting, der sker hver uge. Jeg undgår at tale med ham. Vi taler aldrig sammen mere om drengen. Det er bare hente/aflevere, slut. Han synes selv vores samarbejde er godt, men jeg er ved at kaste op. Ville skælde ham huden fuld hvis ikke det var fordi jeg ikke gad spilde min tid på ham og miste mit gode humør. Og i virkeligheden har jeg jo heller ikke noget at skulle have sagt, så kan jo intet gøre. Han er simpelthen sådan en humørdræner!
Undskyld, sikke en lang smøre. Men så fik jeg sguda luft 
Tak.
