Hvor er det syrealistik :)

Hej i dejlige baby-brugere

Har lige brug for at dele min glæde. 

Om lidt over en uge går jeg fra at høre til gruppen "skruk" til, at høre under gruppen "prøver at blive gravid". 

Dette har jeg ventet på i ca. 2½ år nu.  Og hvor er det bare befriende at man endelig snart kan gå igang. 

Men samtidig er der en masse "usikre" tanker. Kan man nu holde til det psykisk? Er man nu god nok? Hvordan påvirker det forholdet? Osv. 

Ja puha. Der er en del tanker. Men hvis man sætter plussser/positive tanker op mod minuser/negative tanker, så er det helt klart de positive ting der vinder. Uhh. Hvor jeg bare glæder mig. 

Fra han sagde, at nu skal det være, så kan man virkelig mærke en ændring i forholdet. Det er meget mere afslappet og kærligt end det tidligere har været. Der har jo været en del spændinger fordi jeg har været så skruk  Men det er jo het væk nu. 

En negativ ting er dog, at de fleste i vores famiier tror at vi snart går igang. Vi ved ikke hvor de har den opfattelse fra. Men det er lidt træls, da man håbede at kunne fortælle dem uden "hvad sagde vi"-stemningen kom. 

Andre der har/har haft mange tanker i forbindelse med opstart af PB?

Ville ikke så meget med min tråd andet end, at dele min glæde. Og evt. høre om jeres tanker i forbindelse med PB 

Anonym skriver:

Hej i dejlige baby-brugere

Har lige brug for at dele min glæde. 

Om lidt over en uge går jeg fra at høre til gruppen "skruk" til, at høre under gruppen "prøver at blive gravid". 

Dette har jeg ventet på i ca. 2½ år nu.  Og hvor er det bare befriende at man endelig snart kan gå igang. 

Men samtidig er der en masse "usikre" tanker. Kan man nu holde til det psykisk? Er man nu god nok? Hvordan påvirker det forholdet? Osv. 

Ja puha. Der er en del tanker. Men hvis man sætter plussser/positive tanker op mod minuser/negative tanker, så er det helt klart de positive ting der vinder. Uhh. Hvor jeg bare glæder mig. 

Fra han sagde, at nu skal det være, så kan man virkelig mærke en ændring i forholdet. Det er meget mere afslappet og kærligt end det tidligere har været. Der har jo været en del spændinger fordi jeg har været så skruk  Men det er jo het væk nu. 

En negativ ting er dog, at de fleste i vores famiier tror at vi snart går igang. Vi ved ikke hvor de har den opfattelse fra. Men det er lidt træls, da man håbede at kunne fortælle dem uden "hvad sagde vi"-stemningen kom. 

Andre der har/har haft mange tanker i forbindelse med opstart af PB?

 

Ville ikke så meget med min tråd andet end, at dele min glæde. Og evt. høre om jeres tanker i forbindelse med PB 

Slet ingen der har erfaring eller tanker at dele? 

Ja ved det er svært men hvis i kan så slap af og nyd en masse sex og ikke altid tænk på nu laver vi baby nu skal vi teste osv.. det er mig der har det sådan personligt. jeg er meget afslappet omkring tingene og var virkelig overrasket da jeg blev gravid fordi jeg troede slet ikke jeg bare blev det troede jeg min skulle gå 1-5år ved ikke hvorfor jeg havde det sådan..

jo mere afslappet i er omkring det jo mere alm hverdag får i jo også

men hvor bliver det super super spænde

B&J skriver:

Ja ved det er svært men hvis i kan så slap af og nyd en masse sex og ikke altid tænk på nu laver vi baby nu skal vi teste osv.. det er mig der har det sådan personligt. jeg er meget afslappet omkring tingene og var virkelig overrasket da jeg blev gravid fordi jeg troede slet ikke jeg bare blev det troede jeg min skulle gå 1-5år ved ikke hvorfor jeg havde det sådan..

jo mere afslappet i er omkring det jo mere alm hverdag får i jo også

men hvor bliver det super super spænde

Det tror jeg også vi kommer til. Altså at slappe af og nyde en masse god sex JA man kan jo altid undre sig over hvor lang tid der går inden den er der. 

Ja det bliver mega spændende. 

Anonym skriver:

Det tror jeg også vi kommer til. Altså at slappe af og nyde en masse god sex JA man kan jo altid undre sig over hvor lang tid der går inden den er der. 

Ja det bliver mega spændende. 

 

jaa for det ved man jo slet ikke

B&J skriver:

jaa for det ved man jo slet ikke

Nej. Men bare man vidste det

Tillykke (kan man vel godt sige?) Det er bare dejligt, når man endelig er enige om, at tidspunktet er rigtigt - selvom det her var ham, der måtte vente på det

Vi har prøvet lidt over et halvt år nu, og selvom man hver måned håber og tror, så har jeg stadig "usikre" tanker, som du kalder dem. Jeg har lært at acceptere dem, for jeg tror egentlig, at de fleste har dem, på et eller andet plan. Det er jo en stor omvæltning i livet, så det er vel helt naturligt at være lidt usikker.

Jeg har talt rigtig meget med min kæreste om det, da jeg særligt er bange for at ende som enlig mor. Han har forsikret mig om, at han altid vil være der for sit/sine børn, ligemeget hvordan vores forhold udvikler sig.

Der er selvfølgelig også tankerne om, om man er god nok, bliver en god mor, kan klare det, osv. Men mon ikke det kommer helt naturligt, når man står der, med sit barn i armene? Vi er jo lavet til at få børn og med lidt sund fornuft, skal det nok gå. Det tror jeg i hvert fald på

Attituden fra familien kan jeg godt nikke genkendende til. Hans familie spørger til, hvornår der kommer en lille én på trods af, at vi ikke har fortalt dem, at vi prøver. Vi har ikke fortalt det, da vi (jeg) netop ikke ønsker, at de spørger og presser på på den måde 

Hold da op, det blev lidt langt med en masse ævl, men håber alligevel, du fik lidt ud af det

Charliepar skriver:

Tillykke (kan man vel godt sige?) Det er bare dejligt, når man endelig er enige om, at tidspunktet er rigtigt - selvom det her var ham, der måtte vente på det

Vi har prøvet lidt over et halvt år nu, og selvom man hver måned håber og tror, så har jeg stadig "usikre" tanker, som du kalder dem. Jeg har lært at acceptere dem, for jeg tror egentlig, at de fleste har dem, på et eller andet plan. Det er jo en stor omvæltning i livet, så det er vel helt naturligt at være lidt usikker.

Jeg har talt rigtig meget med min kæreste om det, da jeg særligt er bange for at ende som enlig mor. Han har forsikret mig om, at han altid vil være der for sit/sine børn, ligemeget hvordan vores forhold udvikler sig.

Der er selvfølgelig også tankerne om, om man er god nok, bliver en god mor, kan klare det, osv. Men mon ikke det kommer helt naturligt, når man står der, med sit barn i armene? Vi er jo lavet til at få børn og med lidt sund fornuft, skal det nok gå. Det tror jeg i hvert fald på

Attituden fra familien kan jeg godt nikke genkendende til. Hans familie spørger til, hvornår der kommer en lille én på trods af, at vi ikke har fortalt dem, at vi prøver. Vi har ikke fortalt det, da vi (jeg) netop ikke ønsker, at de spørger og presser på på den måde 

Hold da op, det blev lidt langt med en masse ævl, men håber alligevel, du fik lidt ud af det

Tak 

Ja det skønt. Her har jeg ventert, og så var det faktisk ham der måtte vente til sidst 

Det tror jeg du har helt ret i. Derfor er det også rart måske at se/høre, hvad andre har tænkt. 

Det er da skøn at have det i baghovedet. 

Nej det også vildt træls. Hader når familien presser sig på, hvad det angår :/

Det gjorde jeg ihvertfald. Mange tak for det 

Anonym skriver:

Tak 

Ja det skønt. Her har jeg ventert, og så var det faktisk ham der måtte vente til sidst 

Det tror jeg du har helt ret i. Derfor er det også rart måske at se/høre, hvad andre har tænkt. 

Det er da skøn at have det i baghovedet. 

Nej det også vildt træls. Hader når familien presser sig på, hvad det angår :/

Det gjorde jeg ihvertfald. Mange tak for det 

Det er jeg glad for 

Held og lykke med det hele!

Anonym skriver:

Hej i dejlige baby-brugere

Har lige brug for at dele min glæde. 

Om lidt over en uge går jeg fra at høre til gruppen "skruk" til, at høre under gruppen "prøver at blive gravid". 

Dette har jeg ventet på i ca. 2½ år nu.  Og hvor er det bare befriende at man endelig snart kan gå igang. 

Men samtidig er der en masse "usikre" tanker. Kan man nu holde til det psykisk? Er man nu god nok? Hvordan påvirker det forholdet? Osv. 

Ja puha. Der er en del tanker. Men hvis man sætter plussser/positive tanker op mod minuser/negative tanker, så er det helt klart de positive ting der vinder. Uhh. Hvor jeg bare glæder mig. 

Fra han sagde, at nu skal det være, så kan man virkelig mærke en ændring i forholdet. Det er meget mere afslappet og kærligt end det tidligere har været. Der har jo været en del spændinger fordi jeg har været så skruk  Men det er jo het væk nu. 

En negativ ting er dog, at de fleste i vores famiier tror at vi snart går igang. Vi ved ikke hvor de har den opfattelse fra. Men det er lidt træls, da man håbede at kunne fortælle dem uden "hvad sagde vi"-stemningen kom. 

Andre der har/har haft mange tanker i forbindelse med opstart af PB?

 

Ville ikke så meget med min tråd andet end, at dele min glæde. Og evt. høre om jeres tanker i forbindelse med PB 

Jeg havde også været skruk i mange år inden kæresten blev klar og kender godt alle de tanker med at være god nok, hvordan det bliver osv.

Nu er vi i gang med at lave nr. 2 og der kommer igen usikkerheder. For hvordan takler vi to børn, bliver nr. 2 lige så nem som sin søster osv. Så jeg tror bare det hører med 

Vi havde været kærester i 6 år, da jeg blev gravid og var begge 27 år, så der var mange i min (og hans) familie + venner, der længe havde spurgt, hvornår det skulle være - hvor vi bare havde benægtet alt og sagt, at vi ikke var klar. De blev faktisk alle meget overraskede og glade, da de fik nyheden og der kom ikke et eneste "hvad sagde vi" 

Vi er begyndt at få et par kommentarer fra andre, om det snart er ved at være tid til nr. 2, men det rører mig ikke 

Held og lykke med det hele