At gøre forskel på sine børn.....

Jeg skriver det her indlæg indlæg for at for råd og luft..

Jeg er den yngste af os tre søskende med en på 27 og en på 24 og mig på 20..

Vi er vidt forskellige og har faktisk stortset intet tilfælles.
x på 27 er bartender og arbejder en del.
x på 24 er udd. designer og er en rigtig lille kloge åge
og så mig med min 9 kl og et barn.

Min mor og jeg bor i samme by men alligevel kommer hun aldrig lige forbi uden der er en grund.
Hvor hun hele tiden ses med min søster og tager ud og shopper med hende, rejser osv. ( det skal ikke lyde som om jeg er en misundelig møgunge) men føler mig rigtig meget glemt.
- min mor har for første gang fået en kæreste efter brudet med min far da jeg var 10 år. Hvilket jo er rigtig dejligt, MEN det er som om han allerede nu kigger underligt på mig. har mødt ham 1 gang.

Jeg tænker en dag jeg vil gøre noget ved det og ringer så til min søster for at spørger om vi ikke skal gå en aften tur eller noget andet bare for at lave lidt. Men hun sidder så åbenbart over ved min mors kæreste sammen med min mor. ( så skrid med dig agtigt)

Jeg er så bund ulykkelig over at jeg næsten en familie har og så vi er så forskellige..

Jeg kan simpelhent ikke tyde min mor hun elsker vores barn 100% men alligevel kan hun aldrig passe x det skal virkelig planlægges og jeg skal helst noget vigtig. for jeg skal da endelig ikke have bare en lille smugle alenetid..


Det skal lige siges når vi endelig er sammen hygger vi os. ( så længe min mor ikke skal køre mig og søster opmod hinanden..

Anonym skriver:

Jeg skriver det her indlæg indlæg for at for råd og luft..

Jeg er den yngste af os tre søskende med en på 27 og en på 24 og mig på 20..

Vi er vidt forskellige og har faktisk stortset intet tilfælles.
x på 27 er bartender og arbejder en del.
x på 24 er udd. designer og er en rigtig lille kloge åge
og så mig med min 9 kl og et barn.

Min mor og jeg bor i samme by men alligevel kommer hun aldrig lige forbi uden der er en grund.
Hvor hun hele tiden ses med min søster og tager ud og shopper med hende, rejser osv. ( det skal ikke lyde som om jeg er en misundelig møgunge) men føler mig rigtig meget glemt.
- min mor har for første gang fået en kæreste efter brudet med min far da jeg var 10 år. Hvilket jo er rigtig dejligt, MEN det er som om han allerede nu kigger underligt på mig. har mødt ham 1 gang.

Jeg tænker en dag jeg vil gøre noget ved det og ringer så til min søster for at spørger om vi ikke skal gå en aften tur eller noget andet bare for at lave lidt. Men hun sidder så åbenbart over ved min mors kæreste sammen med min mor. ( så skrid med dig agtigt)

Jeg er så bund ulykkelig over at jeg næsten en familie har og så vi er så forskellige..

Jeg kan simpelhent ikke tyde min mor hun elsker vores barn 100% men alligevel kan hun aldrig passe x det skal virkelig planlægges og jeg skal helst noget vigtig. for jeg skal da endelig ikke have bare en lille smugle alenetid..


Det skal lige siges når vi endelig er sammen hygger vi os. ( så længe min mor ikke skal køre mig og søster opmod hinanden..

jeg kender det alt for godt, 2 søskende,

 

bror på 26, gift og 1 barn, begge to lever drømme livet med hmm røven fuld af penge, 2 biler eget hus, og arbejde.

min søster på 19, igang med uddannelse, færdig til efteråret

og så mig på 24 med 2 drenge og gravid med tvillinger, har godt nok uddannelse, men bor til leje, og bor ikke sammen med kæresten, udover det er mine 2 dejlige drenge fra tidligere forhold med en mand der ikke vil se dem.

 

min mor kommer heller aldrig bare for at snakke desværre, og når hun kommer er det mest for at kritisere mig eller min måde at gøre tingene på.

 

min bror er i hendes øjne i og ååh så skøn, gør aldrig noget forkert, og de lever livet som dans på roser.  de snakker sammen hver dag, og når hun så kommer over til mig skal jeg så høre på hvor fantastisk de har det. og "savner" virkelig at kunne snakke med min mor om ting som jeg kunne have brug for istedet for at kun høre på hmm lort, og høre hvor fantastisk de andre har det.

da jeg fortalte jeg var gravid var det første hun sagde " jeg passer fanme ikke flere børn" og fik det til at lyde som om hun altid passede mine drenge, jeg var alene med dem i et år, og på det år havde hun dem måske en gang i månede, eller hvis jeg skulle til kurser med min udd. som også lagde i weekenderne.

 

tror desværre bare ikke mødre tænker over hvor meget det egentligt såre, men at de i sidste ende kun prøver at hjælpe os.

og tror desværre også de har lidt svært ved at takle det med at vi flytter hjemmefra og har vores eget liv i en ung alder, jeg har selv boet ude siden jeg var 18, hvorimod min søster på 19 stadig bor hjemme, aldrig har haft en kæreste, og egentligt ikke virker til at overveje at flytte, men hvor min bror f.eks. jo er det ældre og har boet ude længere tid, så min mor måske har haft længere tid til at "vende" sig til det. så tror for at være helt ærlig ikke de gør det bevist, men med tankerne om at vi ikke er "deres" på samme måde som for 10 år siden

 

 

DianaRJS skriver:

jeg kender det alt for godt, 2 søskende,

 

bror på 26, gift og 1 barn, begge to lever drømme livet med hmm røven fuld af penge, 2 biler eget hus, og arbejde.

min søster på 19, igang med uddannelse, færdig til efteråret

og så mig på 24 med 2 drenge og gravid med tvillinger, har godt nok uddannelse, men bor til leje, og bor ikke sammen med kæresten, udover det er mine 2 dejlige drenge fra tidligere forhold med en mand der ikke vil se dem.

 

min mor kommer heller aldrig bare for at snakke desværre, og når hun kommer er det mest for at kritisere mig eller min måde at gøre tingene på.

 

min bror er i hendes øjne i og ååh så skøn, gør aldrig noget forkert, og de lever livet som dans på roser.  de snakker sammen hver dag, og når hun så kommer over til mig skal jeg så høre på hvor fantastisk de har det. og "savner" virkelig at kunne snakke med min mor om ting som jeg kunne have brug for istedet for at kun høre på hmm lort, og høre hvor fantastisk de andre har det.

da jeg fortalte jeg var gravid var det første hun sagde " jeg passer fanme ikke flere børn" og fik det til at lyde som om hun altid passede mine drenge, jeg var alene med dem i et år, og på det år havde hun dem måske en gang i månede, eller hvis jeg skulle til kurser med min udd. som også lagde i weekenderne.

 

tror desværre bare ikke mødre tænker over hvor meget det egentligt såre, men at de i sidste ende kun prøver at hjælpe os.

og tror desværre også de har lidt svært ved at takle det med at vi flytter hjemmefra og har vores eget liv i en ung alder, jeg har selv boet ude siden jeg var 18, hvorimod min søster på 19 stadig bor hjemme, aldrig har haft en kæreste, og egentligt ikke virker til at overveje at flytte, men hvor min bror f.eks. jo er det ældre og har boet ude længere tid, så min mor måske har haft længere tid til at "vende" sig til det. så tror for at være helt ærlig ikke de gør det bevist, men med tankerne om at vi ikke er "deres" på samme måde som for 10 år siden

 

 

Det kan godt være det er der den trykker..

- tør slet ikk e fortælle vi skal have baby nummer to..

- Min mor har selv sagt engang hun ikke bekymre sig for mig, jeg har jo altid klaret mig selv.. hvor hun er pisse nervøs hvis min bror fx er i kbh.

Jamen tusind tak da..

jeg er træt af at en veninde har en større plads og ved mere end ens egne familie..

Anonym skriver:

Det kan godt være det er der den trykker..

- tør slet ikk e fortælle vi skal have baby nummer to..

- Min mor har selv sagt engang hun ikke bekymre sig for mig, jeg har jo altid klaret mig selv.. hvor hun er pisse nervøs hvis min bror fx er i kbh.

Jamen tusind tak da..

jeg er træt af at en veninde har en større plads og ved mere end ens egne familie..

at din mor ikke bekymre sig fordi hun ved du kan klare dig selv, tror jeg måske du skal prøve at vende til det positive ved godt det ikke lyder positivt når det lige kommer, men med overvejelser er det jo også fordi hun nok et eller andet sted ved hun ikke behøver at bekymre sig om du kan klare dig, fordi at du faktisk kan

 

men nej den der med at fortælle man venter flere børn når man har de problemer som der nu er, kender jeg godt.

 

jeg er i uge 14 nu, og har stadig ikke fortalt andre end min mor og far det og så de venner der står mig tættest.

 

frygter sådan reaktionen fra min brors, mormor/morfar og bedstemorside, at jeg nærmest bare er blevet ved med at trække det ud, i frygt for hvad de nu vil sige

DianaRJS skriver:

at din mor ikke bekymre sig fordi hun ved du kan klare dig selv, tror jeg måske du skal prøve at vende til det positive ved godt det ikke lyder positivt når det lige kommer, men med overvejelser er det jo også fordi hun nok et eller andet sted ved hun ikke behøver at bekymre sig om du kan klare dig, fordi at du faktisk kan

 

men nej den der med at fortælle man venter flere børn når man har de problemer som der nu er, kender jeg godt.

 

jeg er i uge 14 nu, og har stadig ikke fortalt andre end min mor og far det og så de venner der står mig tættest.

 

frygter sådan reaktionen fra min brors, mormor/morfar og bedstemorside, at jeg nærmest bare er blevet ved med at trække det ud, i frygt for hvad de nu vil sige

Helt sikkert derfor. men hun ringer aldrig og spørger om der er sket noget nyt eller om jeg har det godt osv.
- hun har de sidste to gange vi har ses ikke svaret mig hvis jeg har sagt noget. sådan plejer hun aldrig at være..

- jeg frygter det virkelig også ved slet ikke hvordan jeg skal gøre det. så INGEN ved noget. er godt nok også kun 9 uger henne

Hej 

Sikke en kedelig situation. Jeg har ikke selv haft den med mine forældre, men med min svigerfar. Min mand er den ældste af to og vi har også ejet hus, to biler arbejde begge to og to børn. Min mands lillebror har også et barn, bor til leje (flytter ca 1 gang om året), får en ny kæreste hver 2-3 år og han bliver altid behandlet som om han ikke selv kan klare sig.

Vi har altid bare ladet stå til, da det er lillebroren som får al hjælpen og opmærksomheden. MEN efter vi har fået børn går det ud over dem, de vil jo gerne se bedstefar. Så vi har lige taget en snak om hvad vi forventer af hinanden og hvad vi føler når ikke vi får nogen hjælp og opmærksomhed. For selvom vi har et dejligt liv har vi jo stadig brug for hjælp og opmærksomhed fra vores forældre (vi er jo trods alt stadig deres børn).

Mit forslag er at tage en snak med din mor og få lagt kortenen på bordet. (Det er vildt hårdt og jeg rystede hele dagen inden vi fik renset luften)

æv sikke en træls situation  Jeg synes at du skal få taget en snak med din mor og lagt kortene på bordet. Det er nok i sidste ende det der hjælper. 

Jeg kender også til at være den søskende i familien som mor og far ved "sagtens kan klare sig selv" og som de derfor ikke skal være bekymret for. Det er da noget positivt at de opfatter os som nogle der bare selv kan klare ærterne. Men det betyder jo ikke at man ikke også har brug for at snakke om ting der er svære ind i mellem og at det også er rart at blive spurgt til hvordan det går. 

I min familie får min lillebror alt bekymringen og opmærksomheden - men tror ærligt talt også nogle gange forældrene gør det barn som får alt opmærksomheden en bjørnetjeneste. Altså man skal jo også lære at klare sig selv uden specielle hensyn hele tiden. Men ja er da sikker på at der ikke er nogle forældre der gør forskel med vilje.

 

Min mor er så ikke helt på samme måde, vi hygger os og har det altid godt sammen når vi er sammen osv.

Men hun kommer også sjældent forbi her, hun køre endda aviser for min bror til VORES postkasse, men hun kommer aldrig ind og banker på, hvis jeg skal være heldig at snakke med hende, så skal jeg stå udenfor når hun kommer.

Hun gør også en del forskel på os børn, jeg ved godt jeg er den eneste der ikke bor hjemme, men alligevel. Da jeg boede hjemme kunne jeg nærmest aldrig blive kørt nogen steder, jeg skulle ALTID tage bussen (vi boede ude på landet). Nu, hvor min søster er på privat skole (hun gjorde det også lidt før) køre min mor hende ALTID, for hun skal da have lov at være sammen med sine venner, og ja, det skal hun, men man kan altså ikke gøre den forskel! Jeg skulle da også have lov at være sammen med mine venner, og det var da ikke mig der havde valgt at bo langt ude på landet hvor bussen aldrig køre.

Lige den ting er måske småting, men ja, jeg er nok misundelig over det. Jeg havde ikke mange venner og det gjorde det da absolut ikke bedre at jeg ikke kunne besøge dem, og nu gør min mor så noget andet med min søster.

Anonym skriver:

Jeg skriver det her indlæg indlæg for at for råd og luft..

Jeg er den yngste af os tre søskende med en på 27 og en på 24 og mig på 20..

Vi er vidt forskellige og har faktisk stortset intet tilfælles.
x på 27 er bartender og arbejder en del.
x på 24 er udd. designer og er en rigtig lille kloge åge
og så mig med min 9 kl og et barn.

Min mor og jeg bor i samme by men alligevel kommer hun aldrig lige forbi uden der er en grund.
Hvor hun hele tiden ses med min søster og tager ud og shopper med hende, rejser osv. ( det skal ikke lyde som om jeg er en misundelig møgunge) men føler mig rigtig meget glemt.
- min mor har for første gang fået en kæreste efter brudet med min far da jeg var 10 år. Hvilket jo er rigtig dejligt, MEN det er som om han allerede nu kigger underligt på mig. har mødt ham 1 gang.

Jeg tænker en dag jeg vil gøre noget ved det og ringer så til min søster for at spørger om vi ikke skal gå en aften tur eller noget andet bare for at lave lidt. Men hun sidder så åbenbart over ved min mors kæreste sammen med min mor. ( så skrid med dig agtigt)

Jeg er så bund ulykkelig over at jeg næsten en familie har og så vi er så forskellige..

Jeg kan simpelhent ikke tyde min mor hun elsker vores barn 100% men alligevel kan hun aldrig passe x det skal virkelig planlægges og jeg skal helst noget vigtig. for jeg skal da endelig ikke have bare en lille smugle alenetid..


Det skal lige siges når vi endelig er sammen hygger vi os. ( så længe min mor ikke skal køre mig og søster opmod hinanden..

Min mor og jeg har bestemt heller ikke det samme forhold som min og og søster, men modsat dig er jeg faktisk helt ok med det. Min mor og søster har bare en rigtig god kemi, som min mor og jeg ikke har. Jeg tænker ikke, at hun elsker mig og mit barn mindre af den grund, men min søster og jeg er jo forskellige, så at vi skulle have det samme forhold til et andet menneske, er for mig en umulig tanke. At man elsker sine børn lige højt, er jo ikke ensbetydende med, at man skal have det samme forhold til dem.

Tror du skal passe meget på med ikke at projektere din egen usikkerhed over på din mor og hendes kæreste. Du er ikke mindre værd, fordi du ikke har den samme uddannelse og lign. Du lyder faktisk som om, DU tror det om dig selv. Og hvis man tror det selv, ja så er man hurtig til at tro andre også gør det........Ved ikke om det er sådan det forholder sig, men det var måske værd at tænke over. Uanset hvad skulle du nok tage en snak med din mor(uden at være anklagende), så du kan komme videre og forhåbentlig få det lidt bedre

Anonym skriver:

Jeg skriver det her indlæg indlæg for at for råd og luft..

Jeg er den yngste af os tre søskende med en på 27 og en på 24 og mig på 20..

Vi er vidt forskellige og har faktisk stortset intet tilfælles.
x på 27 er bartender og arbejder en del.
x på 24 er udd. designer og er en rigtig lille kloge åge
og så mig med min 9 kl og et barn.

Min mor og jeg bor i samme by men alligevel kommer hun aldrig lige forbi uden der er en grund.
Hvor hun hele tiden ses med min søster og tager ud og shopper med hende, rejser osv. ( det skal ikke lyde som om jeg er en misundelig møgunge) men føler mig rigtig meget glemt.
- min mor har for første gang fået en kæreste efter brudet med min far da jeg var 10 år. Hvilket jo er rigtig dejligt, MEN det er som om han allerede nu kigger underligt på mig. har mødt ham 1 gang.

Jeg tænker en dag jeg vil gøre noget ved det og ringer så til min søster for at spørger om vi ikke skal gå en aften tur eller noget andet bare for at lave lidt. Men hun sidder så åbenbart over ved min mors kæreste sammen med min mor. ( så skrid med dig agtigt)

Jeg er så bund ulykkelig over at jeg næsten en familie har og så vi er så forskellige..

Jeg kan simpelhent ikke tyde min mor hun elsker vores barn 100% men alligevel kan hun aldrig passe x det skal virkelig planlægges og jeg skal helst noget vigtig. for jeg skal da endelig ikke have bare en lille smugle alenetid..


Det skal lige siges når vi endelig er sammen hygger vi os. ( så længe min mor ikke skal køre mig og søster opmod hinanden..

Kender det til dels . vi er 5 søskende og syntes også min mor gør forskel. Det kan være rigtig fustrende men prøver ikke at lade det gå mig på. Jeg har ikke den store kontakt med min familie, da jeg netop ikke orker den forskelsbehandling . Min mormor gør det samme både på egne børn og os børnebørn ( oldebørn )