Er jeg den onde?

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet om, om det egentlig er mig der har været den tarvelige, og ja den 'onde' i hele den situation jeg stod i da jeg for ca 1,5 år siden stod og var gravid.. 

Det forholdte sig sådan at jeg og min datters Far ikke var kærester da jeg gik hen og blev gravid. Jeg havde kendt ham gennem et år, men dog ikke på den måde.. Vi var fulde og det endte i noget der nok aldrig burde være sket.. Der gik kun 2-3 uger efter, at jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Jeg var 18, og F var 28. Jeg havde 6 mdr tilbage af det gymnasie jeg gik på, og jeg blev synderknust da jeg så testen, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg holdt op med at ville have børn da jeg var 10 - men der skete et eller andet i mit hovede da jeg så den positive graviditets test, og da jeg læste i bøger, da sagde at der allerede skulle være hjerteslag i slutningen af 3. uge. Jeg valgte at jeg ville et smut til lægen, før jeg fortalte F noget. Der gik en uge før lægen ville give mig en tid, og ville ikke engang teste mig. Fik bare nærmest afvide at jeg ikke havde andet valg end at sluge 3 piller, og så var det væk. Det gjorde mig endnu mere ked af jeg, og endnu mere forvirret om hvad jeg skule gøre.. Jeg besluttede mig for at skrive til F og sige vi lige skulle mødes - ville fortælle ham hvordan og hvorledes ansigt til ansigt. Han lurede ret hurtigt hvad det var jeg ville snakke med ham om, og derefter kom der bare undskyldning på undskyldning for hvorfor han ikke havde tid de forskellige dage til at mødes med mig. 
Min mor har haft en spontan abort, hvor hun i lang tid efter måtte tage ferie fra sit arbejde pga depression. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig - især når jeg nu var så tæt på at få studenterhuen på! Hver gang jeg overvejede tanken om abort brød jeg i tårer, og kunne slet ikke forholde mig til situationen, og det lille hjerte der bankede inden i mig.. Og hvis jeg allerede havde det sådan før jeg havde gjort noget, hvordan ville det så ikke være hvis jeg faktisk fuldførte aborten?? Men jeg besluttede ihvertfald at beholde det barn jeg nu bar på. Da jeg fortalte F dette, fik jeg den store svintur, hvor jeg bla både blev kaldt klam og egoistisk - og ja mit valg var nok egoistisk, men han nægtede jo selv at tage del i beslutningen.. 
Min datter er idag 10,5 mdr og jeg har ikke set F siden jeg blev gravid, og jeg har ikke snakket med ham siden siden min datter (I) var 2,5 måned. han svingede lidt gennem graviditeten om hvad han ville, og spurgte af og til ind til skanningerne osv, men det blev aldrig til mere end det. vi skændtes konstant og kunne ikke snakke sammen.. Vi aftalte at han skulle tage en beslutning før I blev født. Hun blev så født 2 mdr for tidligt, hvor han igen viste interesse, men dukkede aldrig op på hospitalet.. Han sagde senere at han ikke ville have noget med hende at gøre. fint - sådan var det jo. Da hun så var de 2,5 måned ville han pludselig til at se hende - jeg gjorde ham opmærksom på vores aftale, med valgte alligevel at sige at han godt kunne se hende, han skulle bare finde en dag - så skete der aldrig noget siden, og har ikke hørt et ord fra ham efter. Hans familie ved ikke noget, og det har jeg det lidt underligt med - men det jo hans valg. 

Men så er det min tvivl kommer frem i ny og næ.. Har jeg været den onde her, i og med at jeg traf den beslutning jeg nu gjorde? Jeg er ikke i tvivl om mit valg, fra min side af - havde jeg fået en abort var jeg med 95% sikkerhed enten blevet smidt ud af skolen, eller selv droppet ud. Jeg er rigtig stolt over at jeg klarede min eksamener og fik huen på, trods graviditeten og al problematikken omkring det.. Jeg elsker min datter, og kunne ikke forestille mig at være foruden hende.. Er sikker på jeg konstant ville gå med tanken om "hvad nu hvis.." og "ih nu skulle hun kunne det, og det" osv osv - men alligevel føler jeg mig lidt som et svin overfor F, fordi jeg måske har gjort hans liv lidt mere kompliceret end han ville ønske det? Men hvad siger i? Hører gerne fra begge køn

Syntes da det lyder til at du traf det rigtig valg! Og gav ham mange chancer for først at være en del af beslutningen og sener, være en del af datterens liv. Han har så også selv valgt ik at deltage i nogen af delene. Vh stine

Der er ikke nogen af jer der er onde. Du har taget et valg, der i samme omgang har frataget ham sit. Det er meget egoistisk, men det lader til at du er dig det bevidst, og det synes jeg er flot.

Michelle&Isabell skriver:

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet om, om det egentlig er mig der har været den tarvelige, og ja den 'onde' i hele den situation jeg stod i da jeg for ca 1,5 år siden stod og var gravid.. 

Det forholdte sig sådan at jeg og min datters Far ikke var kærester da jeg gik hen og blev gravid. Jeg havde kendt ham gennem et år, men dog ikke på den måde.. Vi var fulde og det endte i noget der nok aldrig burde være sket.. Der gik kun 2-3 uger efter, at jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Jeg var 18, og F var 28. Jeg havde 6 mdr tilbage af det gymnasie jeg gik på, og jeg blev synderknust da jeg så testen, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg holdt op med at ville have børn da jeg var 10 - men der skete et eller andet i mit hovede da jeg så den positive graviditets test, og da jeg læste i bøger, da sagde at der allerede skulle være hjerteslag i slutningen af 3. uge. Jeg valgte at jeg ville et smut til lægen, før jeg fortalte F noget. Der gik en uge før lægen ville give mig en tid, og ville ikke engang teste mig. Fik bare nærmest afvide at jeg ikke havde andet valg end at sluge 3 piller, og så var det væk. Det gjorde mig endnu mere ked af jeg, og endnu mere forvirret om hvad jeg skule gøre.. Jeg besluttede mig for at skrive til F og sige vi lige skulle mødes - ville fortælle ham hvordan og hvorledes ansigt til ansigt. Han lurede ret hurtigt hvad det var jeg ville snakke med ham om, og derefter kom der bare undskyldning på undskyldning for hvorfor han ikke havde tid de forskellige dage til at mødes med mig. 
Min mor har haft en spontan abort, hvor hun i lang tid efter måtte tage ferie fra sit arbejde pga depression. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig - især når jeg nu var så tæt på at få studenterhuen på! Hver gang jeg overvejede tanken om abort brød jeg i tårer, og kunne slet ikke forholde mig til situationen, og det lille hjerte der bankede inden i mig.. Og hvis jeg allerede havde det sådan før jeg havde gjort noget, hvordan ville det så ikke være hvis jeg faktisk fuldførte aborten?? Men jeg besluttede ihvertfald at beholde det barn jeg nu bar på. Da jeg fortalte F dette, fik jeg den store svintur, hvor jeg bla både blev kaldt klam og egoistisk - og ja mit valg var nok egoistisk, men han nægtede jo selv at tage del i beslutningen.. 
Min datter er idag 10,5 mdr og jeg har ikke set F siden jeg blev gravid, og jeg har ikke snakket med ham siden siden min datter (I) var 2,5 måned. han svingede lidt gennem graviditeten om hvad han ville, og spurgte af og til ind til skanningerne osv, men det blev aldrig til mere end det. vi skændtes konstant og kunne ikke snakke sammen.. Vi aftalte at han skulle tage en beslutning før I blev født. Hun blev så født 2 mdr for tidligt, hvor han igen viste interesse, men dukkede aldrig op på hospitalet.. Han sagde senere at han ikke ville have noget med hende at gøre. fint - sådan var det jo. Da hun så var de 2,5 måned ville han pludselig til at se hende - jeg gjorde ham opmærksom på vores aftale, med valgte alligevel at sige at han godt kunne se hende, han skulle bare finde en dag - så skete der aldrig noget siden, og har ikke hørt et ord fra ham efter. Hans familie ved ikke noget, og det har jeg det lidt underligt med - men det jo hans valg. 

Men så er det min tvivl kommer frem i ny og næ.. Har jeg været den onde her, i og med at jeg traf den beslutning jeg nu gjorde? Jeg er ikke i tvivl om mit valg, fra min side af - havde jeg fået en abort var jeg med 95% sikkerhed enten blevet smidt ud af skolen, eller selv droppet ud. Jeg er rigtig stolt over at jeg klarede min eksamener og fik huen på, trods graviditeten og al problematikken omkring det.. Jeg elsker min datter, og kunne ikke forestille mig at være foruden hende.. Er sikker på jeg konstant ville gå med tanken om "hvad nu hvis.." og "ih nu skulle hun kunne det, og det" osv osv - men alligevel føler jeg mig lidt som et svin overfor F, fordi jeg måske har gjort hans liv lidt mere kompliceret end han ville ønske det? Men hvad siger i? Hører gerne fra begge køn

I mine øjne har du jo tænkt på alt, hele vejen rundt og taget en beslutning. Jeg vil derfor ikke kalde dig egoistisk. Nu ved jeg ikke hvordan i blev gravide, men igen er der forskel for mig, hvordan. Altså det lyder jo ikke som om du snød ham, men at han derfor vidste hvad der kunne ske.

Jeg synes du lyder som en sej pige som står ved dine beslutninger. Og det er det der er vigtigst!!!

Michelle&Isabell skriver:

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet om, om det egentlig er mig der har været den tarvelige, og ja den 'onde' i hele den situation jeg stod i da jeg for ca 1,5 år siden stod og var gravid.. 

Det forholdte sig sådan at jeg og min datters Far ikke var kærester da jeg gik hen og blev gravid. Jeg havde kendt ham gennem et år, men dog ikke på den måde.. Vi var fulde og det endte i noget der nok aldrig burde være sket.. Der gik kun 2-3 uger efter, at jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Jeg var 18, og F var 28. Jeg havde 6 mdr tilbage af det gymnasie jeg gik på, og jeg blev synderknust da jeg så testen, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg holdt op med at ville have børn da jeg var 10 - men der skete et eller andet i mit hovede da jeg så den positive graviditets test, og da jeg læste i bøger, da sagde at der allerede skulle være hjerteslag i slutningen af 3. uge. Jeg valgte at jeg ville et smut til lægen, før jeg fortalte F noget. Der gik en uge før lægen ville give mig en tid, og ville ikke engang teste mig. Fik bare nærmest afvide at jeg ikke havde andet valg end at sluge 3 piller, og så var det væk. Det gjorde mig endnu mere ked af jeg, og endnu mere forvirret om hvad jeg skule gøre.. Jeg besluttede mig for at skrive til F og sige vi lige skulle mødes - ville fortælle ham hvordan og hvorledes ansigt til ansigt. Han lurede ret hurtigt hvad det var jeg ville snakke med ham om, og derefter kom der bare undskyldning på undskyldning for hvorfor han ikke havde tid de forskellige dage til at mødes med mig. 
Min mor har haft en spontan abort, hvor hun i lang tid efter måtte tage ferie fra sit arbejde pga depression. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig - især når jeg nu var så tæt på at få studenterhuen på! Hver gang jeg overvejede tanken om abort brød jeg i tårer, og kunne slet ikke forholde mig til situationen, og det lille hjerte der bankede inden i mig.. Og hvis jeg allerede havde det sådan før jeg havde gjort noget, hvordan ville det så ikke være hvis jeg faktisk fuldførte aborten?? Men jeg besluttede ihvertfald at beholde det barn jeg nu bar på. Da jeg fortalte F dette, fik jeg den store svintur, hvor jeg bla både blev kaldt klam og egoistisk - og ja mit valg var nok egoistisk, men han nægtede jo selv at tage del i beslutningen.. 
Min datter er idag 10,5 mdr og jeg har ikke set F siden jeg blev gravid, og jeg har ikke snakket med ham siden siden min datter (I) var 2,5 måned. han svingede lidt gennem graviditeten om hvad han ville, og spurgte af og til ind til skanningerne osv, men det blev aldrig til mere end det. vi skændtes konstant og kunne ikke snakke sammen.. Vi aftalte at han skulle tage en beslutning før I blev født. Hun blev så født 2 mdr for tidligt, hvor han igen viste interesse, men dukkede aldrig op på hospitalet.. Han sagde senere at han ikke ville have noget med hende at gøre. fint - sådan var det jo. Da hun så var de 2,5 måned ville han pludselig til at se hende - jeg gjorde ham opmærksom på vores aftale, med valgte alligevel at sige at han godt kunne se hende, han skulle bare finde en dag - så skete der aldrig noget siden, og har ikke hørt et ord fra ham efter. Hans familie ved ikke noget, og det har jeg det lidt underligt med - men det jo hans valg. 

Men så er det min tvivl kommer frem i ny og næ.. Har jeg været den onde her, i og med at jeg traf den beslutning jeg nu gjorde? Jeg er ikke i tvivl om mit valg, fra min side af - havde jeg fået en abort var jeg med 95% sikkerhed enten blevet smidt ud af skolen, eller selv droppet ud. Jeg er rigtig stolt over at jeg klarede min eksamener og fik huen på, trods graviditeten og al problematikken omkring det.. Jeg elsker min datter, og kunne ikke forestille mig at være foruden hende.. Er sikker på jeg konstant ville gå med tanken om "hvad nu hvis.." og "ih nu skulle hun kunne det, og det" osv osv - men alligevel føler jeg mig lidt som et svin overfor F, fordi jeg måske har gjort hans liv lidt mere kompliceret end han ville ønske det? Men hvad siger i? Hører gerne fra begge køn

jeg synes du har taget det valg der var rigtigt for dig og det kan ingen fortænke dig i.

det var dig der skulle udsættes for abort og når dit hjerte bankede for den lille var det det rigtige du gjorde.

ja det er tidligt og ja det er altid ønske situationen at være to om det. men sådan gik det ikke denne gang.

kan godt forstå farens situation men du har holdt døren åben i det omfang han ønskede så du har gjort hvad du kunne. jeg havde truffet samme valg

sys ikke du er egoistisk eller ond..

det der skete skete og det var i to om... to som ikke ønskede det... altså ingen blev snydt, der skete et "uheld".

tog en beslutning og lod ham tage sin.

Hvis du havde tvunget ham til samvær eller gået bag hans ryg og fortalt hans familie det fordi du ville din datter fik en familie på faderens sige ville jeg sige du var egoistisk, men du har jo ladet ham beslutte hvad han ville og givet ham chancer selvom han ikke kunne beslutte sig.

det er selvfølgelig ikke optimalt, for dig eller ham, men man er to til at lave børn og du har ikke presset ham på nogen måde

Michelle&Isabell skriver:

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet om, om det egentlig er mig der har været den tarvelige, og ja den 'onde' i hele den situation jeg stod i da jeg for ca 1,5 år siden stod og var gravid.. 

Det forholdte sig sådan at jeg og min datters Far ikke var kærester da jeg gik hen og blev gravid. Jeg havde kendt ham gennem et år, men dog ikke på den måde.. Vi var fulde og det endte i noget der nok aldrig burde være sket.. Der gik kun 2-3 uger efter, at jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Jeg var 18, og F var 28. Jeg havde 6 mdr tilbage af det gymnasie jeg gik på, og jeg blev synderknust da jeg så testen, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg holdt op med at ville have børn da jeg var 10 - men der skete et eller andet i mit hovede da jeg så den positive graviditets test, og da jeg læste i bøger, da sagde at der allerede skulle være hjerteslag i slutningen af 3. uge. Jeg valgte at jeg ville et smut til lægen, før jeg fortalte F noget. Der gik en uge før lægen ville give mig en tid, og ville ikke engang teste mig. Fik bare nærmest afvide at jeg ikke havde andet valg end at sluge 3 piller, og så var det væk. Det gjorde mig endnu mere ked af jeg, og endnu mere forvirret om hvad jeg skule gøre.. Jeg besluttede mig for at skrive til F og sige vi lige skulle mødes - ville fortælle ham hvordan og hvorledes ansigt til ansigt. Han lurede ret hurtigt hvad det var jeg ville snakke med ham om, og derefter kom der bare undskyldning på undskyldning for hvorfor han ikke havde tid de forskellige dage til at mødes med mig. 
Min mor har haft en spontan abort, hvor hun i lang tid efter måtte tage ferie fra sit arbejde pga depression. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig - især når jeg nu var så tæt på at få studenterhuen på! Hver gang jeg overvejede tanken om abort brød jeg i tårer, og kunne slet ikke forholde mig til situationen, og det lille hjerte der bankede inden i mig.. Og hvis jeg allerede havde det sådan før jeg havde gjort noget, hvordan ville det så ikke være hvis jeg faktisk fuldførte aborten?? Men jeg besluttede ihvertfald at beholde det barn jeg nu bar på. Da jeg fortalte F dette, fik jeg den store svintur, hvor jeg bla både blev kaldt klam og egoistisk - og ja mit valg var nok egoistisk, men han nægtede jo selv at tage del i beslutningen.. 
Min datter er idag 10,5 mdr og jeg har ikke set F siden jeg blev gravid, og jeg har ikke snakket med ham siden siden min datter (I) var 2,5 måned. han svingede lidt gennem graviditeten om hvad han ville, og spurgte af og til ind til skanningerne osv, men det blev aldrig til mere end det. vi skændtes konstant og kunne ikke snakke sammen.. Vi aftalte at han skulle tage en beslutning før I blev født. Hun blev så født 2 mdr for tidligt, hvor han igen viste interesse, men dukkede aldrig op på hospitalet.. Han sagde senere at han ikke ville have noget med hende at gøre. fint - sådan var det jo. Da hun så var de 2,5 måned ville han pludselig til at se hende - jeg gjorde ham opmærksom på vores aftale, med valgte alligevel at sige at han godt kunne se hende, han skulle bare finde en dag - så skete der aldrig noget siden, og har ikke hørt et ord fra ham efter. Hans familie ved ikke noget, og det har jeg det lidt underligt med - men det jo hans valg. 

Men så er det min tvivl kommer frem i ny og næ.. Har jeg været den onde her, i og med at jeg traf den beslutning jeg nu gjorde? Jeg er ikke i tvivl om mit valg, fra min side af - havde jeg fået en abort var jeg med 95% sikkerhed enten blevet smidt ud af skolen, eller selv droppet ud. Jeg er rigtig stolt over at jeg klarede min eksamener og fik huen på, trods graviditeten og al problematikken omkring det.. Jeg elsker min datter, og kunne ikke forestille mig at være foruden hende.. Er sikker på jeg konstant ville gå med tanken om "hvad nu hvis.." og "ih nu skulle hun kunne det, og det" osv osv - men alligevel føler jeg mig lidt som et svin overfor F, fordi jeg måske har gjort hans liv lidt mere kompliceret end han ville ønske det? Men hvad siger i? Hører gerne fra begge køn

Som en anden skriver, betyder dit valg at du har frataget faderen, hans. Men når man er så grundlæggende uenige, så er der altid en der vil være "taberen".

Eftersom det er kvindens krop det går ud over, synes jeg grundlæggende at det i sidste ende er fair at det er hendes valg.

Farmand kan vælge at være en del af barnets liv eller ikke - uanset hvad kommer han til at betale for sin "fejl" resten af sit liv - forstår ikke dem der ikke vælger at få valuta for pengene...

Men det er en stor verden, og der er mange ting lille jeg ikke forstår. Synes at det lyder til at du har været rimelig overfor faderen, og håber at du fortsat vil være det. Ikke for hans skyld, men for din datters.

Tak for alle jeres svar! Er rigtig glad for at i har gidet at tage jer tid til at læse, og og komme med en ærlig mening  
Tak for hjælpen! 

Jeg synes ikke som andre at du har frataget ham at vælge fordi du tog et valg... 

Det fratog han sig selv ved ikke at være en del af beslutningsprocessen og ikke komme til jeres aftaler. Pp et tidspunkt må man jo træffe en beslutning og hvis han ikke har ville være en aktiv del af den debat så må du jo tage den ud fra dig selv... Og det er ikke at være en aktiv del af beslutningen at skrive en sms ' du skal have en abort bla bla bla'... 

At han ikke har fortalt det til sin familie er hans valg og det må du ikke blande dig i nogensinde... Selvom det er svært... 

Han har selv meldt sig ud... Det er hans egoistiske valg..

 

Michelle&Isabell skriver:

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet om, om det egentlig er mig der har været den tarvelige, og ja den 'onde' i hele den situation jeg stod i da jeg for ca 1,5 år siden stod og var gravid.. 

Det forholdte sig sådan at jeg og min datters Far ikke var kærester da jeg gik hen og blev gravid. Jeg havde kendt ham gennem et år, men dog ikke på den måde.. Vi var fulde og det endte i noget der nok aldrig burde være sket.. Der gik kun 2-3 uger efter, at jeg opdagede at jeg var blevet gravid. Jeg var 18, og F var 28. Jeg havde 6 mdr tilbage af det gymnasie jeg gik på, og jeg blev synderknust da jeg så testen, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg holdt op med at ville have børn da jeg var 10 - men der skete et eller andet i mit hovede da jeg så den positive graviditets test, og da jeg læste i bøger, da sagde at der allerede skulle være hjerteslag i slutningen af 3. uge. Jeg valgte at jeg ville et smut til lægen, før jeg fortalte F noget. Der gik en uge før lægen ville give mig en tid, og ville ikke engang teste mig. Fik bare nærmest afvide at jeg ikke havde andet valg end at sluge 3 piller, og så var det væk. Det gjorde mig endnu mere ked af jeg, og endnu mere forvirret om hvad jeg skule gøre.. Jeg besluttede mig for at skrive til F og sige vi lige skulle mødes - ville fortælle ham hvordan og hvorledes ansigt til ansigt. Han lurede ret hurtigt hvad det var jeg ville snakke med ham om, og derefter kom der bare undskyldning på undskyldning for hvorfor han ikke havde tid de forskellige dage til at mødes med mig. 
Min mor har haft en spontan abort, hvor hun i lang tid efter måtte tage ferie fra sit arbejde pga depression. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for mig - især når jeg nu var så tæt på at få studenterhuen på! Hver gang jeg overvejede tanken om abort brød jeg i tårer, og kunne slet ikke forholde mig til situationen, og det lille hjerte der bankede inden i mig.. Og hvis jeg allerede havde det sådan før jeg havde gjort noget, hvordan ville det så ikke være hvis jeg faktisk fuldførte aborten?? Men jeg besluttede ihvertfald at beholde det barn jeg nu bar på. Da jeg fortalte F dette, fik jeg den store svintur, hvor jeg bla både blev kaldt klam og egoistisk - og ja mit valg var nok egoistisk, men han nægtede jo selv at tage del i beslutningen.. 
Min datter er idag 10,5 mdr og jeg har ikke set F siden jeg blev gravid, og jeg har ikke snakket med ham siden siden min datter (I) var 2,5 måned. han svingede lidt gennem graviditeten om hvad han ville, og spurgte af og til ind til skanningerne osv, men det blev aldrig til mere end det. vi skændtes konstant og kunne ikke snakke sammen.. Vi aftalte at han skulle tage en beslutning før I blev født. Hun blev så født 2 mdr for tidligt, hvor han igen viste interesse, men dukkede aldrig op på hospitalet.. Han sagde senere at han ikke ville have noget med hende at gøre. fint - sådan var det jo. Da hun så var de 2,5 måned ville han pludselig til at se hende - jeg gjorde ham opmærksom på vores aftale, med valgte alligevel at sige at han godt kunne se hende, han skulle bare finde en dag - så skete der aldrig noget siden, og har ikke hørt et ord fra ham efter. Hans familie ved ikke noget, og det har jeg det lidt underligt med - men det jo hans valg. 

Men så er det min tvivl kommer frem i ny og næ.. Har jeg været den onde her, i og med at jeg traf den beslutning jeg nu gjorde? Jeg er ikke i tvivl om mit valg, fra min side af - havde jeg fået en abort var jeg med 95% sikkerhed enten blevet smidt ud af skolen, eller selv droppet ud. Jeg er rigtig stolt over at jeg klarede min eksamener og fik huen på, trods graviditeten og al problematikken omkring det.. Jeg elsker min datter, og kunne ikke forestille mig at være foruden hende.. Er sikker på jeg konstant ville gå med tanken om "hvad nu hvis.." og "ih nu skulle hun kunne det, og det" osv osv - men alligevel føler jeg mig lidt som et svin overfor F, fordi jeg måske har gjort hans liv lidt mere kompliceret end han ville ønske det? Men hvad siger i? Hører gerne fra begge køn

Du er ikke den onde, du har jo givet ham lov til at komme med sin mening og være en del af det hele vejen igennem. 

Du skal bare nyde din datter, og se hende vokse op i en god by! kan se i bor der hvor jeg er vokset op  men synes stadig du skal give ham et par chancer endnu, hvis han skulle dukke op igen. Selvfølgelig alt med måde han skal ikke tro han kan fortsætte med at dukke op for så at blive væk. Men håber da han snart tager sig sammen. 

Men du er på ingen måde "den onde"