Hvad skal jeg gøre?

Altså, jeg ved ikke om man kan kalde det "hobby", men min kæreste går rigtigt meget op i busser og lastbiler.
Det er dog sjællendt han tager nogen steder for at kigge på det, men vores søn har arvet det gen fra ham tror jeg, så de hygger sig med det sammen.

Men synes du skal være lidt mere bestemt overfor ham og sige "nej, Idag bliver du altså hjemme".

Hvad slags hobby er det siden det kræver så meget? Er 1 dag i ugen ikke nok ?

Anonym skriver:

Jeg mener ikke han skal droppe sine hobbys men bare skære ned på dem. En af de hobbys han har er først kommet til efter vi fik den yngste. Udover hobbys så har en noget bestyrelsesarbejde osv. Jeg er bare så træt af at han mange gange 'flygter' fra hjemmet groft sagt.

Min kæreste er en del af bestyrelsen i denne afdeling af boligselskabet og selve boligselskabet, det kræver også han er til møder indimellem, men altså det er ikke fordi det er hver dag.

Benjamins'mor skriver:

Altså, jeg ved ikke om man kan kalde det "hobby", men min kæreste går rigtigt meget op i busser og lastbiler.
Det er dog sjællendt han tager nogen steder for at kigge på det, men vores søn har arvet det gen fra ham tror jeg, så de hygger sig med det sammen.

Men synes du skal være lidt mere bestemt overfor ham og sige "nej, Idag bliver du altså hjemme".

Hvad slags hobby er det siden det kræver så meget? Er 1 dag i ugen ikke nok ?

Altså det er noget med natur (kan ikke komme nærmere ind på det for så er det lidt få åbenlyst for folk udefra) men altså han overnatter ofte ude og er væk i mange timer. Plus det løse som ikke er bestyrelsesting osv.

Jeg kender en hvor de faktisk gik fra hinanden pga mandens mange hobbys, men de kunne ikke undvære hinanden så nu er hun med når han skal sine hobbys og deres store barn også. Og det nyder de alle. Hvis du ikke kan slå dem, så slå dig sammen med dem ;-) kan du joine? Uanset om det er traktortræf, modeltog, fodbold eller folkedans? :-D sig du vil med.

C-Dog skriver:

Jeg kender en hvor de faktisk gik fra hinanden pga mandens mange hobbys, men de kunne ikke undvære hinanden så nu er hun med når han skal sine hobbys og deres store barn også. Og det nyder de alle. Hvis du ikke kan slå dem, så slå dig sammen med dem ;-) kan du joine? Uanset om det er traktortræf, modeltog, fodbold eller folkedans? :-D sig du vil med.

Jamen har jeg tilbudt men vi ender med at diskuterer.

Og desuden vil han jo være alene og have luft som han siger. Så det er lidt svært. Suk.

Næste gang han skal ét eller andet, så sig at det kan han ikke, fordi du skal ud med dine veninder. Det kan godt være det er en hvid løgn, men det vil vise dig om han er villig til det han selv siger, nemlig at respektere at du også skal noget.

Man kan ikke sidde og give dig et råd om at forlade ham eller det modsatte. Jeg kan bare sige at jeg ville blive dårlig hvis jeg skulle være i et forhold hvor det var sådan. Herhjemme skal vi ikke så tit noget hver for sig. Men de gange hvor vi skal, så er det aldrig et problem. Der var en periode hvor manden skulle mest ud og jeg altid sad hjemme. Men det ændrede jeg på og nu er jeg også afsted af og til. Vores største problem er at vi aldrig er afsted uden vores barn, men det er jo en helt anden snak.

Elsker du ham? eller er du bare så træt af at se på ham?

jeg kan godt følge dig.. har det lidt lige sådan.. min arbejder meget . også lidt sport om aften .. jeg er højgravid og har en på 2 ... og føler mig også meget alene med alt .. huset rengørning og ham på 2 år .. han har en datter på 5 der er her vær anden wekkend og der er han fordetmeste har for det har jeg forlagng at hende står jeg ikke alene med .. men syntes jeg er meget alene med vores fælles søn og det er suer hårdt i sær nu jeg er højgravid.. jeg kan desvære ikke hjælpe dig med hvad du skal gøre for jeg ved det ikke selv-.. jeg tror bare ikke de mænd forstår hvor "alene" vi føler os ved at stå med børn alene..

Anonym skriver:

Jeg har haft mange nedture. Vores forhold har været ved at slutte men vi ville give det en sidste chance. Eller jeg gav efter og gav det en sidste chance. Jeg tror ikke vi kommer til at forstå hinanden. Jeg er så træt og ked af at føle mig sat til side hele tiden. Han prioterer sine hobbys og sine alene tid højere end tiden med mig og børnene. Han siger det ikke passer, men jeg føler det og kan se det igennem de handlinger han gør og de valg han tager. Jeg er ikke den eneste der kan se det. Familie/venner ser det også. Jeg får så ondt i maven. Kan ikke holde ud at diskuterer hele tiden. Jeg prioterer børnene højst. Det gør han ikke. Jeg er tit alene med børnene imens ham er ude og hygge med sine hobbys m.m Jeg føler mig alene. Han siger jeg bare kan gøre det samme. Men det kan jeg jo ikke bare.  Hvor tit er I ude hver i sær? Har i hobbys/sport I går til? Står I meget alene med ungerne imens kæresten eller manden hygger sig med sine venner eller bare sig selv og sine hobbys? Han bliver ved at sige han ikke forstår problemet. Og jeg kan ikke forstå at han ikke kan se hvor meget han er væk fra os herhjemme.

Hvad skal jeg stille op?

Min mand er musiker og spiller fodbold som hobby, hvilket altid ligger om aftenen og i weekenderne, så han er ofte afsted. I starten af vores forhold gik det mig meget på, og da vores datter var spæd, spærrede jeg ham nærmest inde herhjemme. Men jeg kan mærke på ham, hvor meget det betyder og jeg vil jo også gerne have en glad mand. Han har været meget egoistisk omkring det, og vi har arbejdet i 6 år på at skabe en balance, blandt andet med samtaler hos en parpsykolog - også vedr. andre problemer. For, når man en familie kan man ikke gøre, hvad der passer en, det kan jeg heller ikke. Indenfor det sidste år er der virkelig gået et lys op for ham, hvor han nu er blevet meget opmærksom på at være tilstede og nærværende, og sørger for at at tjekke med mig inden han siger ja til et spillejob. Nogengange må vi have en bedsteforælder på banen for at få puslespillet til at gå op, og nogengange må han takke nej - og det gør han gerne til forskel fra tidligere. Jeg har virkelig været stædig og krævet at familien var hans første prioritet, for det er sådan en far mit barn skal have. Jeg synes heller ikke, det er rimeligt at det er kvinden, der står med det hele, når det handler om familie og hjem og jeg synes at børn skal mærke fællesskabet i at være en hel familie. 

Kunne det være en idé at prioritere hinanden? Du prioriterer børnene og han prioriterer sig selv. Hverken af delene får et godt forhold til at fungere.

Tror du det kunne gøre en forskel, hvis du satte dig for at prioritere ham i en uges tid for at se, om det gjorde noget ved hans prioriteringer? Nogle gange tror jeg mænd søger til hobby og venner, fordi vi kvinder tager styringen i hjemmet og overtager 'hans rolle'. Måske det var en idé?

Anonym skriver:

Jeg har haft mange nedture. Vores forhold har været ved at slutte men vi ville give det en sidste chance. Eller jeg gav efter og gav det en sidste chance. Jeg tror ikke vi kommer til at forstå hinanden. Jeg er så træt og ked af at føle mig sat til side hele tiden. Han prioterer sine hobbys og sine alene tid højere end tiden med mig og børnene. Han siger det ikke passer, men jeg føler det og kan se det igennem de handlinger han gør og de valg han tager. Jeg er ikke den eneste der kan se det. Familie/venner ser det også. Jeg får så ondt i maven. Kan ikke holde ud at diskuterer hele tiden. Jeg prioterer børnene højst. Det gør han ikke. Jeg er tit alene med børnene imens ham er ude og hygge med sine hobbys m.m Jeg føler mig alene. Han siger jeg bare kan gøre det samme. Men det kan jeg jo ikke bare.  Hvor tit er I ude hver i sær? Har i hobbys/sport I går til? Står I meget alene med ungerne imens kæresten eller manden hygger sig med sine venner eller bare sig selv og sine hobbys? Han bliver ved at sige han ikke forstår problemet. Og jeg kan ikke forstå at han ikke kan se hvor meget han er væk fra os herhjemme.

Hvad skal jeg stille op?

Jeg tænker, at hvis du siger, du skal ud den og den weekend, så må han jo stå med hus og børn da.

På den måde, får han måske øjnene mere op for, hvad der følger med på hjemmefronten, når den ene part er ude.

Jeg tror, det er meget forskelligt, hvor stort behov, vi hver især har for at være ude/sociale.

Jeg synes, der er synd for dig, hvis du ser det som en sur pligt/bitter opgave at skule passe børnene selv.

Hvad siger manden til det hele, når du fremlægger din oplevelse af det?