Hvordan kan man vælge en gift mand/kvinde?

Hvis man er forelsket og han holder en hen og lader en tro, at han vil gå fra konen, så forstår jeg godt, at man kan føle sig svigtet.

Men 16 år... Så er man vist ret naiv, hvis man bliver ved med at tro på det...?!? 

Man vælger ikke altid selv, hvem man får følelser for eller bliver tiltrukket af. Hvis det derhjemme ikke er rigtig godt, er det måske nemt at blive fristet. Men man vælger selv, om man handler på det. Jeg mener klart det er op til den part der er i et forhold, at sige nej.

Hvis man mand var mig utro, ville jeg bebrejde ham, og kun ham - og jo, jeg har prøvet det i et tidligere forhold. Jeg har også selv været "den anden" - men gad det ikke ret længe.

Dorthe1986 skriver:

Jeg har ham personligt mistænkt for at være til nogle af alle de ting, men han tøriikke stå ved det og så lever han fx S/M ud 

 

Men ja utroskab har mange sider.

Ja, jeg forstår ikke at man ikke har bare en lille smule respekt for sin kone/samlever at fortælle at man er faldet for en anden før man rent faktisk vælger at gøre noget ved det!! Det er for lavt!!

Anonym skriver:

 

Har lige læst på et forum vedr at komme "over" utroskab. Og den ene der skrev derinde var elskerinden og havde været det i 16 år... Hvor hun pænt havde ventet på han gik fra konen. Han endte med at vælge konen og droppe al forbindelse til elskerinden. Hun var meget såret og følte han svigtede hende. 

Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i at man kan ha så lidt selvrespekt at man starter noget op med en man ved er gift. Uanset om man mand eller kvinde. Nu er jeg nok farvet af at opdage min mand har været utro. Især efter det er gået op for mig at hun vidste han er gift. Har børn og jeg snart skal føde. Ved godt hun intet kunne stille op uden han var med, men hvordan kan man få sig selv til det? Jeg ville aldrig røre en jeg vidste var optaget. Aldrig. 

Men at man ligefrem undskylder sig selv og endda mener man har ligeså stor ret til at føle sig svigtet. Ja der stopper festen altså for mit vedkommende......

Tjaah ,men kærlighed gør blind.

Hvis man nu forelsker sig vildt og voldsomt,kan det jo være svært at lade være med at gøre forsøget.

Og der er jo 2 til at danse tango...

Et sundt og godt forhold er vel ikke i fare ,så jeg tænker der må være noget galt siden den ene part er utro.?

At jeg så mener det er usselt at starte noget op inden man har afsluttet sit forhold er en anden snak....

Jeg fatter det simpelthen heller ikke. Min eksmand var mig utro med sin unge kollega. De er så gift idag og har et barn. Jeg følte mig SÅ forrådt! Hun VIDSTE han var OPTAGET! MEN der skal som sagt 2 til tango!

Jeg ved ikke helt om jeg kan se mig vild og blodig på "elskerinden". Jeg syntes mere at det er den gifte part der har et størrer ansvar og ham/hende der burde lynches.

Den single part er jo i bund og grund fri til at gøre hvad vedkommende vil, moralsk eller umoralsk.

Jeg har fuld forståelse for at tingene kan være af lort til i et forhold, men der burde altså ringe nogle alarm klokker når man begynder at sende sultne øjne efter andre. Der må man sgu være mand/kvinde nok til at gå hjem og sige : "Hør her skat, klaveret spiller ikke...Enten arbejder vi på eller også slutter vi det". Og slutter det, så kan man gå ud og svinge sig i fremmede lysekroner.

Jeg tager ikke elskerinden's parti (og har heller aldrig selv været en), men jeg mener altså at det største ansvar/svigt ligger hod den gifte.

Anonym skriver:

Har lige læst på et forum vedr at komme "over" utroskab. Og den ene der skrev derinde var elskerinden og havde været det i 16 år... Hvor hun pænt havde ventet på han gik fra konen. Han endte med at vælge konen og droppe al forbindelse til elskerinden. Hun var meget såret og følte han svigtede hende. 

Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i at man kan ha så lidt selvrespekt at man starter noget op med en man ved er gift. Uanset om man mand eller kvinde. Nu er jeg nok farvet af at opdage min mand har været utro. Især efter det er gået op for mig at hun vidste han er gift. Har børn og jeg snart skal føde. Ved godt hun intet kunne stille op uden han var med, men hvordan kan man få sig selv til det? Jeg ville aldrig røre en jeg vidste var optaget. Aldrig. 

Men at man ligefrem undskylder sig selv og endda mener man har ligeså stor ret til at føle sig svigtet. Ja der stopper festen altså for mit vedkommende......

Jeg synes faktisk at det er den der er i et forhold som burde skamme sig og ikke den person der er single og måske forelsker sig vildt i en gift mand/kvinde. Det må være den som har givet et løfte til partneren derhjemme, som skal have en dårlig smag i munden.

Det sker jo også at den ene ikke ved at den anden er i et fast forhold/ægteskab og måske bliver holdt hen og så først får det af vide senere. Og der kan "skaden" jo allerede være sket - at vedkommende er blevet forelsket.

Jeg synes utroskab er usselt, men synes ikke man kan give singler skylden for at en evt. gift mand vælger at hoppe i kanen med andre end sin kone. Den der har valgt at indgå i et partnerskab må være den med den dårlige samvittighed og ikke den som er "fri".

/Fenja

kan godt sætte mig ind i det med at elskerinden bliver "fanget" og er blevet forelsket. Men i det tilfælde hvor hun fra starten ved, at han har en anden kone og børn, ja så fatter jeg altså ikke, at hun vil have ham. Hvis man bliver så forelsket og tænker at det istedet skal være de to for livet, så må manden da tage konsekvensen og bryde med sit ægteskab først inden man begyder på noget. Jeg ville da ikke have respekt (eller tiltro til at den mand ville forblive MIG utro) for en mand der lavede gris ved siden af.

Og at man bliver ved med at vente og vente tyder jo bare på, at manden gerne vil have mel og blæse i munden samtidig. Rigtig mange gange ender det jo med at den gifte alligevel bliver, og så har elskerinden/elskeren jo ikke fået andet ud af det end dårlig selvtillig og viden om, at man var ved at ødelægge en familie.

Jeg har ikke meget sympati for en elskerinde og slet ikke for den gifte part. Det er så ekstremt taveligt overfor den man engang elskede.