arggg jeg er ved at miste min gode tolmodighed her

min så vidunderlige dejlige kæreste jeg bare elsker overalt på denne planet er bare en stivnakket gammelt fjols

vi fandt sammen for 8 måneder siden, så forholdet er stadig nyt, men vi har dog kendt hinanden i 1 ½ års tid ..
vores forhold startede ret turbulens, med en skildsmisse hos hans side og jeg der flyttede lige lugt ind i hans hus kort tid efter
men den turbulens og den skildsmisse der ikke gik helt efter bogen pga penge penge penge og atter penge så er han blevet BANGE!!
da vi fandt sammen spurgte jeg ham hvordan han havde det med børn? var han færdig med at få børn? tjooo nejjj ik rigtigt, men han havde ik travlt, fint nok sagde jeg, jeg ønsker bare en mere engang i fremtiden, og tja det kunne han nok godt, men jeg skulle i arbejde først da jeg gik ledig på det tidspunkt, (jeg er så i arbejde nu)
så spurgte jeg ham omkring giftemål da jeg er en ung kvinde der endnu ikke har været af et kirkegulv, og self som mange andre kvinder ønsker at skal være en del af ens liv, han siger at det har han heller ikke travlt med, og jeg siger fair nok, men jeg vil bare gerne vide om det er muligt , og jo det kunne det sikkert ...
nu har han dælme dulme sagt at jeg godt kan glemme det hele

WHAT!!??? skal jeg opgive mine 2 bigest drømme for altid !!

jeg er splittet, mit hjerte siger at jeg jo elsker ham og altid vil stå ham bi
men kan jeg så nogensinde være 100 % lykkelig resten af mit liv??
vil jeg stå som 55 årig og tænke hvorfor? hvorfor?
mit hjerte og hjerne vil jo altid mangle de brikker

er der nogen andre derude der sidder i samme saks?
eller nogen der har ? og ændrede jeres mænd sig ??
jeg er så ked af det og bange for at jeg vil fortryde nogen meget vigtige ting i mit liv
men jeg kan ikke opgive ham aldrig i mit liv kan jeg
hvis jeg så må være 85 % lykkelig resten af livet, er det stadig bedre end at gå fra ham og måske aldrig finde den kærlighed jeg har til den mand jeg har nu