Puhaaa!!! Mangler bedsteforældrene nu og da

  Åhh altså.... så sidder jeg igen med den der tvivl om det virkelig er det rigtige valg at vi har slået os ned her i Esbjerg? To gode jobs til os, men hvad med familien? 

 

Vi har nu boet her i 10 år og har en stor omgangskreds, men vi har ingen bedsteforældre her, de er 3 timers kørsel væk. Og engang i mellem, hvilket så er lige nu så syntes jeg bare at damn hvor vi mangler dem og ungerne mangler dem. Selma spørger mig tit om ikke den ene eller den anden kommer på besøg. Og selvom vi har en stor vennekreds, så er det jo ikke ens venner der kommer og lige tager ungerne en eftermiddag så man kan vaske gulv eller bare slappe af... - det er bedsteforældrene. Bare ikke lige her hos os! Og ikke bare det at tage ungerne, det er også det tætte forhold der ikke bliver bygget rigtig op. 

 

Ved godt at det er vores eget valg og at der ikke rigtig er noget at gøre ved det. Men til tider syntes jeg bare det er hårdt at vi altid er "på". Og så falder der uretfærdigt et par hårde ord til Selma fordi jeg er irriteret og stresset. Og jeg bliver bare så ked af det bagefter. Føler mig som jordens dårligste mor! Vi har jordens skønneste børn, Selma og Sani på 4 år og 9 mdr., og jeg ville ønske livet drejede sig om bare at være sammen med mine børn og min mand, men der er også et fuldtidsarbejde for os begge og alverdens andre ting. Vi har børnene med til møder i banken, til lægen, tandlægen og jeg ved ikke hvad! Det er svært at få det hele til at passe sammen, det er ligesom et puslespil der aldrig går op!!!! En gang i mellem får vi det ene hold bedsteforældre til at komme og passe, og nej hvor er det dejligt! Misforstå mig ikke, men jeg må også selv føle at jeg eksisterer. 

 

Lige nu er jeg på den sidste måned af min barsel, - jeg gruer for hvordan vi skal finde ud af hverdagen når jeg starter igen. Aflevere kl. 7.00 og hente kl. 16.30. Det er bare en laaang dag og så Sani som kun er 9 mdr. Jeg er ved at finde ud af at komme ned på 30 timer, men intet er sikkert. Åhhh altså, hvor er tingene uretfærdige. 

 

Nej, selvfølgelig flytter vi ikke tættere på familien, men jeg er ærgelig over afstanden. Tænker også at vi kan da ikke være de eneste som må finde ud af at få tingene til at falde i hak uden hjælp fra resten af familien?

Uhh hvor kan jeg føle dig vi har valgt at bo i midt jylland og vores forældre bor på sjælland, og kan godt nok os savne det engang i mellem. Vi har dog snakket om at flytte tilbage men vi venter med at tage den beslutning om nogen år.

Knus

Ja, det kender jeg også alt for godt

Jeg bor selv i Aalborg og min familie bor i Odense, så det er et stykke væk. Er alene med mine unger, så jeg har godt nok tit stået og manglet et par bedsteforældre til at tage over ved f.eks sygdom. Det er drønhårdt, men på en eller anden måde løser det hele sig altid alligevel
Jeg ovevejer dog at flytte tilbage til familien, men det er en stor beslutning, især da børnenes far bor her i Aalborg.

Kender det også godt... Vi bor i Hvidovre, lige ved København. Jeg flyttede til Kbh fra Aalborg for syv år siden, og kunne aaaaldrig drømme om at flytte tilbage - lige indtil bedsteforældrene til mit barn boede 450 km væk  Min kærestes far bor i Nordsjælland, men han er desværre så gammel (81), at han ikke er nogen hjælp. Min mor vil super gerne hjælpe, og gør det også i det omfang hun kan, men afstanden sætter jo sine begrænsninger - men det kunne bare være fedt at kunne aflevere barnet et par timer, eller få hjælp når han er syg og man ikke kan blive ved at holde fri etc. - eller bare at besøge mine forældre et par timer her og der, så det ikke er den helt store afsked/genforening når vi ses. Heldigvis har min kæreste søskende i Kbh, som gerne tager ham en aften hvis vil skal noget, men jeg drømmer om at flytte tilbage til Aalborg, og heldigvis er kæresten ikke helt afvisende...

tror der er mange der har det som dig, også selv om bedsteforældrene ikke bor ret langt fra dem. Vi lever jo i en tid hvor mange bedsteforældre stadig arbejder når der kommer børnebørn.

Selv har jeg fået unger tidligt så mine forældre er stadig på arbejdsmarkedet, min far har stadig 11 år til pension og der er endnu længere til min mor skal på pension. Samtid er de i gang med at renovere deres gård selv hvilket der tager meget af deres tid desværre. Udover de nævnte grunde er "problemet" aå også at vi har 4 unger mellem 3 år og 5 mdr og 2½ månede og det er mine forældre ikke meget for at stå med da de ikke mener de kan magte det. Første gang tvillingerne sov ude var faktisk den første nat efter den mindste blev født. Det skal lige sige at de har max 15 km her ud og det sidse ½ år har vi nok set dem 5 gange max. Mandens forældre er begge døde så der er heller ikke hjælp at hente. Jeg savner bare en gang i mellem at kunne være sammen med manden unden unger, men det kan altså ikke lade sig gøre ret tit.

Nå det blev langt, ville bare sige at du bestemt ikke er alene.

Knus Louise

Bare lige en lille kommentar til det med tæt / ikke -tæt forhold mellem børnebørn og bedsteforældre.

man kan sagtens få et meget tæt forhold, selvom man bor langt fra hinanden. Som barn boede vi i nordsjælland, og mine bedsteforældre på bornholm. Det siger sig selv, at jeg ikke så dem ret tit, og de ALDRIG har passet mig. Men jeg havde et helt utrolig tæt forhold til dem alligevel!  Da min bedstefar kom på plejehjem, sagde personalet der, at de aldrig før havde set et barnebarn have  SÅ tæt et forhold til en bedstefar før. Så der behøver afstand ikke betyde noget.
(men jeg kan sagtens forstå dine tanker omkring det!!!!)

Tænkte nok jeg ikke var den eneste der manglede alle bedsteforældrene
Min pige, Selma på 4 er en rigtig genert lille pige som har svært ved at knytte sig til andre, og dermed også bedsteforældrene, så det nære forhold er svært at bygge op. Det har også gjort at vi som sådan ikke har fået babysittere til at tage over når vi skulle noget, for det var så dramatisk en oplevelse for hende. Hun er meget tryghedssøgende. Heldigvis ser det ud til at vores dreng er lige omvendt og meget udadvendt og social, måske vil Selma føle sig draget lidt af ham og ligeledes bliver hun også mere moden med sin alder. 
Men må indrømme at når jeg af og til læser artikler så som "Plej dit parforhold efter fødslen", tag en dag/aften fri og nyd hinanden uden børnene, så kunne jeg sidde og tude af frustration over at vi ikke har den mulighed. 
MEN, jeg fortryder aldrig mine elskede unger, de er det hele værd selvom der er mange krompromisser under vejs. 

hehe vores bedsteforealdre er ogsaa 3 timers korsel vaek. men vi ser dem alligevel en gang om maaneden. 3 timer er ingenting her i usa

Sødeste Hanne, jeg ved lige præcist hvad du mener! Som du ved bor begge hold bedsteforældre også et stykke væk fra os - dog ikke 3 timers kørsel, men der er langt nok til at vi ikke bare liiiige får en hjælpende hånd fra dem uden det er planlagt længe i forvejen og det tætte bånd mellem barnebarn og bedsterne er svært at opbygge fordi der går lang tid imellem at de er sammen!

Det ER hårdt! Vi har også sagt til både mine og Mortens forældre at der er fine mindre huse her i Sønderris som vi godt kunne se dem i, men ingen af dem virker til at have lyst til at flytte, så det forbliver nok kun som en drøm!

Kunne være fedt hvis det lykkes dig at komme ned på 30 timer - Det lykkes desværre ikke for mig så jeg skal på jagt efter et nyt job. Det kan nemlig umuligt hænge sammen for os herhjemme næste sommer med de arbejdstider jeg har mig i højsæsonen. Vildt ærgeligt for er ellers rigtig glad for at være tilbage i butikken...


Kram herfra