Anonym skriver:
Jeg fødte for godt 3 uger siden og er bange for om jeg er de at udvikle en fødselsdepression. Jeg har ingen ide om hvad symptomerne er, men efter at jeg har født er jeg ikke overvældet af lykke. Ikke som jeg var ved mit første barn. Om aftenen får jeg ondt i maven, og får den der følelse af fortrydelse. Jeg ELSKER mit barn, begge mine børn, men jeg rammes bare hele tiden af dårlig samvittighed. Hvad nu hvis jeg ikke kan overskue dem? Hvad nu hvis jeg ikke giver dem begge nok kærlighed? Glemmer jeg den store nu hvor der går så meget tid med den lille? Kan jeg magte dem begge to i mit hjerte?
Lige nu er min kæreste taget ud for at ses med nogle venner og jeg måtte kæmpe for ikke at tude. Er møg misundelig på at han kan gøre de ting han plejer, mens jeg er låst herhjemme fordi jeg ammer. Det mærkelige er, at det kun sker meget sjældent at han tager ud, men alligevel så synes jeg det er svært og bliver bitter.
Min sp kommer på onsdag, men ville lige høre herinde om nogen har haft en fødselsdepression og ved hvordan den starter? For hvis det jeg gennemgår lige nu er helt normalt, så vil jeg ikke nævne det for min sp.
Først og fremmest vil jeg lige sige at det er kæmpe stort af dig overhovedet at tænke over at du måske har en fødsels depression. Da mange nok gemmer det lidt væk (inkl. undertegnet)
For mig kom den med at jeg ikke følte mig god nok. Der var ingen tvivl om at jeg elskede min datter, men jeg følte bare ikke at jeg kunne gøre noget godt for hende. Den bed jo sig selv i halen, for jo mindre jeg var med, jo mere "bånd" dannede vores datter med far -og på ingen måde mor (for jeg var jo bange for bare at holde hende forkert).
Jo mere som jeg kunne se at vores datter ikke "gad" mig men kun far, begyndte jeg i mit hoved at forstille mig hvordan hun ville ende med at rende rundt og hade mig, og bare vente til at far kom hjem (hvis jeg f.eks. gik på barsel).
Jeg fik aldrig konstateret fødsels depression, men jeg er selv ret sikker på jeg havde en
For mig hjalp det først at min mand tvang mig til at gøre disse alm. ting så jeg kunne se at jeg faktisk var super god.
I dag er vores datter 2.5 år og hold da op hvor var jeg fjollet når jeg tænker tilbage... For jeg kan tydeligt se nu at det kun er mor der kan f.eks. trøste, vaske hår (gøre ting med hende, hvor hun skal vise tillid).
Men helt klart vær ærlig overfor din SP, så du ikke ender ud i en langggg periode med de dumme følelser. (tog 5 måneder for mig at komme ud af det)
