Min kæreste og jeg, venter barn sammen, hvilket ikke var et hurra fra farens side fra starten af, men jeg valgte at følge mit hjerte, og beholdte barnet.
Efterfølgende er faren så blevet meget mere åben omkring det, og glæder sig til at skulle være far, hvilket bare er et kæmpe plus


men ork, men ork, Min kæreste og jeg bor ikke sammen, da vi skal have vores forhold op at kører, da han jo egentlig var smuttet da jeg valgte at beholde barnet..
Jeg sidder så her til morgen, knust, fyldt med spørgsmål og længtes efter svar

Min kæreste bor hjemme ved sin mor, da han flyttede fra mig. Og hun er god til at få ham i det rigtige lys hele tiden, så det ligesom er mig der hele tiden er forkert på den
-Vores forhold køre sådan pt at han kun er 19 år gammel. Og får den så fyret max af i weekenderne, får set en masse til sine venner, fordi han snart skal være far, og gerne vil nå at fyre den af. Så der mener han jo så at han kan gøre hvad han vil - og ikke forstår min holdning til dette, hvilket tit gør os uvenner
-NÅR vi så har været uvenner, kontakter han ikke mig - før jeg har kontaktede ham (og det går igennem hans mor mobil - da hans er gået i stykker) utrolig frustrerende, da hun her sidst fik skrevet at jeg skulle huske han kan var 19

-Når vi så laver en aftale om at ses/mødes for at snakke ud en gang for alle, og har skrevet sukkersøde og selvfølgelig alvorsord, så aflyser han vores aftaler, fordi han skal have lavet enten scooteren eller noget andet færdigt først - så jeg ligesom må vente, og da jeg så skrev min mening til det, ja så stoppede han sjovt nok pludselig med at svarer, og har endnu ikke hørt fra ham siden igår klokken 20.00 cirka. Ikke engang et godnat eller noget som helst som han plejer

-NÅR han så skriver, ja uha så savner han mig, mangler han mig og min fine mave, som han skriver det, og får mig til at tro at det denne gang nok skal gå og vi kan få snakket om det, indtil han så aflyser for et køretøj

Jeg sidder derfor og tænker og tænker og tænker, om dette forhold burde stoppe, selvom vi venter barn, og selvom jeg elsker ham af hele mit hjerte, og ved det bliver et mareridt at skulle gå fra ham


, men han såre mig virkelig når han gør tingene på den måde, ved bare at aflyse vores vigtige aftaler, pludselig stopper med at give lyd, og egentlig køre sit eget spil 100% SELVOM vi snakkede om vor dybt det såret mig når han gør det, her sidst, var vi alligevel tilbage i det samme mønster igen igen..
Og føler lidt at hans mor sidder på sidelinjen og klapper i sine hænder


-For skriver til mig gør hun slet ikke hvis ikke jeg er på talefod med min kæreste, eller har ''såret ham'' ved at sige min mening.
Men ligeså snart jeg så siger ''okay så'' så er jeg både søde i hendes smser og spørger om jeg vil have det og det, til vores barn

-Burde jeg se det her som en knægt på 19, der er skide usikker og ikke aner hvordan pokker han skal håndtere det, fordi tanken om at skulle være far stadig er lidt en chok for ham, og han ikke rigtig ved hvordan han skal gribe det hele an

-Jeg ved SLET IKKE hvad jeg skal gøre, for inden graviditeten så ALT anderledes ud, og det er det der får mig til at holde fast, og får mig til at tænke på OM det er graviditeten der er grund til dette,
for han har været ærlig omkring at han glæder sig, og gerne vil være der, og være far for vores lille barn - men både er usikker og ikke rigtig kan forholde sig til det, da han skal være far.
Jeg VED det bliver en kamp at gå fra ham, da jeg elsker ham SÅ højt, men ved snart ikke længere hvad jeg skal gøre, som han gør tingene, føler jeg jo at han hverken vil mig, eller har lyst til at løse problemerne, og egentlig måske bare venter på at jeg dropper det her af mig selv, så han slipper for det, det er de tanker jeg sidder med


Aner jo ikke hvor hans tanker er henne, udover at han fortæller han savner mig, elsker mig, mangler mig osv, men hvorfor viser han det så ikke

Hvad er din mening omkring dette


(Skal lige siges at jeg er rigtig ked af det, så ønsker bare stille og rolige svar)
