Overvejer kraftigt at sige mit job op, uden at havde et nyt

Jeg har været sygmeldt siden 19/3-13 pga stress, med angst tilfælde når der er den mindste smugle der minder min om mit nuværendne job.

(som jeg i bund og grund mener jeg svigter, fordi jeg da ''bare'' burde tage mig sammen)

fx når jeg er i nærheden af det eller på det, når jeg møder kollegaer (også dem jeg holder rigtig meget af) eller er i det lokale indkøbscenter hvor jeg med stor sansynlighed vil møde mine kollegaer, da vi alle bor i nærheden af jobbet.

Jeg prøvede i forrige uge tirsdag at starte med kun at være der ½ time uden at lave noget, det var nok til at jeg lige tog 2 skridt tilbage af de 3 jeg havde bevægede mig frem. Mødte dog op igen om torsdagen, men kunne kun holde til 10 min så måtte jeg hjem igen. Det var den dummeste jeg har gjort længe.

Nu er jeg sq volsomt begyndt at overveje at sige op, uden at havde et andet job.

Jeg savner at komme i gang og tror jeg ville kunne klare det helt fint at arbejde igen, bare ikke på mit nuværendne arb.

Min psykolog nævnte allerede ved 2. samtale (har nu haft 4) om jeg var sikker på mit job ikke var som gift for mig :-O

Ved 1. standart samtale med jobcentret (den man har ved længere tids sygdom) nævnte hun også, at var det ikke fordi jeg blev ved med at sige at jeg godt kan lide mine kollegaer og det arbejde jeg laver. Ville hun også mene jeg nok skulle vidre.

Men jeg har nægtet for ville ikke give op, men jeg kan nu godt mærke at det måske er det rigtige så jeg kan komme vidre. Det kan man jo ikke når man er sygmeldt, og jeg bliver endnu dårliger ved at prøve at komme i gang med min nyværendne job.

Jeg har ikke prøvet at være ledig de sidste 16 år, men havde et ½ år på dp lige inden jeg tog min udd som sosu hjælper.

Jeg har arbejdet 5 forskellige steder siden jeg blev udlært, og det har altid været mig der har sagt op da jeg havde fundet noget nyt. De 2 af gangene pga flytning.

Jeg er en hjælper med gode kompentancer, er pligt opfydne, mødestabil og lægger stor pris på at udføre mig job på en værdig og prof måde.

Og har i mit virke som hjælper ikke haft problemer med at finde job, og tror heller ikke det vil blive et problem nu (måske lidt naivt ?)

Hvad er jeres erfaringer og input til mig ??? For har bare brug for nogle øjne ude fra.

 Anonyme svar er tilladt

Christina 1974 skriver:

Jeg har været sygmeldt siden 19/3-13 pga stress, med angst tilfælde når der er den mindste smugle der minder min om mit nuværendne job.

(som jeg i bund og grund mener jeg svigter, fordi jeg da ''bare'' burde tage mig sammen)

fx når jeg er i nærheden af det eller på det, når jeg møder kollegaer (også dem jeg holder rigtig meget af) eller er i det lokale indkøbscenter hvor jeg med stor sansynlighed vil møde mine kollegaer, da vi alle bor i nærheden af jobbet.

Jeg prøvede i forrige uge tirsdag at starte med kun at være der ½ time uden at lave noget, det var nok til at jeg lige tog 2 skridt tilbage af de 3 jeg havde bevægede mig frem. Mødte dog op igen om torsdagen, men kunne kun holde til 10 min så måtte jeg hjem igen. Det var den dummeste jeg har gjort længe.

Nu er jeg sq volsomt begyndt at overveje at sige op, uden at havde et andet job.

Jeg savner at komme i gang og tror jeg ville kunne klare det helt fint at arbejde igen, bare ikke på mit nuværendne arb.

Min psykolog nævnte allerede ved 2. samtale (har nu haft 4) om jeg var sikker på mit job ikke var som gift for mig :-O

Ved 1. standart samtale med jobcentret (den man har ved længere tids sygdom) nævnte hun også, at var det ikke fordi jeg blev ved med at sige at jeg godt kan lide mine kollegaer og det arbejde jeg laver. Ville hun også mene jeg nok skulle vidre.

Men jeg har nægtet for ville ikke give op, men jeg kan nu godt mærke at det måske er det rigtige så jeg kan komme vidre. Det kan man jo ikke når man er sygmeldt, og jeg bliver endnu dårliger ved at prøve at komme i gang med min nyværendne job.

Jeg har ikke prøvet at være ledig de sidste 16 år, men havde et ½ år på dp lige inden jeg tog min udd som sosu hjælper.

Jeg har arbejdet 5 forskellige steder siden jeg blev udlært, og det har altid været mig der har sagt op da jeg havde fundet noget nyt. De 2 af gangene pga flytning.

Jeg er en hjælper med gode kompentancer, er pligt opfydne, mødestabil og lægger stor pris på at udføre mig job på en værdig og prof måde.

Og har i mit virke som hjælper ikke haft problemer med at finde job, og tror heller ikke det vil blive et problem nu (måske lidt naivt ?)

Hvad er jeres erfaringer og input til mig ??? For har bare brug for nogle øjne ude fra.

 Anonyme svar er tilladt

Jeg ved ikke helt om jeg har læst eller forstået det korrekt, men er du sygemeldt pga. noget der er sket mens du har arbejdet som hjælper?

Jeg blev selv sygemeldt for år tilbage ( er også udd. sosu-hjælper) fordi jeg blev svimmel og faldt om på arbejdet. Jeg valgte så efter et par måneder og i samvær med lederen at blive sygemeldt. At arbejde så tæt med mennesker betyder at man skal give en hel del af sig selv, og hvis man samtidigt har noget at kæmpe med psykisk, så ender det med at man absolut intet energi har til sig selv når man kommer fra job.

Det er ikke sikkert at du behøver stoppe helt, men måske skal du sygemelde dig helt - uden at møde op på job i en hel eller halv time. Få det på afstand, få dine tanker bearbejdet og find ud af hvad du vil.

Jeg har droppet det helt og søgt nye græsgange - og ikke fordi jeg ikke er god til arbejdet, men måske for god - eller for dårlig til at ligge tingene på hylden når jeg kommer hjem.

Du skal lytte til din krop og dine følelser og du skal have en god mavefornemmelse når du møder op på job. Du skal være glad når du går i seng om aftenen og glæde dig til at komme afsted om morgenen, hvis det ikke er tilfældet, så synes jeg du skal overveje om det er det værd.

/Fenja

Christina 1974 skriver:

Jeg har været sygmeldt siden 19/3-13 pga stress, med angst tilfælde når der er den mindste smugle der minder min om mit nuværendne job.

(som jeg i bund og grund mener jeg svigter, fordi jeg da ''bare'' burde tage mig sammen)

fx når jeg er i nærheden af det eller på det, når jeg møder kollegaer (også dem jeg holder rigtig meget af) eller er i det lokale indkøbscenter hvor jeg med stor sansynlighed vil møde mine kollegaer, da vi alle bor i nærheden af jobbet.

Jeg prøvede i forrige uge tirsdag at starte med kun at være der ½ time uden at lave noget, det var nok til at jeg lige tog 2 skridt tilbage af de 3 jeg havde bevægede mig frem. Mødte dog op igen om torsdagen, men kunne kun holde til 10 min så måtte jeg hjem igen. Det var den dummeste jeg har gjort længe.

Nu er jeg sq volsomt begyndt at overveje at sige op, uden at havde et andet job.

Jeg savner at komme i gang og tror jeg ville kunne klare det helt fint at arbejde igen, bare ikke på mit nuværendne arb.

Min psykolog nævnte allerede ved 2. samtale (har nu haft 4) om jeg var sikker på mit job ikke var som gift for mig :-O

Ved 1. standart samtale med jobcentret (den man har ved længere tids sygdom) nævnte hun også, at var det ikke fordi jeg blev ved med at sige at jeg godt kan lide mine kollegaer og det arbejde jeg laver. Ville hun også mene jeg nok skulle vidre.

Men jeg har nægtet for ville ikke give op, men jeg kan nu godt mærke at det måske er det rigtige så jeg kan komme vidre. Det kan man jo ikke når man er sygmeldt, og jeg bliver endnu dårliger ved at prøve at komme i gang med min nyværendne job.

Jeg har ikke prøvet at være ledig de sidste 16 år, men havde et ½ år på dp lige inden jeg tog min udd som sosu hjælper.

Jeg har arbejdet 5 forskellige steder siden jeg blev udlært, og det har altid været mig der har sagt op da jeg havde fundet noget nyt. De 2 af gangene pga flytning.

Jeg er en hjælper med gode kompentancer, er pligt opfydne, mødestabil og lægger stor pris på at udføre mig job på en værdig og prof måde.

Og har i mit virke som hjælper ikke haft problemer med at finde job, og tror heller ikke det vil blive et problem nu (måske lidt naivt ?)

Hvad er jeres erfaringer og input til mig ??? For har bare brug for nogle øjne ude fra.

 Anonyme svar er tilladt

Jeg lavede en anonym tråd for en uges tid siden, netop om at opsige job uden at have et nyt grundet stress. Du svarede på den og jeg har det præcis som dig! Jeg skulle starte job op imorgen efter endt barsel og jeg kan slet ik overskue det! Jeg stresser helt vildt over det! Har fået en uges ferie, men vi er faktisk blevet enige om herhjemme at jeg siger op.. Jeg er ikke i tvivl om at jeg godt kan arbejde, men der er SÅ meget dårligt ved min nuværende arbejdsplads at jeg står faretruende tæt på at gå ned igen! Så jeg må tage karantænen hvis den kommer, har trukket mine feriepenge fra jobbet så de kan dække manglende løn og så må jeg tackle min perfektionisme og acceptere at jeg skal være uden arbejde.. Jeg skal IKKE derud igen hvor jeg blev sygemeldt sidst.. Jeg nægter det! Jeg kunne ikke tage mig af mig selv, eller min lille datter i maven, og det tvivler jeg på bliver anderledes nu hvor hun er 10 mdr. Der skal struktur i min hverdag og det får jeg ikke på mit job.

Når du har det sådan så lyt til dig selv og vær ligeglad med hvad andre tænker!

Fenja09 skriver:

Jeg ved ikke helt om jeg har læst eller forstået det korrekt, men er du sygemeldt pga. noget der er sket mens du har arbejdet som hjælper?

Jeg blev selv sygemeldt for år tilbage ( er også udd. sosu-hjælper) fordi jeg blev svimmel og faldt om på arbejdet. Jeg valgte så efter et par måneder og i samvær med lederen at blive sygemeldt. At arbejde så tæt med mennesker betyder at man skal give en hel del af sig selv, og hvis man samtidigt har noget at kæmpe med psykisk, så ender det med at man absolut intet energi har til sig selv når man kommer fra job.

Det er ikke sikkert at du behøver stoppe helt, men måske skal du sygemelde dig helt - uden at møde op på job i en hel eller halv time. Få det på afstand, få dine tanker bearbejdet og find ud af hvad du vil.

Jeg har droppet det helt og søgt nye græsgange - og ikke fordi jeg ikke er god til arbejdet, men måske for god - eller for dårlig til at ligge tingene på hylden når jeg kommer hjem.

Du skal lytte til din krop og dine følelser og du skal have en god mavefornemmelse når du møder op på job. Du skal være glad når du går i seng om aftenen og glæde dig til at komme afsted om morgenen, hvis det ikke er tilfældet, så synes jeg du skal overveje om det er det værd.

/Fenja

Ja jeg er sygmeldt nu.

Mit job har skiftet alle 3 ledere ud på få mdr for et år siden.

Vi blev volsomt presset i tid bl.a pga. fejl i visiteringen.

Vi er lige ledes kastet rundt på de forskellige afd og er ikke hvor vi var engang.

Jeg har MANGE xtra kompentencer og får ikke tiden til dem. Selvom jeg siger jeg har svært ved at nå det.

Og sådan kan jeg blive ved. . . . .  . . . 

Jeg går til psykolog nu og skal lære at sige fra og kun gøre ting 1oo% i stedet for 300%  Men tvivler på jeg kan bryde mønstret der ER LAGT.

Christina 1974 skriver:

Jeg har været sygmeldt siden 19/3-13 pga stress, med angst tilfælde når der er den mindste smugle der minder min om mit nuværendne job.

(som jeg i bund og grund mener jeg svigter, fordi jeg da ''bare'' burde tage mig sammen)

fx når jeg er i nærheden af det eller på det, når jeg møder kollegaer (også dem jeg holder rigtig meget af) eller er i det lokale indkøbscenter hvor jeg med stor sansynlighed vil møde mine kollegaer, da vi alle bor i nærheden af jobbet.

Jeg prøvede i forrige uge tirsdag at starte med kun at være der ½ time uden at lave noget, det var nok til at jeg lige tog 2 skridt tilbage af de 3 jeg havde bevægede mig frem. Mødte dog op igen om torsdagen, men kunne kun holde til 10 min så måtte jeg hjem igen. Det var den dummeste jeg har gjort længe.

Nu er jeg sq volsomt begyndt at overveje at sige op, uden at havde et andet job.

Jeg savner at komme i gang og tror jeg ville kunne klare det helt fint at arbejde igen, bare ikke på mit nuværendne arb.

Min psykolog nævnte allerede ved 2. samtale (har nu haft 4) om jeg var sikker på mit job ikke var som gift for mig :-O

Ved 1. standart samtale med jobcentret (den man har ved længere tids sygdom) nævnte hun også, at var det ikke fordi jeg blev ved med at sige at jeg godt kan lide mine kollegaer og det arbejde jeg laver. Ville hun også mene jeg nok skulle vidre.

Men jeg har nægtet for ville ikke give op, men jeg kan nu godt mærke at det måske er det rigtige så jeg kan komme vidre. Det kan man jo ikke når man er sygmeldt, og jeg bliver endnu dårliger ved at prøve at komme i gang med min nyværendne job.

Jeg har ikke prøvet at være ledig de sidste 16 år, men havde et ½ år på dp lige inden jeg tog min udd som sosu hjælper.

Jeg har arbejdet 5 forskellige steder siden jeg blev udlært, og det har altid været mig der har sagt op da jeg havde fundet noget nyt. De 2 af gangene pga flytning.

Jeg er en hjælper med gode kompentancer, er pligt opfydne, mødestabil og lægger stor pris på at udføre mig job på en værdig og prof måde.

Og har i mit virke som hjælper ikke haft problemer med at finde job, og tror heller ikke det vil blive et problem nu (måske lidt naivt ?)

Hvad er jeres erfaringer og input til mig ??? For har bare brug for nogle øjne ude fra.

 Anonyme svar er tilladt

Team Putte skriver:

Jeg lavede en anonym tråd for en uges tid siden, netop om at opsige job uden at have et nyt grundet stress. Du svarede på den og jeg har det præcis som dig! Jeg skulle starte job op imorgen efter endt barsel og jeg kan slet ik overskue det! Jeg stresser helt vildt over det! Har fået en uges ferie, men vi er faktisk blevet enige om herhjemme at jeg siger op.. Jeg er ikke i tvivl om at jeg godt kan arbejde, men der er SÅ meget dårligt ved min nuværende arbejdsplads at jeg står faretruende tæt på at gå ned igen! Så jeg må tage karantænen hvis den kommer, har trukket mine feriepenge fra jobbet så de kan dække manglende løn og så må jeg tackle min perfektionisme og acceptere at jeg skal være uden arbejde.. Jeg skal IKKE derud igen hvor jeg blev sygemeldt sidst.. Jeg nægter det! Jeg kunne ikke tage mig af mig selv, eller min lille datter i maven, og det tvivler jeg på bliver anderledes nu hvor hun er 10 mdr. Der skal struktur i min hverdag og det får jeg ikke på mit job.

 

Når du har det sådan så lyt til dig selv og vær ligeglad med hvad andre tænker!

Det er altid nemmere at råde andre, derfor jeg har brug for JER 

Christina 1974 skriver:

Det er altid nemmere at råde andre, derfor jeg har brug for JER 

Ja jeg ved det.. Står jo selv i det og jeg har vaklet meget frem og tilbage.. Beslutningen er dog taget herhjemme, jeg har dog endnu ik luftet det for min chef.. Kan allerede mærke hvordan byrden blev løftet af mine skuldre da vi havde taget beslutningen