Hvordan er Jeres drenge på 4?

Som overskriften lyder: Hvordan er Jeres 4-årige drenge?
Jeg er simpelthen i tvivl om min dreng (han bliver 4 om halvanden måneds tid) bare har en super dårlig periode eller om det virkelig er den seriøse selvstændighedsalder der spiller ind...
Eks.:
- Han reagerer fuldstændig vildt hvis noget legetøj driller ham, han skriger, græder og bliver helt vildt ked!
- Han spiller hans far og mig ud mod hinanden, han skifter imellem hvem han vil have til at hjælpe sig!
- Han vil ikke være nogen steder uden mig (mor)! Jo, i børnehaven men ikke hos bedsterne eller hos legekammerater!
- Han kan ikke klare noget modstand, krav eller noget - han bliver edderrasende! Han er simpelthen SÅ følsom!
Hvordan er Jeres drenge? Ja, eller piger for den sags skyld

Ingen af mine tre børn har kunnet være alene hos andre, jeg skulle altid med! I dag er min midterste dreng 6 år og går ALENE hjem fra skole. Men han. Er stadig ikke helgoland for at være ude hos " fremmede" klassekammerater alene. Men det skal nok komme.

spiller han jer virkelig ud mod hinandenellerskifter han bare Mening om hvem der skal hjælpe? Her er det forskelligt hvem der er i kridthuset og det synes jeg er ok.

Lyder som min dreng han bliver 4 til okt

Ps har han nogle succes oplevelser med at blive stillet over for noget nyt han ikke kunne, og så lærer det? F.eks. At lægge tøj sammen. Det er svært, men uanset hvordan det går, så kan man altid rose børnene for at nu kan de selv lægge bukser og trøjer sammen. Det kan godt være de ligger hulter til bulter, men det er jo lige meget, det er succesoplevelsen der er den vigtige!

Mumto3 skriver:

Ingen af mine tre børn har kunnet være alene hos andre, jeg skulle altid med! I dag er min midterste dreng 6 år og går ALENE hjem fra skole. Men han. Er stadig ikke helgoland for at være ude hos " fremmede" klassekammerater alene. Men det skal nok komme.

spiller han jer virkelig ud mod hinandenellerskifter han bare Mening om hvem der skal hjælpe? Her er det forskelligt hvem der er i kridthuset og det synes jeg er ok.

Tak for dit svar!
Ja, han har det med at spille os ud mod hinanden, eks. siger han til mig "det siger far jeg må, du er dum", og hans far har ikke sagt noget Han er simpelthen SÅ følsom og pirrelig at jeg er ved at få grå hår:/ Men fint at høre om andre der osse har svært ved at være ude uden forældre...
Vi skal gå på listefødder og det dutter jo ikke...Jeg har det bare sådan lidt: er han oprigtig ked af noget eller er det "bare" den der fase de skal igennem? Har spurgt om der er noget han er ked af, det er jo et vidt begreb for sådan en størrelse, der er ikke sket noget der skulle kunne gøre at han har det sådan mener jeg...

Møllerpigen:-) skriver:

Lyder som min dreng han bliver 4 til okt

Nå, men så kender du jo alt til det

Mumto3 skriver:

Ps har han nogle succes oplevelser med at blive stillet over for noget nyt han ikke kunne, og så lærer det? F.eks. At lægge tøj sammen. Det er svært, men uanset hvordan det går, så kan man altid rose børnene for at nu kan de selv lægge bukser og trøjer sammen. Det kan godt være de ligger hulter til bulter, men det er jo lige meget, det er succesoplevelsen der er den vigtige!

Ja, han er god til at hjælpe og vi roser ham rigtig meget for det - selvom det ligger hulter til bulter eller hvad det end måtte være Har I bare accepteret at han ikke ville være nogensteder uden Jer eller har I forsigtigt skubbet på?

Anonym skriver:

Som overskriften lyder: Hvordan er Jeres 4-årige drenge?
Jeg er simpelthen i tvivl om min dreng (han bliver 4 om halvanden måneds tid) bare har en super dårlig periode eller om det virkelig er den seriøse selvstændighedsalder der spiller ind...
Eks.:
- Han reagerer fuldstændig vildt hvis noget legetøj driller ham, han skriger, græder og bliver helt vildt ked!
- Han spiller hans far og mig ud mod hinanden, han skifter imellem hvem han vil have til at hjælpe sig!
- Han vil ikke være nogen steder uden mig (mor)! Jo, i børnehaven men ikke hos bedsterne eller hos legekammerater!
- Han kan ikke klare noget modstand, krav eller noget - han bliver edderrasende! Han er simpelthen SÅ følsom!
Hvordan er Jeres drenge? Ja, eller piger for den sags skyld

Lær ham at sætte ord på tingene. Det han gerne vil have, det der gør ham ked af det, det der er svært og så videre. 

Hjælp ham ved at starte med at sige: jeg kan se di er rigtig gal nu, hvorfor bliver du så sur? -og når han forklare, hjælper du ham og anerkemder at det da også er rigtig svært/irriterende eller lign. 

Hvis det er noget han vil som han ikke må, så anerkend ham stadig ved at forstå og rumme hans følelser, men hold fast i at han fx ikke må få slik. 

Lær ham at bedr om hjælp o stedet for fx at skrige eller lave raseriudbrud, hjælp ham med at sætte ord på og bedr om hjælp. 

LR85 skriver:

Lær ham at sætte ord på tingene. Det han gerne vil have, det der gør ham ked af det, det der er svært og så videre. 

Hjælp ham ved at starte med at sige: jeg kan se di er rigtig gal nu, hvorfor bliver du så sur? -og når han forklare, hjælper du ham og anerkemder at det da også er rigtig svært/irriterende eller lign. 

Hvis det er noget han vil som han ikke må, så anerkend ham stadig ved at forstå og rumme hans følelser, men hold fast i at han fx ikke må få slik. 

Lær ham at bedr om hjælp o stedet for fx at skrige eller lave raseriudbrud, hjælp ham med at sætte ord på og bedr om hjælp. 

Tak for dit svar!
Jeg er helt med på hvad du skriver og vi gør alt det du råder os til Han er MEGET fremme sprogligt og er god til at udtrykke sig og sætte ord på følelser - NORMALT! Men ikke nu??? Og jeg forstår det ikke...han er inde i en super dårlig periode hvor overskudet bare ikke eksisterer...Det er ligesom om han er blevet en helt andet dreng...Og så er det jeg tænker om der mon er noget inde i ham der trykker eller om det egentlig "bare" er en udviklingsfase...Så derfor ville jeg høre om andre havde drenge med samme problematikker

Anonym skriver:

Ja, han er god til at hjælpe og vi roser ham rigtig meget for det - selvom det ligger hulter til bulter eller hvad det end måtte være Har I bare accepteret at han ikke ville være nogensteder uden Jer eller har I forsigtigt skubbet på?

Vi skubber ikke på! Det har vi gjort med den første og fortrudt det bitterligt. Så med de næste accepterede vi det og det tror jeg på man får langt tryggere børn af. Særligt når han reager som han gør ville jeg klart bakke ham op. Hvis andre siger" du kan da godt...." Så ville jeg forsvare og siger " nej det synes VI ikke han skal" så er det dig der tager ansvaret for at han ikke skal være alene uden jer, så skal han nok selv en dag komme og bede om at komme alene et eller andet sted hen, og så bakker man selvfølgelig op om det.