What to do...

Hej

Som de fleste sikkert har kunne læse ud af mine indlæg, har vi for længe siden planlagt at jeg skulle smide pillerne her til efteråret. Jeg har glædet mig RIGTIG RIGTIG meget, og har sat ting i gang for at blive max-klar. (folsyre, motion, anti-parabene kampagne herhjemme, spise sundt, m.m.)

I søndags blev jeg så bachelor på min uddannelse. Jeg mangler nu 2 år på kandidaten, før jeg kan kalde mig jurist.

MEEEEN, da alle jeg talte med søndag, så sagde "tillykke, nu er der kun 2 år, nej 1 år og 11 mdr. til du er færdig!" og den slags, så begyndte jeg bare at kunne smage tørsten efter at blive helt færdig. Jeg tænkte, åhh nej, der er jo faktisk 2 år og 7 mdr før jeg er færdig.
Jeg kan nu se lyset for enden af denne 6 år lange tunnel. Jeg kan nu endelig rent faktisk visualisere og forestille mig at jeg engang bliver færdig. Og det vil jeg. NU. Jeg er simpelthen blevet SÅDAN i tvivl om det er det rette at få det barn nu. Jeg er kommet i tvivl om det vil være bedre bare at få den udd. overstået, inden ammehjerne mm. slår til, så jeg er lost og skal starte "forfra" det sidste år af kandidaten, når jeg kommer tilbage efter barsel.

Jeg kan ikke fatte jeg er blevet i tvivl. Jeg har glædet mig, og planlagt og været helt vild skruk og babysulten. Nu tænker jeg karriere og løn og eksamensbevis i stedet!!
Jeg kom også i går til at tænke på, at hvis jeg får baby nu, så er min ungdom definitiv slut på den anden side af barsel og lign. Måske skulle jeg bare nyde de sidste lange blikke fra gutterne og de sidste mojhitos med tøserne?? Jeg er jo "kun" lige 26, og har jo mange år igen???

Jeg har dobbelt dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at tænker på at droppe at gøre min 5 årige til storesøster inden for overskuelig fremtid. Men også vild dårlig samvittihed over at jeg skulker fra udd. for at tage på barsel. Det er jo nu på kandidaten at jeg skal høste hvad der er så hårdt at lære på bacheloren??

Jeg er skrækslagen over at jeg er kommet i tvivl. Kæresten og jeg er næsten enige om at vi nu sætter planerne på standby, i alt fald til foråret. Men altså... Jeg kan bare ikke forstå det. Jeg har talt dage ned i 6 mdr. nu!! Og BANG! Alt baby-fever borte som dug for solen??

Er der andre der har prøvet noget lign?? Hvad tænker i?

Jeg kan lige tilføje at kæresten mener det er min beslutning. Han er klar til baby nu, men også helt klar til at vente et par år mere. Han siger at han ikke ved hvordan det vil være for mig at holde midt i det hele, og at det må jeg jo være nærmest til at finde ud af. Og det har han jo ret i.

Jeg kan jo selvfølgelig ikke fortælle hvad der er det bedste for dig, men jeg ville holde ud og få færdiggjort udd.
Jeg har ikke selv en bachelor men flere af mine venner har. Nogle af dem valgte at tage "et lille sabbatår" og kom så aldrig tilbage. Jeg selv var i gang med sygeplejeuddannelsen og kom heller aldrig tilbage.
For både mig og mine venner har det ikke handlet om dovenskab men om at hverdagen og økonomien overtager forstanden. Når man har været væk fra uddannelsen tager det lige noget tid at spore sig ind på vejen igen. Økonomien ser måske også anderledes ud. For mit eget vedkommende er det nu tre børn og hus osv siden jeg var i gang med sypl. udd. Dengang trængte jeg til et friår og det var da også dejligt, men jeg blev ved at udsætte opstarten og til sidst var det for sent. Jeg endte i stedet med at tage en kortere uddannelse med elevløn og vil altid have en lille snert af fortrydelse over mit valg.

Omkring det med børn så har jeg ca. 4 år mellem hvert af mine tre børn. Og det er på ingen måde et problem at den ældste nu nærmer sig 8 år. Hun er så glad for sin lille nye søster og fordelen er at hun nu er så stor at hun er meget selvhjulpen og også i en snæver vending lige kan kigge efter de to andre.

Om de er 5 eller 8 tror jeg ikke betyder så meget. Med mindre de er lige efter hinanden, vil de altid være på hvert sit sted i livet/udviklingen. Men jeg tror på at søskende er en gave og at de vil vokse op og have meget glæde af hinanden, både som børn men især i voksenlivet.

Berith