Jeg er dagplejer og har været det en del år efterhånden. Jeg er ano pga min tavshedspligt
I går mødte jeg en af mine tidligere dagplejebørns mor på gaden.
Barnet er nu i mellemskolen, men var ikke med moderen så hende fik jeg ikke hilst på. Moderen fortalte mig at hun var så glad for at møde mig for hun havde sådan tænkt på mig siden. Hun ville da bare lige fortælle mig hvor godt det går barnet og familien og hvor meget hun mener at jeg har haft andel i det.
Da barnet var hos mig, var det en turbulent periode for familien.
I dette var jeg en fast klippe i deres barns hverdag samtidig med at forældrene også kunne læsse alle deres tanker og sorger af hos mig.
I alt dette tænkte jeg ikke så meget over hvor meget jeg hjalp familien, jeg syntes jo bare at jeg gjorde det der skulle til. Men nu hvor det er på afstand kan jeg godt se at jeg har gjort mere end jeg umiddelbart troede. Også efter åbningstid
Og hvor er jeg glad for at familien i dag har det godt og at de fortalte mig om det. Og på mit fags vegne er jeg glad for at der her er en familie der går ud og fortæller den gode historie om dagplejen:-)
Anmeld
