Er nødt til at ud med det

Jeg er simpelthen nødt til at få luftet ud og vendt hjernen på vrangen – så med fare for en utrolig lang skrivelse vil jeg ønske jer god læsning!

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte lige nu, men et eller andet sted skal vi jo starte, somregel er det ved 1 eller A – i dag bliver det begge dele….

D. 1. April blev noget af en sær dag, en af mine veninder (også en veninde af min eks (faren)) skrev til mig om jeg havde hørt at han (min eks) skal have et barn med en anden også… Jeg bliver så en smule fornærmet over at hun overhovedet kan finde på at bruge det som en aprilsnar! Og jeg skriver til hende at det simpelthen er for lavt af hende at skrive sådan noget plader når hun godt ved hvordan jeg lige nu går og har det mht. hans måde at være på, ikke kun overfor mig men også overfor tvillingerne dengang, og især hans svar da jeg via min veninde oplyste ham om at vi havde mistet den ene af dem, den kommentar hænger stadigvæk fast!

Min veninde ringer så til mig kort efter og siger ”Det er altså ikke en aprilsnar, jeg havde virkelig ikke skænket det en tanke at det er den 1. April i dag – men han har altså offentliggjort det på facebook i går”

Jeg bliver simpelthen så chokeret bagefter og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, det er lidt som om at jeg mest af alt bare har brug for at græde, men jeg ved virkelig ikke over ved – men grædes skal der altså! Jeg har så siden fundet ud af at jeg faktisk bare er skide jaloux, både på mine egne, men fandeme også på lillemandens vegne!

Hvad pokker bilder den idiot sig ind?! Først sviner han mig til, fair nok, det kan jeg leve med men det er bare ikke ham jeg skal dele resten af mit liv med så – derefter vælger han og hans familie at de intet vil have med tvillingerne at gøre …. Og nu skal han så have barn med en anden?! Der var ikke engang gået 5 måneder siden han først friede til mig for at vi dagen efter gik fra hinanden … og så er hun allerede i 2. trimester? Er jeg den eneste der føler at der er noget galt her, eller?!

At jeg så er jaloux over at han har fundet en anden er jo egentlig skide tåbeligt, for det har jeg jo også? Men hvor godt er det så lige gået for mig egentlig? – udaftil er det jo egentlig gået meget godt, og han er også skide sød, det er slet ikke det – men han forstår det ikke rigtigt, han forstår simpelthen ikke at jeg indimellem stadigvæk kan få tudeture over min eks, og det er ikke fordi jeg savner ham .. tværtimod, min selvtillid har faktisk ikke været så god som den er nu længe lige bortset fra et punkt (den tager vi så senere). Mine tudeture skyldes at jeg simpelthen er så knust over at min søn ikke kommer til at kende sin rigtige far, for en far skal han nok få… men det bliver aldrig HANS far. Og lige meget hvor stor en idiot den mand har været overfor mig, så er jeg stadigvæk knust over at de to ikke kommer til at kende hinanden.

Og så kan mine veninder og min søster sige lige så mange gange de vil ”Se det på den lyse side, du slipper for tusindevis af lange, stride kampe mod ham i statsamtet” … hvad nu hvis det er det jeg vil?! Så vidste jeg da at han ikke bare er ligeglad med sin søn, og lillemanden ville også kunne se det. Men det bliver der jo nok aldrig noget af.

Og lige meget hvor mangen gange jeg prøver på at forklare det til nogen, hvor vigtigt det er for mig at min søn møder sin rigtige far, så er der ingen der forstår det for jeg kan jo bare finde en ny og lillemanden behøver ikke vide at hans rigtige far ikke gider ham og bla bla bla

JO, gu fanden gør han så (ja undskyld sproget men bliver bare så rasende!) selvfølgelig skal han da vide at manden han (måske) en dag kommer til at kalde far, faktisk ikke er hans rigtige far også selvom han ikke ser ham. Jeg ville aldrig kunne holde sådan noget skjult for ham – jeg ville da selv blive fuldstændig rasende hvis jeg fandt ud af at min mor havde holdt sådan noget skjult for mig…

Og det kan godt være at det bare er mig der har det sådan, men han fortjener at vide at han har en far et eller andet sted.

Det forstår min kæreste så heller ikke at jeg mener, han forstår i det hele taget ikke ret meget af det her, han forstår at jeg skal være mor … lige om lidt, men alt andet nixen, han forstår ikke jeg går så meget op i værelset, han forstår ikke at det er så vigtigt få mig at den anden af tvillingerne også for et navn, for den er jo død. Og han bliver ved med at sige det ”Jamen den er jo død så hvorfor?” og i går fik jeg simpelthen bare nok, jeg er så træt af at alle folk skal minde mig om at den er død, som om at det gør at den er ligegyldig! Og det er den altså ikke! Jeg glædede mig til at få tvillinger, jeg bestilte alt muligt til dem, jeg købte endda matchende dragter, og jeg har dem stadigvæk – men nej, alle bestillinger måtte afblæses og dragterne byttes… i hvert fald den ene, men det kunne og kan jeg stadigvæk ikke…

Jeg elsker begge mine børn og det vil jeg altid gøre og sådan er det bare, lige meget hvor mange gange folk beder mig om at give slip og leve videre ”For i det mindste fik jeg da lov til at beholde en”  - Og ja jeg fik lov til at beholde en, men det gør det sku da ikke meget bedre! Jeg ved godt at jeg ikke var så langt henne da det skete, men jeg havde vendet mig til det og havde faktisk fortalt de nærmeste det, at min bedstevenine så ikke lige ved hvordan man holder kæft så langt over halvdelen lige pludselig vidste det – gjorde det bestemt ikke nemmere i tiden efter at have fået afvide at jeg havde mistet den ene, for når man som jeg ikke har facebook, eller i hvert fald ikke benytter det – så kan man ikke bare lige fortælle dem alle at man har mistet den ene af dem, så i lang tid efter blev jeg mødt af spørgsmålene ”glæder du dig ikke bare til at møde dem” , ”tror du de er enæggede?”, ”hvad køn tror du det bliver, hvilke navne overvejer du” osv. Og gang på gang har jeg måtte stå at forklare det hele om og om igen…

Så sent som i går blev jeg faktisk også mødt af en veninde som åbenbart heller ikke vidste det ”Du er godt nok ikke stor taget i betragtning af at der ligger to derinde – men flot at du har holdt på dem så længe” hold op hvor gjorde den ondt, for nej – jeg er ikke stor, heller ikke engang taget i betragtning af at der kun er en derinde, men det er jo ikke min skyld – og ja det ville have været rart at have holdt på dem så længe, så havde deres fødsel jo lagt lige rundt om hjørnet nu…

Lige for tiden er jeg bare så træt af og irriteret på min kæreste, og jeg aner ikke hvorfor, måske er det bare ikke tidspunktet eller måske er han faktisk ikke den rigtige alligevel… måske det alligevel var for tidligt at gå i gang med at date igen … suk!

Jeg aner virkelig ikke hvor jeg skal gøre af mig selv – men tusinde tak fordi i læste med, det er lidt rart at få luftet ud engang imellem…

kriknu skriver:

Jeg er simpelthen nødt til at få luftet ud og vendt hjernen på vrangen – så med fare for en utrolig lang skrivelse vil jeg ønske jer god læsning!

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte lige nu, men et eller andet sted skal vi jo starte, somregel er det ved 1 eller A – i dag bliver det begge dele….

D. 1. April blev noget af en sær dag, en af mine veninder (også en veninde af min eks (faren)) skrev til mig om jeg havde hørt at han (min eks) skal have et barn med en anden også… Jeg bliver så en smule fornærmet over at hun overhovedet kan finde på at bruge det som en aprilsnar! Og jeg skriver til hende at det simpelthen er for lavt af hende at skrive sådan noget plader når hun godt ved hvordan jeg lige nu går og har det mht. hans måde at være på, ikke kun overfor mig men også overfor tvillingerne dengang, og især hans svar da jeg via min veninde oplyste ham om at vi havde mistet den ene af dem, den kommentar hænger stadigvæk fast!

Min veninde ringer så til mig kort efter og siger ”Det er altså ikke en aprilsnar, jeg havde virkelig ikke skænket det en tanke at det er den 1. April i dag – men han har altså offentliggjort det på facebook i går”

Jeg bliver simpelthen så chokeret bagefter og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, det er lidt som om at jeg mest af alt bare har brug for at græde, men jeg ved virkelig ikke over ved – men grædes skal der altså! Jeg har så siden fundet ud af at jeg faktisk bare er skide jaloux, både på mine egne, men fandeme også på lillemandens vegne!

Hvad pokker bilder den idiot sig ind?! Først sviner han mig til, fair nok, det kan jeg leve med men det er bare ikke ham jeg skal dele resten af mit liv med så – derefter vælger han og hans familie at de intet vil have med tvillingerne at gøre …. Og nu skal han så have barn med en anden?! Der var ikke engang gået 5 måneder siden han først friede til mig for at vi dagen efter gik fra hinanden … og så er hun allerede i 2. trimester? Er jeg den eneste der føler at der er noget galt her, eller?!

At jeg så er jaloux over at han har fundet en anden er jo egentlig skide tåbeligt, for det har jeg jo også? Men hvor godt er det så lige gået for mig egentlig? – udaftil er det jo egentlig gået meget godt, og han er også skide sød, det er slet ikke det – men han forstår det ikke rigtigt, han forstår simpelthen ikke at jeg indimellem stadigvæk kan få tudeture over min eks, og det er ikke fordi jeg savner ham .. tværtimod, min selvtillid har faktisk ikke været så god som den er nu længe lige bortset fra et punkt (den tager vi så senere). Mine tudeture skyldes at jeg simpelthen er så knust over at min søn ikke kommer til at kende sin rigtige far, for en far skal han nok få… men det bliver aldrig HANS far. Og lige meget hvor stor en idiot den mand har været overfor mig, så er jeg stadigvæk knust over at de to ikke kommer til at kende hinanden.

Og så kan mine veninder og min søster sige lige så mange gange de vil ”Se det på den lyse side, du slipper for tusindevis af lange, stride kampe mod ham i statsamtet” … hvad nu hvis det er det jeg vil?! Så vidste jeg da at han ikke bare er ligeglad med sin søn, og lillemanden ville også kunne se det. Men det bliver der jo nok aldrig noget af.

Og lige meget hvor mangen gange jeg prøver på at forklare det til nogen, hvor vigtigt det er for mig at min søn møder sin rigtige far, så er der ingen der forstår det for jeg kan jo bare finde en ny og lillemanden behøver ikke vide at hans rigtige far ikke gider ham og bla bla bla

JO, gu fanden gør han så (ja undskyld sproget men bliver bare så rasende!) selvfølgelig skal han da vide at manden han (måske) en dag kommer til at kalde far, faktisk ikke er hans rigtige far også selvom han ikke ser ham. Jeg ville aldrig kunne holde sådan noget skjult for ham – jeg ville da selv blive fuldstændig rasende hvis jeg fandt ud af at min mor havde holdt sådan noget skjult for mig…

Og det kan godt være at det bare er mig der har det sådan, men han fortjener at vide at han har en far et eller andet sted.

Det forstår min kæreste så heller ikke at jeg mener, han forstår i det hele taget ikke ret meget af det her, han forstår at jeg skal være mor … lige om lidt, men alt andet nixen, han forstår ikke jeg går så meget op i værelset, han forstår ikke at det er så vigtigt få mig at den anden af tvillingerne også for et navn, for den er jo død. Og han bliver ved med at sige det ”Jamen den er jo død så hvorfor?” og i går fik jeg simpelthen bare nok, jeg er så træt af at alle folk skal minde mig om at den er død, som om at det gør at den er ligegyldig! Og det er den altså ikke! Jeg glædede mig til at få tvillinger, jeg bestilte alt muligt til dem, jeg købte endda matchende dragter, og jeg har dem stadigvæk – men nej, alle bestillinger måtte afblæses og dragterne byttes… i hvert fald den ene, men det kunne og kan jeg stadigvæk ikke…

Jeg elsker begge mine børn og det vil jeg altid gøre og sådan er det bare, lige meget hvor mange gange folk beder mig om at give slip og leve videre ”For i det mindste fik jeg da lov til at beholde en”  - Og ja jeg fik lov til at beholde en, men det gør det sku da ikke meget bedre! Jeg ved godt at jeg ikke var så langt henne da det skete, men jeg havde vendet mig til det og havde faktisk fortalt de nærmeste det, at min bedstevenine så ikke lige ved hvordan man holder kæft så langt over halvdelen lige pludselig vidste det – gjorde det bestemt ikke nemmere i tiden efter at have fået afvide at jeg havde mistet den ene, for når man som jeg ikke har facebook, eller i hvert fald ikke benytter det – så kan man ikke bare lige fortælle dem alle at man har mistet den ene af dem, så i lang tid efter blev jeg mødt af spørgsmålene ”glæder du dig ikke bare til at møde dem” , ”tror du de er enæggede?”, ”hvad køn tror du det bliver, hvilke navne overvejer du” osv. Og gang på gang har jeg måtte stå at forklare det hele om og om igen…

Så sent som i går blev jeg faktisk også mødt af en veninde som åbenbart heller ikke vidste det ”Du er godt nok ikke stor taget i betragtning af at der ligger to derinde – men flot at du har holdt på dem så længe” hold op hvor gjorde den ondt, for nej – jeg er ikke stor, heller ikke engang taget i betragtning af at der kun er en derinde, men det er jo ikke min skyld – og ja det ville have været rart at have holdt på dem så længe, så havde deres fødsel jo lagt lige rundt om hjørnet nu…

Lige for tiden er jeg bare så træt af og irriteret på min kæreste, og jeg aner ikke hvorfor, måske er det bare ikke tidspunktet eller måske er han faktisk ikke den rigtige alligevel… måske det alligevel var for tidligt at gå i gang med at date igen … suk!

Jeg aner virkelig ikke hvor jeg skal gøre af mig selv – men tusinde tak fordi i læste med, det er lidt rart at få luftet ud engang imellem…

Kæmpe kæmpe kæmpe kram til dig

Ved desværre ikke rigtig hvad jeg skal sige til dig, udover at du er en stærk kvinde!

kriknu skriver:

Jeg er simpelthen nødt til at få luftet ud og vendt hjernen på vrangen – så med fare for en utrolig lang skrivelse vil jeg ønske jer god læsning!

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte lige nu, men et eller andet sted skal vi jo starte, somregel er det ved 1 eller A – i dag bliver det begge dele….

D. 1. April blev noget af en sær dag, en af mine veninder (også en veninde af min eks (faren)) skrev til mig om jeg havde hørt at han (min eks) skal have et barn med en anden også… Jeg bliver så en smule fornærmet over at hun overhovedet kan finde på at bruge det som en aprilsnar! Og jeg skriver til hende at det simpelthen er for lavt af hende at skrive sådan noget plader når hun godt ved hvordan jeg lige nu går og har det mht. hans måde at være på, ikke kun overfor mig men også overfor tvillingerne dengang, og især hans svar da jeg via min veninde oplyste ham om at vi havde mistet den ene af dem, den kommentar hænger stadigvæk fast!

Min veninde ringer så til mig kort efter og siger ”Det er altså ikke en aprilsnar, jeg havde virkelig ikke skænket det en tanke at det er den 1. April i dag – men han har altså offentliggjort det på facebook i går”

Jeg bliver simpelthen så chokeret bagefter og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, det er lidt som om at jeg mest af alt bare har brug for at græde, men jeg ved virkelig ikke over ved – men grædes skal der altså! Jeg har så siden fundet ud af at jeg faktisk bare er skide jaloux, både på mine egne, men fandeme også på lillemandens vegne!

Hvad pokker bilder den idiot sig ind?! Først sviner han mig til, fair nok, det kan jeg leve med men det er bare ikke ham jeg skal dele resten af mit liv med så – derefter vælger han og hans familie at de intet vil have med tvillingerne at gøre …. Og nu skal han så have barn med en anden?! Der var ikke engang gået 5 måneder siden han først friede til mig for at vi dagen efter gik fra hinanden … og så er hun allerede i 2. trimester? Er jeg den eneste der føler at der er noget galt her, eller?!

At jeg så er jaloux over at han har fundet en anden er jo egentlig skide tåbeligt, for det har jeg jo også? Men hvor godt er det så lige gået for mig egentlig? – udaftil er det jo egentlig gået meget godt, og han er også skide sød, det er slet ikke det – men han forstår det ikke rigtigt, han forstår simpelthen ikke at jeg indimellem stadigvæk kan få tudeture over min eks, og det er ikke fordi jeg savner ham .. tværtimod, min selvtillid har faktisk ikke været så god som den er nu længe lige bortset fra et punkt (den tager vi så senere). Mine tudeture skyldes at jeg simpelthen er så knust over at min søn ikke kommer til at kende sin rigtige far, for en far skal han nok få… men det bliver aldrig HANS far. Og lige meget hvor stor en idiot den mand har været overfor mig, så er jeg stadigvæk knust over at de to ikke kommer til at kende hinanden.

Og så kan mine veninder og min søster sige lige så mange gange de vil ”Se det på den lyse side, du slipper for tusindevis af lange, stride kampe mod ham i statsamtet” … hvad nu hvis det er det jeg vil?! Så vidste jeg da at han ikke bare er ligeglad med sin søn, og lillemanden ville også kunne se det. Men det bliver der jo nok aldrig noget af.

Og lige meget hvor mangen gange jeg prøver på at forklare det til nogen, hvor vigtigt det er for mig at min søn møder sin rigtige far, så er der ingen der forstår det for jeg kan jo bare finde en ny og lillemanden behøver ikke vide at hans rigtige far ikke gider ham og bla bla bla

JO, gu fanden gør han så (ja undskyld sproget men bliver bare så rasende!) selvfølgelig skal han da vide at manden han (måske) en dag kommer til at kalde far, faktisk ikke er hans rigtige far også selvom han ikke ser ham. Jeg ville aldrig kunne holde sådan noget skjult for ham – jeg ville da selv blive fuldstændig rasende hvis jeg fandt ud af at min mor havde holdt sådan noget skjult for mig…

Og det kan godt være at det bare er mig der har det sådan, men han fortjener at vide at han har en far et eller andet sted.

Det forstår min kæreste så heller ikke at jeg mener, han forstår i det hele taget ikke ret meget af det her, han forstår at jeg skal være mor … lige om lidt, men alt andet nixen, han forstår ikke jeg går så meget op i værelset, han forstår ikke at det er så vigtigt få mig at den anden af tvillingerne også for et navn, for den er jo død. Og han bliver ved med at sige det ”Jamen den er jo død så hvorfor?” og i går fik jeg simpelthen bare nok, jeg er så træt af at alle folk skal minde mig om at den er død, som om at det gør at den er ligegyldig! Og det er den altså ikke! Jeg glædede mig til at få tvillinger, jeg bestilte alt muligt til dem, jeg købte endda matchende dragter, og jeg har dem stadigvæk – men nej, alle bestillinger måtte afblæses og dragterne byttes… i hvert fald den ene, men det kunne og kan jeg stadigvæk ikke…

Jeg elsker begge mine børn og det vil jeg altid gøre og sådan er det bare, lige meget hvor mange gange folk beder mig om at give slip og leve videre ”For i det mindste fik jeg da lov til at beholde en”  - Og ja jeg fik lov til at beholde en, men det gør det sku da ikke meget bedre! Jeg ved godt at jeg ikke var så langt henne da det skete, men jeg havde vendet mig til det og havde faktisk fortalt de nærmeste det, at min bedstevenine så ikke lige ved hvordan man holder kæft så langt over halvdelen lige pludselig vidste det – gjorde det bestemt ikke nemmere i tiden efter at have fået afvide at jeg havde mistet den ene, for når man som jeg ikke har facebook, eller i hvert fald ikke benytter det – så kan man ikke bare lige fortælle dem alle at man har mistet den ene af dem, så i lang tid efter blev jeg mødt af spørgsmålene ”glæder du dig ikke bare til at møde dem” , ”tror du de er enæggede?”, ”hvad køn tror du det bliver, hvilke navne overvejer du” osv. Og gang på gang har jeg måtte stå at forklare det hele om og om igen…

Så sent som i går blev jeg faktisk også mødt af en veninde som åbenbart heller ikke vidste det ”Du er godt nok ikke stor taget i betragtning af at der ligger to derinde – men flot at du har holdt på dem så længe” hold op hvor gjorde den ondt, for nej – jeg er ikke stor, heller ikke engang taget i betragtning af at der kun er en derinde, men det er jo ikke min skyld – og ja det ville have været rart at have holdt på dem så længe, så havde deres fødsel jo lagt lige rundt om hjørnet nu…

Lige for tiden er jeg bare så træt af og irriteret på min kæreste, og jeg aner ikke hvorfor, måske er det bare ikke tidspunktet eller måske er han faktisk ikke den rigtige alligevel… måske det alligevel var for tidligt at gå i gang med at date igen … suk!

Jeg aner virkelig ikke hvor jeg skal gøre af mig selv – men tusinde tak fordi i læste med, det er lidt rart at få luftet ud engang imellem…

Jeg forstår udmærket dine følelser angående at din søn aldrig kommer til at kende sin biologiske far. For selvfølgelig kommer din søn til at føle sig valgt fra i et eller andet omfang, og det gør det jo ikke bedre at der så er en lille søskende så tæt på aldersmæssigt. 

Og selvfølgelig skal du fortælle ham sandheden. Jeg synes simpelthen at det er manglende respekt overfor børnene at man vælger at lyve overfor dem. Så jeg synes det er rigtig fint at du vil være ærlig overfor din søn. 

Det lyder også hårdt med den manglende forståelse angående tabet af din ene baby. For du har jo fået følelser for ham/hende - og jeg kan sagtens se hvordan det kan hjælpe at give baby et navn og snakke om ham/hende. Du skal have lov til at være ked af det og tale om det og blive forstået.

I det hele taget lyder det som om du har været nogle rigtig hårde oplevelser igennem på meget kort tid. Og det er helt naturligt hvis du sidder tilbage med en masse ubehagelige og ubearbejdede følelser. Har du overvejet at finde en god psykolog og snakke det hele igennem med?

M.h.t. din nuværende kæreste er det måske en god idé virkelig at overveje om han er den rigtige for dig? Og om han vil være klar til at være i et forhold med en kvinde med en lille baby? Jeg kan sagtens forstå at du har haft behov for at komme videre ved at finde en ny mand, også for at få en følelse af tryghed og ikke skulle stå alene med det hele. Men hvis du ikke elsker ham, er det måske bedst at starte på dit nye liv alene? Og vente til den helt rigtige mand dukker op. Hvis du elsker ham, synes jeg at du skal give forholdet en chance.

 

først vil jeg lige sige at man kan være snotforvirret og have mange rundtossede følelser når man er gravid.

Dernæst s kan det godt ske at faderen til dit barn har fravalgt jeres barn lige nu, men hvem siger hvad der sker om 1-2-3 eller 4 år frem i tiden??

Kan jo ske at når han står med det andet barn i armene at han alligevel gerne vil se sit andet barn også??

Kan ske der går et år eller to?

Kender selv en hvis søn først begyndte at se sin far da han var 7 år.
Kender en hvis søn nu er knap 4 år først nu har faderen søgt samvær.

Det er ikke til at vide om der aldrig kommer en kontakt!

Lige nu er der ikke og så er det sådan. så kan du jo selv bestemme navn, dåb eller ikke, og alle de andre ting. Nyde din baby og tænke din ex er et idiot.

Men lad være med at være ked af det for alle år frem - det kan du tage som det kommer så kommer du heller ikke til at tage sorgerne på forskud. :-D

Måske du i virkeligheden har mere brug for at finde dig selv lidt?

modesty skriver:

Jeg forstår udmærket dine følelser angående at din søn aldrig kommer til at kende sin biologiske far. For selvfølgelig kommer din søn til at føle sig valgt fra i et eller andet omfang, og det gør det jo ikke bedre at der så er en lille søskende så tæt på aldersmæssigt. 

Og selvfølgelig skal du fortælle ham sandheden. Jeg synes simpelthen at det er manglende respekt overfor børnene at man vælger at lyve overfor dem. Så jeg synes det er rigtig fint at du vil være ærlig overfor din søn. 

Det lyder også hårdt med den manglende forståelse angående tabet af din ene baby. For du har jo fået følelser for ham/hende - og jeg kan sagtens se hvordan det kan hjælpe at give baby et navn og snakke om ham/hende. Du skal have lov til at være ked af det og tale om det og blive forstået.

I det hele taget lyder det som om du har været nogle rigtig hårde oplevelser igennem på meget kort tid. Og det er helt naturligt hvis du sidder tilbage med en masse ubehagelige og ubearbejdede følelser. Har du overvejet at finde en god psykolog og snakke det hele igennem med?

M.h.t. din nuværende kæreste er det måske en god idé virkelig at overveje om han er den rigtige for dig? Og om han vil være klar til at være i et forhold med en kvinde med en lille baby? Jeg kan sagtens forstå at du har haft behov for at komme videre ved at finde en ny mand, også for at få en følelse af tryghed og ikke skulle stå alene med det hele. Men hvis du ikke elsker ham, er det måske bedst at starte på dit nye liv alene? Og vente til den helt rigtige mand dukker op. Hvis du elsker ham, synes jeg at du skal give forholdet en chance.

Jeg har også tænkt på det med psykologen, men jeg har bare så mange dårlige oplevelser fra fortiden mht psykologer så jeg ved bare ikke om jeg tør tage den chance igen - sidst jeg snakkede med en psykolog fik jeg det kun værre og værre for hver gang jeg snakkede med hende... 

Men jeg er så småt begyndt at prøve at få en tid hos en, jeg vil bare gerne finde den rigtige på en eller anden måde, der er jo stor forskel på dem, men jeg overvejer at ringe til min søsters tidligere psykolog og høre ad, for hun hjalp min søster utrolig meget dengang så jeg håber på at det kan lade sig gøre, jeg er bare rigtig usikker på det 

Jeg elsker min kæreste rigtig meget, og har kendt ham utrolig længe, men det er først for 1½ - 2 måneder siden at jeg gik med til at prøve at give det en chance - men lige for tiden er jeg bare så meget i tvivl fordi han ikke rigtigt kan sætte sig ind i hvordan jeg har det, han prøver, men han forstår det bare ikke rigtigt og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gøre det klart for ham.
Men jeg tvivler ikke på at han er klar til at være der for både mig og min søn, nogle gange tror jeg faktisk at han glæder sig endnu mere til at han bliver født end jeg selv gør 

 

Nemesis skriver:

først vil jeg lige sige at man kan være snotforvirret og have mange rundtossede følelser når man er gravid.

Dernæst s kan det godt ske at faderen til dit barn har fravalgt jeres barn lige nu, men hvem siger hvad der sker om 1-2-3 eller 4 år frem i tiden??

Kan jo ske at når han står med det andet barn i armene at han alligevel gerne vil se sit andet barn også??

Kan ske der går et år eller to?

Kender selv en hvis søn først begyndte at se sin far da han var 7 år.
Kender en hvis søn nu er knap 4 år først nu har faderen søgt samvær.

Det er ikke til at vide om der aldrig kommer en kontakt!

Lige nu er der ikke og så er det sådan. så kan du jo selv bestemme navn, dåb eller ikke, og alle de andre ting. Nyde din baby og tænke din ex er et idiot.

Men lad være med at være ked af det for alle år frem - det kan du tage som det kommer så kommer du heller ikke til at tage sorgerne på forskud. :-D

Måske du i virkeligheden har mere brug for at finde dig selv lidt?

Når faren vælger at stikke af og flytte tilbage til USA så vil jeg mene at der er en rimelig stor risiko for at det aldrig kommer til at ske  

kriknu skriver:

Jeg har også tænkt på det med psykologen, men jeg har bare så mange dårlige oplevelser fra fortiden mht psykologer så jeg ved bare ikke om jeg tør tage den chance igen - sidst jeg snakkede med en psykolog fik jeg det kun værre og værre for hver gang jeg snakkede med hende... 

Men jeg er så småt begyndt at prøve at få en tid hos en, jeg vil bare gerne finde den rigtige på en eller anden måde, der er jo stor forskel på dem, men jeg overvejer at ringe til min søsters tidligere psykolog og høre ad, for hun hjalp min søster utrolig meget dengang så jeg håber på at det kan lade sig gøre, jeg er bare rigtig usikker på det 

Jeg elsker min kæreste rigtig meget, og har kendt ham utrolig længe, men det er først for 1½ - 2 måneder siden at jeg gik med til at prøve at give det en chance - men lige for tiden er jeg bare så meget i tvivl fordi han ikke rigtigt kan sætte sig ind i hvordan jeg har det, han prøver, men han forstår det bare ikke rigtigt og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gøre det klart for ham.
Men jeg tvivler ikke på at han er klar til at være der for både mig og min søn, nogle gange tror jeg faktisk at han glæder sig endnu mere til at han bliver født end jeg selv gør 

 

Ja, det er simpelthen så vigtigt at man finder en dygtig psykolog og at der er god kemi. Jeg kender flere der har brændt nallerne som dig og derfor har opgivet at prøve igen. Og det er virkelig ærgerligt, for der er god hjælp at hente hos den rigtige.

Det lyder som en god idé at tage fat i din søsters gamle. 

Og måske det kunne være en idé at tage din kæreste med til psykolog en gang imellem? Jeg havde selv stor fordel af at tage min mand med en gang imellem. Nogle gange kan det hjælpe at der sidder en tredje person og hjælper til med kommunikationen.

Jeg håber at I finder ud af det sammen, dig og din kæreste. Det lyder som om at I skal holde sammen. Og måske du skal prøve at acceptere at han godt kan elske dig og støtte dig uden nødvendigvis altid at forstå dig 100%?