Anonym skriver:
For en del år siden købte vi et billigt håndværkertilbud i et ellers halv-dyrt boligområde.
Min mand og jeg er forholdsvis lavtlønnede og jeg er pt. under uddannelse.
Mit problem er at vores børns klassekammerater lever helt andre liv end vi gør- Klassekammeraterne har egne pcér, tablets, mobiler, tager på ferie flere gange om året osv osv Det er tydeligvis familier med mere luft i økonomien end vi har.
Jeg er så ked af at jeg ikke kan tilbyde mine børn det samme. Til gengæld kan jeg tilbyde dem en mor der er meget hjemme og altid frisk på en tur til en gratis (billig) aktivitet. Jeg føler ikke vi er fattige. vi har mad på bordet hver dag og vi er da også i bonbonland osv. børnene går også til fritidsaktiviteter. Men vi rejser ikke udenlands og børnene må deles om en computer.
Vi elsker vores hus og området vi bor i. Men nu overvejer jeg om vi skal flytte fordi jeg føler at jeg ikke kan følge med mængden her i området. Og jeg er i tvivl om hvad det gør ved mine børn.
Ind til nu har jeg været ærlig når mine børn har spurgt om hvorfor de ikke har hver deres pc osv. Men jeg har prøvet at lægge vægt på at vi så har en mor og far der ikke arbejder så meget og har taget et bevidst valg om at være en lav-budget familie.
Jeg vil gerne høre jeres tanker om det her...
Her i hytten har vi heller ikke mange penge. Vi er ikke fattige, men der er ikke råd til hverken rejser eller dyre udflugter, og der kommer heller ikke til at blive det i den nærmeste fremtid, da det øgede rådighedbeløb der kommer om et par år skal bruges på ny (brugt) bil og buffer til uforudsete udgifter på huset.
Er vi dårlige forældre fordi at vi har valgt at prioritere et hus fremfor dyre oplevelser de næste år? Fordi at vi forsøger at give vores børn mulighed for at rode og rage i haven, pille bærrene af Mor´s buske og spise jordbær fra havekrukkerne? Grille med familie, venner og naboerne en lun sommeraften? Have en opsparing i et hus, der kan give os mulighed for at give dem en god økonomisk start på voksenlivet? JEG synes det ikke.
Jeg venter barn nr 2 nu, og der kommer til at være ca 2 år mellem dem. Mine børn går/kommer ikke til at gå i dyrt mærketøj, medmindre jeg har kunnet finde noget billigt brugt. Og selv der er det (i hvert fald pt) mere mit behov end børnenes - de er sgu ligeglade hvad de har på, og kommer til at være det et stk tid fremover.
-Og når de ikke længere er ligeglade, må de ønske sig tingene i gave eller finde et arbejde - det hører i min verden med til forældrerollen at lære sine børn et fornuftigt forhold til økonomi, og jeg vælger at se det som sådan, i stedet for at have dårlig samvittighed.
Vi kommer ikke på udlandsrejser de næste mange år - men der er et sommerhus i familien vi kan låne en gang om året, så vi kan komme ud og se lidt andet. Vi bor tæt på vand, strand og skov, så der er masser af muligheder for udendørsaktiviteter. Vi har fået årskort til sommerland allesammen i gave, så vi kommer nok til at bruge rigtig meget tid med at tage derud med en stor fed madkurv og badetøj til sommer. Gratis for os - og den bedste gave vi kunne få som familie.
Tekniske dimser og dingenoter må vi deles om - og uanset hvad vil der være tidsbegrænsninger på til børnene - det siger idealisten i mig i hvert fald.
Jeg håber at jeg kan holde det, for jeg ønsker ikke at lade mine børn blive et par sofa-kartofler. Jeg ønsker at de skal være aktive, rødkindede og sociale på den gammeldaws manér hvor det foregår på en legeplads eller lign.
Jeg prøver at fokusere på de ting jeg gør rigtigt, og de ting jeg selv værdsatte som barn. Tiderne har ændret sig, ja, og det glemte mine forældre også engang imellem. Men jeg overlevede.
Jeg ville ønske at der var mere hjemmebag, lektiehjælp, flere strandture og biografture da jeg var barn. Jeg ville ønske at der ikke var restriktioner på hvor meget frugt man måtte spise, og at der var mere samvær med venner og familie.
De ting jeg erindrer at jeg savnede da jeg var barn, er ikke de materielle - selvom jeg utvivlsomt har plaget om nye dukker og andet legetøj fra tid til anden.
-Det jeg savnede var nærvær, tryghed og overskud.
Det er det jeg vil forsøge at give mine børn, og hvis det lykkedes bare nogenlunde vil jeg være iskold overfor at de ikke har haft det smarteste tøj, den hurtigste computer eller været på ferie i Afrika. Jeg vil vide at jeg har gjort mit arbejde godt nok, og jeg har givet mine børn nogle gode sunde værdier med i rygsækken. Og Jeg vil vide at de sætter pris på de gaver de modtager, børn som voksne.
