... Da jeg skulle hente Aya i vuggestuen.
Ayas vuggestue lukker kl 16 om fredagen, jeg havde haft en dag som vikar på mit tidligere arbejde og havde fri 15.30, så jeg var i vuggestuen ca 15.40 - der var 3 ansatte tilbage, 2 medhjælpe (en fra bhv og en fra vg) og en pædagog fra bhv. - de var i fællesrummet (som er kæmpe stort og centreret i midten af institutionen og alle dørene til de forskellige stuer (både de 3 vg stuer og de 3 bhv stuer) ligger rundt om fællesrummet (hvis det giver mening). Nå men jeg kom ind i fællesrummet og de var som sagt 3 voksne tilbage og ikke ret mange børn - de kunne nok tælles på 2 hænder, de ansatte ser mig og siger pænt hej, de siger at min datter lige har stået og sved siden af og leget så jeg begynder at lede i fællesrummet, i puderummet og på hendes egen stue, men kan ikke finde hende. Efter det begynder medhjælperen fra vg at lede med, men Aya er bare VÆK. Vi leder begge to (mere og mere paniske) og pædagogen fra bhv begynder nu at hjælpe til, mens den sidste medhjælper bliver ved de andre børn. Bhv pædagogen er helt ude bagved ved personalistiske, kontorer, mødelokaler og personalegarderobe for at lede, mens jeg farer rundt og pludselig er endt i deres køkken?
(Farer stadig vild deroppe ind i mellem) - forældre kommer til for at hente deresbørn og nu begynder en far til et bhv barnlig en mor til et vg barn også at lede - jeg kan se de ansatte bliver mere og mere nervøse det samme gør jeg, går rundt med et kæmpe sug i maven - jeg ved hun ikke kan stikke af, men frygter hun har slået sig og ligger et eller andet sted, for vi kunne heller ikke høre hende jo, at hun har låst sig inde, eller at hun hænger et eller andet sted 
(som har været list oppe i tiden))
Pludselig siger faren der hjalp med at lede: Er det hende her I leder efter?
og dér kom Aya gående ind i fællesrummet - glad og med et lidt undrende udtryk, som i: Hvad i alverden sker der lige her?
Jeg gav hende det største kram og var lige ved at græde af bare lettelse - det samme var de to ansatte der hjalp med at lede - tror der faldt en sten fra alles hjerte... Medhjælperen fra vg var ligeså chokket som jeg og hun undskyldte og undskyldte - havde egentlig lyst til at spørge hvor svært det er at holde øje med 10 børn når man er 3 voksne, men det ville jo ikke hjælpe noget at skælde ud, de havde vist fået en lærestreg - hun er en ung medhjælper og jeg ved fra mit eget job at det kan ske (er selv pædagog, men har dog aldrig oplevet et barn være væk i mere end 2-3 min) Så sagde bare at det kan jo ske.
Da vi gik til hendes garderobe kiggede jeg på uret og der var den lidt i 16 - vi havde altså "kun" lidt i ca 15 min.... Det føltes som mindst 30 min. - Nå men ingen hard feelings herfra, blev bare forskrækket 
Hendes far er ude at sejle og tvivler på jeg fortæller ham det... Han bliver bare sur ved jeg - og det er der vel ingen grund til, det er jo overstået nu og der var ingen skade sket? Eller skal jeg fortælle det?..
Anmeld
