Jeg fik af vide i dag, at dagplejeren Emma havde fået tilbudt en plads hos, alligevel ikke kunne tilbyde hende den plads, da hun fik af vide, at Emma har gips på... (Det vidste pladsanvisningen altså godt for længe siden, for det har jeg fortalt dem flere gange) Hvorfor havde de ikke fortalt hende det inden.
"Nå, men hvad så? Skriver I så til jobcentret og fortæller dem, at hun ikke kan blive passet, så de ikke tager min kontanthjælp?" spurgte jeg. Hun sagde så, at hun ville ringe til jobcentret og høre, hvad hun skulle gøre.. Senere ringede hun så og sagde, at det kunne de ikke gøre, for der var en anden som kunne have hende... "Hmm", sagde jeg så. "Emma har en speciel stol hun skal sidde i, når hun spiser, som jeg ikke kan transportere frem og tilbage hver dag. Desuden kan dp'en ikke komme ud og gå med børnene, for Emma kan ikke være i en barnevogn sammen med de andre børn. Der er bleskift, som er lidt svært, når man ikke er i træning... osv. osv"
Hun sagde, at sådan var det. Når hende den anden har sagt, hun kan have hende, så er det desværre sådan det. er... Men jeg kunne jo selvfølgelig selv bestemme, hvor meget jeg vil bruge pladsen, hvis ikke jobcentret sætter mig igang med noget. Men det er bare ikke godt nok til mig, for hvad nu hvis jeg bliver sendt ud i noget, så kan jeg jo ikke bare selv bestemme.
Jeg tog en beslutning og fandt nummeret til hende, som de havde sagt kunne have Emma. Jeg ville fortælle hende, hvad det indebar at passe hende, og høre om hun var sikker på, hun kunne klare det samtidig med de andre børn.
Jeg ringede til hende...og ved I hvad? Hun havde aldrig hørt om Emma.... Hvad er det så for noget værre fis? Hun kunne da godt se det ikke var nemt for hende selv hvis det var, og heller ikke rart for mig...
Og når hun ikke engang havde hørt fra dem, og de havde sagt til mig at hun kunne have hende, så ville hun da i hvert fald lige ringe til dem og høre, hvad det handler om... og nu ringer jeg lige til dem osse i morgen, og hører hvad det er for noget...
Helt ærligt
