Tirsdag den 23 juni 2009 omkring kl 20.30 sov min far stille ind på Frederikshavn sygehus, omgivet af hele familien.
Som nogle af jer sikkert tidligere har læst, så var min far meget syg af lungekræft og havde det bestemt ikke godt. Men ingen af os regnede med at det ville gå så stærkt.
Som jeg skrev i fredags, skulle vi jo som sagt på ferie i sommerhus, med min svigerfamilie nede mellem Skive og Viborg og vi fik pakket og var klar til at køre lørdag formiddag. Fredag aften bestemte jeg mig i sidste øjeblik for lige at køre en tur hjem til mine forældre så de lige kunne sige farvel til Simone, for min mor var ved at gå til over at hun skulle undvære hende en hel uge. Sad der i nogle timer og kl nærmede sig 22.30 før jeg kørte hjem. Min far sad som han plejede i sin lænestol og sov det meste af tiden, men vækkede ham inden vi kørte, så vi lige kunne snakke lidt. Det sidste jeg sagde til ham inden jeg kørte var: "Nu skal du ikke live noget vildt og uovervejet mens jeg er væk", han grinede gav mig et kys og sagde at det skulle han nok lade være med.
Men ferien blev kort... Mandag aften snakkede jeg i telefon med min mor... Far var blevet indlagt om formiddagen, fordi hans hofter havde sat sig fast og han ikke havde kunnet andet end at sidde i stolen hele weekenden og så for at han kunne få noget væske.
Jeg fløj jo straks hen til bilen for at drøne hjem med det samme, men mor synes ikke der var nogen grund til at jeg skulle køre, for hofterne var blevet løsnet og han havde det meget bedre, snakkede endda om at han ville hjem, for der var ingen grund til at han lå der og optog plads. Min onkel var også kommet fra KBH og var hos ham, så der var mennesker nok. Og han havde sågar smidt dem allesammen ud lidt senere på aftenen, for nu ville han have fred. Så jeg blev i sommerhuset.
Tirsdag morgen ringede jeg til min mor, hun havde så ikke lige tid for hun var på sygehuset, hvor de var ved at vaske min far, hvilket han bestemt ikke synes om, så det endte med at han blev sur og spurgte de stakkels sygeplejersker om: "De for helvede ikke snart var færdig med at møve rundt med ham", kunne næsten ikke lade være med at grine, for hørte det lige inden min mor lagde røret på. Så vidste at det ikke var helt galt når han sagde sådan.
Ringede så lige til min mormor og allierede mig med hende, for havde en ide om at mor måske ikke helt fortalte sandheden og hun lovede at ringe hvis der blev noget...
Vi kørte så de 50 km til Jesperhus blomsterpark og gik der og hyggede os. Kl 14.15 ringede min telefon, -regnede med at det var min mor, men nej, et nummer jeg ikke lige kendte- min moster. Nu var det altså ved at være tid til at jeg kom hjem.
Vi fik fundet bilen, vi var selvfølgelig kun kørt i to biler, for vi var 6 voksne og to små, så der var ingen grund til at tage alle 3. Så de andre måtte klemme sig sammen i den anden når de skulle hjem.
Og så gik turen ellers de 50 km tilbage til sommerhuset, hvor Steffan lige nåede at give Simone en flaske og en tør mås, mens jeg på 10 min fik pakket alle vores ting i bilen, ved ikke lige hvordan det lykkedes så hurtigt, for synes det var et puslespil da vi tog hjemmefra. Og så ellers afsted mod Frederikshavn. Kl 17.15 landede vi udenfor sygehuset og jeg fes afsted med Simone under armen for at finde min far mens Steffan fandt et sted at parkere.
Da jeg kom op, sad 3 af min fars søskende sammen med min mor og bror inde hos ham. Kunne se at de alle græd/havde grædt, så tænkte: NEJ JEG ER KOMMET FOR SENT. Men så kom jeg til at se på min far, som gudskelov stadig trak vejret i dybe hiv...
Simone blev givet til min onkel og jeg kom hen og tog hans hånd, sagde at nu var jeg her og at jeg elskede ham. Han åbnede lige øjnene, kiggede på mig og mumlede tilbage at han også elskede mig og så forsvandt han igen. Min onkel kom hen med Simone og holdt hende op over min far, tog hans hånd og holdt den op til hendes ben, han holdt ligeså stille ved benet, åbnede øjnene og kiggede på den lille påige, som sad med store øjne og stirrede på hendes morfar, som lå der med slanger i næsen, hun skulle lige til at græde, men tog det ligesom i sig igen, som om hun vidste at hun ikke skulle skrige lige der.
Fik Steffan til at tage hende med hjem, for synes ikke der var nogen grund til at de skulle sidde der, han havde det heller ikke godt med at være der, så det var kærkomment.
Efter en times tid, blev vi enige om at min bror og jeg lige skulle køre hjem, så jeg kunne få noget andet tøj på og vi kunne få lidt at spise. Min onkel ringede efter 30 min og sagde at nu skulle vi ikke være væk så længe, så vi skyndte os tilbage. Flere mennesker var kommet til og der var en øredøvende stilhed, min far havde fået en masse morfin, så han lå og sov, vejrtrækningen var blevet rolig.
Da klokken var omkring 20.30, sad vi alle omkring ham, min mor tog hans hånd, sagde at han skulle give slip og få minutter senere blev vejrtrækningen langsommere og til sidst stoppede den helt, det eneste man kunne se var pulse i hans hals og så brød helvede løs, folk blev fuldstændig hysteriske, jeg sad bare ligeså stille, tårerne trillede og måtte til sidst bare ud, væk, væk fra det, for kan man ikke se det, så findes det ikke... Da der så senere blev lidt ro på, kunne min bror og jeg sidde lige så stille hos ham. Det eneste jeg kunne sige var: "Du lovede at du ikke ville gøre noget uovervejet", græd som pisket, har aldrig følt mig så hjælpeløs. Det var ikke fair, han ville være blevet 50 år den 18 august.
Måtte til sidst tage mig sammen og fortælle ham at det var okay, nu var han et bedre sted og havde ikke ondt mere. Der kom nogle og gjorde ham i stand og vi var inde og sige et sidste farvel.
Mor ville ikke have at jeg tog med hjem og sov, men tog med op og sad hos hende nogle timer, var ligesom i trance, måtte lave noget... Men hvad skulle man give sig til...
Var hos hende hele dagen igår, der var et rend af mennesker, bedemand, familie osv... Kan ikke overskue det, vil bare have dem alle til at gå væk... Ved de gør det i en god mening, men har bare brug for at have min mor for mig selv...
Steffan er heldigvis sød til at tage Simone, for kan slet ikke overskue at have hende og for første gang har jeg den følelse af at jeg ville ønske at hun ikke var der. Ikke fordi jeg ikke elsker hende eller noget, men det ville bare være nemmere at være sig selv og kunne græde uden at tænke over hvor meget det påvirker hende og andre gange har jeg bare lyst til at knue hende ind til mig.
Kan ikke klare at folk kigger sådan på mig hele tiden. De siger ingenting, men hvad skal de også sige... For hvad siger man egentlig til de tilbageværende?
Præsten kommer her kl 13 og vi skal finde salmer og den slags, men hvordan finder man noget der beskriver den følelse man sidder med, noget der fortæller hvor meget vi elsker ham. Manden som alle dage har været støttepunkt for hele familien, der man gik hen når lokummet brændte. En mand som lige havde startet eget firma, holdt sølvbryllup, set sin datter blive gift, opleve sit første barnebarn... Bare alt for lidt... Der var så mange ting vi skulle nå og ting der skulle have været sagt... Nu er det for sent...
Vil aldrig tilgive mig selv at jeg ikke kørte hjem før...
Anmeld
