(undskyld det blev så langt))
Min bedste veninde, eller det har hun i hvert fald været i snart 7 år, er syg, nærmer betegnet har hun en personlighedsforstyrrelse. Da jeg lærte hende at kende beundrede jeg hendes evne til altid at være positiv, udadvendt, snaksaglig, behjælpelig og omsorgsfuld, helt igennem en dejlig person. Jeg lærte hende at kende i skolen, og hun fungerede rigtig godt socialt, jeg vidste hun før havde haft depressioner, men hun var iflg læge og psykolog "rask", efter skolen blev hun elev i 2 år og gennemførte hendes uddannelse. Selvom hun til tider var stresset og lidt trist igennem elevtiden var hun stadig samme dejlige person.
Det er 4 år siden nu, og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor er jeg stadig veninder med hende. Jeg føler mig som en rigtig elendig veninde ved at tænke sådan. Men den pige jeg i dag kender, har været sygemeldt lige siden, fået en diaognose, og falder bare længere og længere ned. Jeg tager mig selv i at sætte spørgsmål ved hendes sygdom, for det iflg den psykiater hun har fået den af noget hun altid har haft, men hun er slet ikke som hun altid har været.
Nu bliver hun overvældet og skal sove hvis bare hun har handlet, kan ikke holde et arbejde mere end 3 timer om dagen, og har så mange skåne behov at det job hun skal have ikke eksistere (hun er visiteret flex-job) hun er blevet så meget navlepiller at alt hun høre bliver drejet i forhold til hende selv. Hun var rigtig godt med min datter før i tiden, men nu kan hun ikke forstå at de voksne skal tilpasse sig barnet og ikke barnet skal tilpasse sig til voksne, og bliver sur hvis jeg forlanger min datter skal se tegnefilm om morgenen når hun skal se en serie. Hun kan pludselig ikke tåle bakterier og kritisere al ved min rengøring i hjemmet, men vasker ikke selv fingre efter toiletbesøg eller går i bad mere end én gang i ugen.
Jeg ved hun har det svært for tiden, men det er stået på i over 3 år, jeg tror dels det er misundelse fordi jeg har det hun altid har ønsket sig, og dels ved jeg selvfølgelig godt det bunder i depression. Jeg vil rigtig gerne være der for hende, og være en god veninde, men hold da op det kan sommetider være svært. Jeg kan mærke på mig selv at jeg har svært ved at holde hende ud mere end en enkelt dag, og bliver irriteret når hun ringer (det kan hun så også gøre 5-10 gange om dagen) Jeg er rigtig bange for at konfrontere hende med mine tanker, dels fordi jeg ved hun bliver ked af det. For har dybest set mest lyst til at ruske i hende og bede hende tage sig sammen. Sørger i bund og grund egentlig over min veninde, jeg som oftest føler er væk.
Jeg har ikke lyst til at miste hende, men heller ikke særlig meget lyst til at være sammen med hende (hvis det giver mening)
Ved godt det egentlig ikke hjælper meget at skrive herinde, for ingen kan jo egentlig hjælpe mig. Men hvad ville i gøre? Er det overhovedet noget man kan tillade sig at konfrontere hende med??
