Apropos depressive forældre

Sagen er den, at min far har ADHD, er førtidspensionist og temmelig depressiv! Hans humør vender på en tallerken og det kan være meget anstrengende, for ikke at sige ulideligt at være samme med ham.

Gennem de seneste 10-15 år har vi flere gange haft perioder, hvor vi ikke har talt sammen og jeg har forsøgt at få ham til at se, at hans adfærd er upassende på alle måder! Han kalder min mor og jeg for kællinger og det der er værre og tager alt håb ud af min bror og jeg i forhold til uddannelse osv! Vi er begge igang med uddannelse og klarer os udemærket - intet er bare godt nok til ham! Han er selv ufaglært!

Nu har der så endnu en gang været en konflikt, hvor han har fortalt hvor meget han hader mig og hvordan jeg er fuldstændig inaktiv i mit liv! Jeg kan sgu ikke mere! Burde bare droppe alt kontakt med ham og komme videre i mit liv, men efter vi har fået barn har han oppede sig! Ikke overfor mig, men overfor vores barn og han er en virkelig god morfar!

Hvad skal jeg gøre? Hvor meget skal jeg finde mig i?

Anonym skriver:

Sagen er den, at min far har ADHD, er førtidspensionist og temmelig depressiv! Hans humør vender på en tallerken og det kan være meget anstrengende, for ikke at sige ulideligt at være samme med ham.

Gennem de seneste 10-15 år har vi flere gange haft perioder, hvor vi ikke har talt sammen og jeg har forsøgt at få ham til at se, at hans adfærd er upassende på alle måder! Han kalder min mor og jeg for kællinger og det der er værre og tager alt håb ud af min bror og jeg i forhold til uddannelse osv! Vi er begge igang med uddannelse og klarer os udemærket - intet er bare godt nok til ham! Han er selv ufaglært!

Nu har der så endnu en gang været en konflikt, hvor han har fortalt hvor meget han hader mig og hvordan jeg er fuldstændig inaktiv i mit liv! Jeg kan sgu ikke mere! Burde bare droppe alt kontakt med ham og komme videre i mit liv, men efter vi har fået barn har han oppede sig! Ikke overfor mig, men overfor vores barn og han er en virkelig god morfar!

Hvad skal jeg gøre? Hvor meget skal jeg finde mig i?

Ikke mere! Det er muligt du synes, at han er en god morfar, men han behandler jo ikke sin kone og børn ret godt - og det vil dit barn jo også se på et tidspunkt. Enten opfører han sig ordentligt overfor hele pakken, ellers ser han ingen af dem! Jeg er selv vokset op med en depressiv far med angst, og han kunne virkelig også være led. Jeg arbejder stadig på følgevirkningerne af det, men jeg sagde fra som voksen og har i dag et godt forhold til ham. Havde på ingen måde tilladt at mit barn skulle se ham behandle andre skidt.

Jeg gør alt hvad jeg kan for kun at omgås mennesker, der behandler mig godt. Det håber jeg nemlig, at mine børn vil vokse op med, så de også sætter krav til andre mennesker, og tør sige fra overfor dem, der behandler dem skidt.

Touché skriver:

Ikke mere! Det er muligt du synes, at han er en god morfar, men han behandler jo ikke sin kone og børn ret godt - og det vil dit barn jo også se på et tidspunkt. Enten opfører han sig ordentligt overfor hele pakken, ellers ser han ingen af dem! Jeg er selv vokset op med en depressiv far med angst, og han kunne virkelig også være led. Jeg arbejder stadig på følgevirkningerne af det, men jeg sagde fra som voksen og har i dag et godt forhold til ham. Havde på ingen måde tilladt at mit barn skulle se ham behandle andre skidt.

Jeg gør alt hvad jeg kan for kun at omgås mennesker, der behandler mig godt. Det håber jeg nemlig, at mine børn vil vokse op med, så de også sætter krav til andre mennesker, og tør sige fra overfor dem, der behandler dem skidt.

Mange tak for svar! Synes du ikke at det er lidt trist, at afskære familie, når han jo nogle gange kan være sød! Jeg ved at han ved at det er forkert, men tror ikke at han kan agere anderledes!

Anonym skriver:

Sagen er den, at min far har ADHD, er førtidspensionist og temmelig depressiv! Hans humør vender på en tallerken og det kan være meget anstrengende, for ikke at sige ulideligt at være samme med ham.

Gennem de seneste 10-15 år har vi flere gange haft perioder, hvor vi ikke har talt sammen og jeg har forsøgt at få ham til at se, at hans adfærd er upassende på alle måder! Han kalder min mor og jeg for kællinger og det der er værre og tager alt håb ud af min bror og jeg i forhold til uddannelse osv! Vi er begge igang med uddannelse og klarer os udemærket - intet er bare godt nok til ham! Han er selv ufaglært!

Nu har der så endnu en gang været en konflikt, hvor han har fortalt hvor meget han hader mig og hvordan jeg er fuldstændig inaktiv i mit liv! Jeg kan sgu ikke mere! Burde bare droppe alt kontakt med ham og komme videre i mit liv, men efter vi har fået barn har han oppede sig! Ikke overfor mig, men overfor vores barn og han er en virkelig god morfar!

Hvad skal jeg gøre? Hvor meget skal jeg finde mig i?

Hej

Jeg ved at det er en svær situation, men jeg syntes du skal skære ham fra. Både for din skyld og dit/dine barn/børns skyld!
Det er ikke godt for nogen mennesker at blive behandlet dårligt og kaldt alt muligt. Du lærer samtidig dit barn at det er ok at opføre sig sådan over for andre, OG du lære dit barn at man skal finde sig i at blive behandlet dårligt! 
Så derfor syntes jeg at du skal skære ham fra og ud af jeres liv. Du risikerer at dit barn ender i et forhold med en der behandler ham/hende dårligt og bare accepterer det - den tendens til at lade sig underkue er arvelig. 

Så derfor ville mit råd være, skån dit barn fra ham - inden længe er dit barn gammelt nok til at han også behandler barnet dårligt...

Anonym skriver:

Mange tak for svar! Synes du ikke at det er lidt trist, at afskære familie, når han jo nogle gange kan være sød! Jeg ved at han ved at det er forkert, men tror ikke at han kan agere anderledes!

Jo, det er da vældig trist, men ikke desto mindre mit valg. Jeg ville heller aldrig beholde en person i mit liv, der med jævne mellemrum tæskede mig, bare fordi at han nogen gange også kunne være kærlig. Valget behøver jo ikke være definitivt. Vi fravalgte i en periode min svigerfar, der bestemt ikke kunne lide mig, og efter en lang træls periode kammede over. Han var i øvrigt en rigtig god farfar, men uden respekt for mig som person. Han fik besked på, at så længe at han opførte sig så uacceptabelt overfor mig, så kunne han ikke være en del af vores liv. Det kunne jo så være for en uge eller for altid. efter en periode valgte han at ændre opførsel og igen se os og hans barnebarn. Vi kom aldrig til at elske hinanden men fandt en gensidig forståelse for og accept af hinanden. 

Så jeg ved det er trist, men jeg synes det er endnu mere trist, at du lader dig behandle sådan, og at dit barn vil vokse op med med sådan et forbillede.