Når man synes, at ens egen søster er "uinteressant".

Jeg er anonym da jeg synes det er svært at tale om dette, og at emnet generelt er lidt tabu.

Jeg har en lillesøster. Der er 2½ år imellem os. De sidste 3-4 år er der godt nok sket meget med vores forhold - vi er ikke uvenner, men hendes personlighed og de ting hun står for er bare så langt fra mig og "mit". Jeg synes helt ærligt at hun er så uinteressant. Hun siger mig vitterligt intet. Jeg elsker min søster overalt på jorden, men vi har intet at snakke om. Det er meget meget svært for os at holde en samtale kørende, og når vi ses bare hende og jeg glæder jeg mig til at det er slut. Vi ses til familiekomsammen og ellers kun når jeg får dårlig samvittighed og spørger hende om vi skal ses. Hun henvender sig MEGET SJÆLDENT til mig og spørger om vi skal ses. Jeg ved ikke om hun har det på samme måde, men hun virker i hvert fald ikke interesseret i at vide hvad der foregår i mit liv eller hendes nevøs liv.

Jeg er ved at nå til den erkendelse at selvom man er søstre af kød og blod er det ingen garanti for at man kan sammen. Jeg er begyndt at have den tanke, at der jo ikke er nogen grund til at påtvinge mig og hende at ses og have nogle akavet timer sammen, hvis der ikke er nogen af os der er alligevel har lyst?

Men jeg sidder alligevel tilbage med lidt dårlig samvittighed - burde man kæmpe mere for at få et forhold med sin søster op at køre? Jeg føler det er spild af tid, da hun aldrig rigtig kontakter mig, og den konstant ligger på mine skuldre.

Vi skal i teateret sammen på fredag - en julegave jeg har givet hende... men jeg orker næsten ikke.. Jeg har ikke hørt fra hende endnu omkring planlægning - om vi skal mødes derinde, spise sammen osv., og overvejer at lade den være op til hende denne gang... Jeg er i tvivl om hun overhoved har husket vores aftale...

Havde brug for at lufte lidt... Er der andre der bare ikke passer sammen med deres søster eller bror? ikke fordi i er uvenner, mne bare er alt for forskellige?

Anonym skriver:

Jeg er anonym da jeg synes det er svært at tale om dette, og at emnet generelt er lidt tabu.

Jeg har en lillesøster. Der er 2½ år imellem os. De sidste 3-4 år er der godt nok sket meget med vores forhold - vi er ikke uvenner, men hendes personlighed og de ting hun står for er bare så langt fra mig og "mit". Jeg synes helt ærligt at hun er så uinteressant. Hun siger mig vitterligt intet. Jeg elsker min søster overalt på jorden, men vi har intet at snakke om. Det er meget meget svært for os at holde en samtale kørende, og når vi ses bare hende og jeg glæder jeg mig til at det er slut. Vi ses til familiekomsammen og ellers kun når jeg får dårlig samvittighed og spørger hende om vi skal ses. Hun henvender sig MEGET SJÆLDENT til mig og spørger om vi skal ses. Jeg ved ikke om hun har det på samme måde, men hun virker i hvert fald ikke interesseret i at vide hvad der foregår i mit liv eller hendes nevøs liv.

Jeg er ved at nå til den erkendelse at selvom man er søstre af kød og blod er det ingen garanti for at man kan sammen. Jeg er begyndt at have den tanke, at der jo ikke er nogen grund til at påtvinge mig og hende at ses og have nogle akavet timer sammen, hvis der ikke er nogen af os der er alligevel har lyst?

Men jeg sidder alligevel tilbage med lidt dårlig samvittighed - burde man kæmpe mere for at få et forhold med sin søster op at køre? Jeg føler det er spild af tid, da hun aldrig rigtig kontakter mig, og den konstant ligger på mine skuldre.

Vi skal i teateret sammen på fredag - en julegave jeg har givet hende... men jeg orker næsten ikke.. Jeg har ikke hørt fra hende endnu omkring planlægning - om vi skal mødes derinde, spise sammen osv., og overvejer at lade den være op til hende denne gang... Jeg er i tvivl om hun overhoved har husket vores aftale...

Havde brug for at lufte lidt... Er der andre der bare ikke passer sammen med deres søster eller bror? ikke fordi i er uvenner, mne bare er alt for forskellige?

Tror det er helt normalt, bare fordi man er af samme kød og blod behøver man ikke kunne sammen. Jeg har to brødre, en lillebror og en storebror. Jeg kan snakke med min lillebror om alt muligt og elsker at tilbringe tid med ham. Med min storebror er det noget andet, når vi ses ved jeg ikke rigtig hvad vi skal snakke om og det er lidt akavet altid, skyldes nok også at han er/var narkoman (han prøver at holde op), så vi er lidt langt fra hinanden.. 

JA. Har en bror, hvor kemien bare ikke er der... sådan tror jeg bare det er. Selvfølgelig må man arbejde for forholdet i familien, for familien er nu engang noget særligt, men man behøver ikke prøve at blive "bedste venner" bare fordi man er i familie - at man måske kontakter hinanden lidt en gang imellem synes jeg er ok, hvis kemien alligevel ikke er der fra nogen af siderne det er pænt af dig at give din søster sådan en gave, synes jeg, når du alligevel ikke synes du har noget til fælles med hende, det kunne jeg nok ikke selv give til min bror, altså en gave, hvor vi skulle lave noget sammen, så synes du gør meget for at være sød ved hende selvom I måske ikke rigtigt kan sammen, og thumbs up for det

Min bror og jeg er som nat og dag, hvis ikke det var for vores mor og hans søde kone (som jeg snakker godt med) så ville vi intet vide om hinanden, da al kommunikation og vidensdeling går gennem dem.Så du er betemt ikke den eneste, der synes det ksn være svært med de søskende:-) 

Hmm er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste.

Hvordan har i andre tacklet det? Har i bare accepteret, at i er så vidt forskellige og bare set hinanden når i var tvunget til det?

Anonym skriver:

Hmm er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste.

Hvordan har i andre tacklet det? Har i bare accepteret, at i er så vidt forskellige og bare set hinanden når i var tvunget til det?

Jeg har bare accepteret at det nu engang bare er sådan og har jeg det helt fint med. Er heldigvis aldrig tvunget til at se noget familie, da vi aldrig ser hinanden og er det stik modsatte af en kerne familie. 

Jeg har stadig lyst til at se min bror engang imellem, så jeg tager forbi ham og siger hej når jeg har lyst

Juliekp skriver:

Jeg har bare accepteret at det nu engang bare er sådan og har jeg det helt fint med. Er heldigvis aldrig tvunget til at se noget familie, da vi aldrig ser hinanden og er det stik modsatte af en kerne familie. 

Jeg har stadig lyst til at se min bror engang imellem, så jeg tager forbi ham og siger hej når jeg har lyst

Hmm okay.. Jeg føler sjældent trang til at se min søster... Tror aldrig jeg lige ville smutte forbi hende og sige hej.

Anonym skriver:

Hmm okay.. Jeg føler sjældent trang til at se min søster... Tror aldrig jeg lige ville smutte forbi hende og sige hej.

Det er jo også ok at have det sådan, man behøver ikke være elle vilde med hinanden bare fordi man er i familie. Synes ikke du skal have dårlig samvittighed, for at være ærlig lyder det jo heller ikke som om hun er særlig interesseret i dig. 

Jeg taler næsten ikke med min familie, og jeg er efterhånden kommet dertil, hvor jeg tænker, at sådan er det bare.

Jeg har skabt min egen familie med mine børn og venner, og jeg vil 1000 gange hellere være sammen med folk, der faktisk holder af mig og jeg dem, end sidde og bruge tid og energi i en dårlig stemning blot fordi, man nu en gang er søskende/ familie

Jeg orker ikke at arbejde mere med min relation til min familie, da jeg ikke kan se, hvordan det nogensinde skulle kunne blive bedre.