HJÆLP... Negativ reaktion på andre end mor og far

Mit barn på snart 7 måneder er igennem en fase(håber det er en fase), hvor hun reagerer meget voldsomt på alle andre end mig og far. Hun har aldrig været glad for fremmede, men det har til gengæld heller ikke været et kæmpe problem. Hun har typisk bare lige skulle se folk an fra mors eller fars skød, og så er hun tøet op efter lidt tid.
Nu er problemet bare svigermor, min pige græder hver gang hun kommer over til hende. Det har hun gjort siden slutningen af November. Svigerfamilien bor 1,5 times kørsel væk, og vi så dem derfor ikke så ofte i starten, men efter første gang hvor min pige reageret negativt, har jeg haft kørt derned en gang om ugen. Så de sidste to måneder, har vi været dernede mindst en gang om ugen, og hver gang sker der det samme; min pige er glad og tilpas, sidder hos mig og leger - eller ligger på gulvet og ligeså snart Farmor kommer i nærheden af at tage hende, ja så græder hun helt utrøsteligt, og stopper først når hun kommer tilbage til mig.

Jeg er virkelig ved at være desperat - min pige reagerer også når hun er ved min familie, men dem ser vi heller ikke så ofte. Synes jo ikke det kan passe, det skal blive ved med Farmor - hende kender hun jo efterhånden. Er der nogle af jer, der har nogle gode råd til hvordan man kan forbedre situationen? Synes det er så synd for både farmor og mit barn. Forslag modtages med kyshånd!

Anonym skriver:

Mit barn på snart 7 måneder er igennem en fase(håber det er en fase), hvor hun reagerer meget voldsomt på alle andre end mig og far. Hun har aldrig været glad for fremmede, men det har til gengæld heller ikke været et kæmpe problem. Hun har typisk bare lige skulle se folk an fra mors eller fars skød, og så er hun tøet op efter lidt tid.
Nu er problemet bare svigermor, min pige græder hver gang hun kommer over til hende. Det har hun gjort siden slutningen af November. Svigerfamilien bor 1,5 times kørsel væk, og vi så dem derfor ikke så ofte i starten, men efter første gang hvor min pige reageret negativt, har jeg haft kørt derned en gang om ugen. Så de sidste to måneder, har vi været dernede mindst en gang om ugen, og hver gang sker der det samme; min pige er glad og tilpas, sidder hos mig og leger - eller ligger på gulvet og ligeså snart Farmor kommer i nærheden af at tage hende, ja så græder hun helt utrøsteligt, og stopper først når hun kommer tilbage til mig.

Jeg er virkelig ved at være desperat - min pige reagerer også når hun er ved min familie, men dem ser vi heller ikke så ofte. Synes jo ikke det kan passe, det skal blive ved med Farmor - hende kender hun jo efterhånden. Er der nogle af jer, der har nogle gode råd til hvordan man kan forbedre situationen? Synes det er så synd for både farmor og mit barn. Forslag modtages med kyshånd!

I min verden er der ikke noget at gøre. Dit barn prøver at forklare at det ikke har lyst også ville jeg lytte

Åårh jeg kan tydeligt huske da Melina var igennem den fase! Og ja der er ofte kun en fase! Jeg sys ligesom dig det var enormt frustrende....
Det var hver gang hendes far kom og skulle se hende (til samvær) hun var glad og tilfreds hos mig men med det samme han tog hende var den heeeeeeelt gal!! Hun græd og græd og var helt ulykkelig.... Hun gjorde det også med andre mennesker.... Bla veninder og den del af min familie vi ikke ser hver dag... Jeg vidste heller ikke rigtig hvad jeg skulle gøre.... Men besluttede mig simpelthen til at lytte til min datter... Ja der var enormt anstrengende at hun græd hver gang andre ville holde hende eller bare være tæt på hende men det var heldigvis kun en fase der varede en måned eller to så begyndte hun langsomt at være liiidt mere tryg ved de mennesker....
Jeg ved ikke om der direkte er noget du kan gøre andet end blive ved med det du gør og jaah så hæng i og husk det kun er en fase de skal igennem

Månsson skriver:

I min verden er der ikke noget at gøre. Dit barn prøver at forklare at det ikke har lyst også ville jeg lytte

Hm ikke det svar jeg havde håbet på - men nok i virkeligheden det "rigtige" svar

Synes bare det er så synd for alle partner, håber virkelig at det er en fase, der snart er overstået, og de to kan begynde at få et godt forhold.

Det lyder lidt som seperationsangst og det er kun en fase. Men en hård fase! Der er desværre ikke så meget andet at gøre, end at respektere at hun lige nu foretrækker far og mor og ikke er tryg ved andre. I må væbne jer med tålmodighed, det skal nok gå over

sandramor skriver:

Åårh jeg kan tydeligt huske da Melina var igennem den fase! Og ja der er ofte kun en fase! Jeg sys ligesom dig det var enormt frustrende....
Det var hver gang hendes far kom og skulle se hende (til samvær) hun var glad og tilfreds hos mig men med det samme han tog hende var den heeeeeeelt gal!! Hun græd og græd og var helt ulykkelig.... Hun gjorde det også med andre mennesker.... Bla veninder og den del af min familie vi ikke ser hver dag... Jeg vidste heller ikke rigtig hvad jeg skulle gøre.... Men besluttede mig simpelthen til at lytte til min datter... Ja der var enormt anstrengende at hun græd hver gang andre ville holde hende eller bare være tæt på hende men det var heldigvis kun en fase der varede en måned eller to så begyndte hun langsomt at være liiidt mere tryg ved de mennesker....
Jeg ved ikke om der direkte er noget du kan gøre andet end blive ved med det du gør og jaah så hæng i og husk det kun er en fase de skal igennem

Er glad for du siger det er en fase! Og en sådan reaktion må have været svær for faren og endnu hårdere for dig, som jo så har stået alene med det hele.

Anonym skriver:

Hm ikke det svar jeg havde håbet på - men nok i virkeligheden det "rigtige" svar

Synes bare det er så synd for alle partner, håber virkelig at det er en fase, der snart er overstået, og de to kan begynde at få et godt forhold.

Nej det var jeg næsten klar over.. men hvordan skal de ellers forklare sig

Månsson skriver:

Nej det var jeg næsten klar over.. men hvordan skal de ellers forklare sig

Her hjemme duede far ikke engang så se endelig på det positive i at det kun er andre mennesker

LuLy skriver:

Det lyder lidt som seperationsangst og det er kun en fase. Men en hård fase! Der er desværre ikke så meget andet at gøre, end at respektere at hun lige nu foretrækker far og mor og ikke er tryg ved andre. I må væbne jer med tålmodighed, det skal nok gå over

Håber du har ret! Googlet lige seperationsfasen, det passer ret godt lige bortset fra alderen. Hun startet på det da hun var cirka 4,5 måned, men mon ikke man skal tage det der med alderen lidt med et gram salt.

Månsson skriver:

Her hjemme duede far ikke engang så se endelig på det positive i at det kun er andre mennesker

Øv - hvor længe stod det på? Det må have været hårdt for alle.