Ina33 skriver:
Jeg har en søn på 7 år, som går i 1. klasse.
Jeg har altid troet at der var noget galt med ham, jeg har svært ved at forklare det, men jeg synes ikke han er som andre børn på hans alder.
Han er utrolig udadreagerende, han har et enormt temperament, han har til tider svært ved at holde fokus/koncentrationen.
Han er en sød og kærlig dreng, han overskrider dog ofte folks grænser, ved enten at sige noget "forkert", eller slå, sparke - komme for tæt på folk.
Han er meget genert overfor fremmede, men samtidig bliver han også hurtigt kørt op og kommer nærmest i sådan en ekstatisk tilstand hvis vi er et sted med mange mennesker som han knapt nok kender.
Han reagerer meget voldsomt på sukker. Han får kun sukker om fredagen hvor der er slikaften, men selvom han kun får meget lidt, ragerer han ved slet ikke at kunne sidde stille, han bliver dårlig og i det hele taget virker han helt ved siden af sig selv.
Hans klasselæerer siger at han har svært ved at koncentrer sig i skolen, men hun bliver ved med at understrege overfor mig, at han intet fejler, og at han er en helt normalt fungerende dreng. MEN jeg er i tvivl og jeg er jo trods alt moren.... Jeg har spurgt flere personer tæt på ham, og alle siger at han er normalt fungerende, dog med disse små vanskeligheder i form af temperament og komcentrationsbesvær.
Inderst inde har jeg aller mest lyst til at hive ham til lægen og få lavet en udredning, for jeg kan slet ikke få det ud af hovedet, men på den anden side tænker jeg også om jeg skal slå koldt vand i blodet og lytte til lærer, samt andre fagpersoner tæt på ham?
Hvad ville i gøre i mit tilfælde?
Nu bliver jeg nok haglet ned, men jeg agter alligevel at svare. Nu kender jeg ikke dig og din dreng, men ud fra, hvad du skriver, virker han absolut ikke psykisk syg. Fordi man som 7 årig har problemer med kocentration og temperament er det jo ikke ensbetydende med, at man er syg.
Hvad er det egentlig du gerne vil have ud af det? Vil du gerne have, at din dreng har et mildere temperament? Det virker som om, at skolen synes han fungerer fint, og det ville de vel ikke sige, hvis han ikke kan koncentrere sig i tilstrækkelig grad til at lære noget.
Er det så ikke dit mål nu, at få nogen redskaber til at håndtere hans temperament og lære ham metoder til at styre det selv? Jeg tror du skal passe på, at du ikke "sygeliggør" ham. Det vil jo følge ham, at han er blevet udredt for psykisk sygdom. Hvad tror du ikke han selv vil tænke? Tror du ikke, at han vil komme til at føle sig forkert, når hans mor mener, der er noget galt med ham? En evt. diagnose vil han aldrig komme af med igen, hvis den viser sig at være tvivlsom.
Jeg synes, du skal overveje, om din søn fungerer så dårligt, at det går ud over hans skolegang, udvikling og velbefindende. Hvis han har det så skidt, så skal du selvfølgelig reagere, men hvis ikke så nej. Er det mere dig, som har et behov for at han får en diagnose, eller er det din søn?
