Hvornår kommer man over, at man har fået KS??

LouiseBP skriver:

Tusind tak for alle jeres svar er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste med de følelser, men synes det er lidt skræmmende, at der er flere, der stadig har lidt af de følelser

Men tusind tak fordi I tog jer tid til at skrive

Har faktisk gået og tænkt lidt på dit indlæg, og overvejet om jeg skulle skrive. Jeg har selv fået akut KS, men har ikke haft de følelser, som du har, og er derfor ikke helt sikker på, jeg virkelig kan sætte mig i dit sted. Men hver gang jeg ser indlæg som dit, tænker jeg ofte på, om vi efterhånden får kørt selve fødslen sådan op i vores hoved, at vi glemmer hvad der egentlig er vigtigt.

Man ser ofte udsagnet " min største frygt er, at min fødsel ender i KS", hvor jeg engang imellem tænker - den største frygt er vel, at barnet eller dig selv får varrige skader - eller endnu værre dør.
Tror vi som kvinder er meget slemme til at forestille os og gennemtænke alt - vi har pakket tasken, vi har lavet fødselsplan, vi har besluttet hvilken smertestillende, vi vil have eller ikke have, vi ved hvordan vi skal føle, når barnet kommer på maven, vi ved vi skal amme osv. Hvis så tingene ikke udformer sig, som vi have planlagt, så bliver vi skuffet og kede af det - føler os faktisk lidt som fiaskoer, og ja i nogen tilfælde snydt.
Du spørger hvordan man kommer over den følelse, og der tror jeg virkelig, at den eneste vej er at få vendt ens tankegang. At se KS som en løsning på et langt værre problem. At være taknemlig over, at på trods af komplikationer, så lykkes det alligevel at få det perfekte barn - det var "bare" processen der ikke var helt som planlagt.

Jeg skriver ikke dette for at neglisere de følelser du har! De kan udvikle sig til fødselsdepressioner m.m, og det er vigtigt du tager dem seriøst, og evt får hjælp til at beabejde dem. Jeg skriver det ligeså meget fordi, jeg virkelig synes det er synd for dig, og så mange andre, at man så længe efter, hvad der skulle være den største oplevelse, stadig føler sig snydt. Jeg håber virkelig I alle får lov til at opleve en fødsel, som giver jer den glæde alle fortjener.

LouiseBP skriver:

Jeg fik KS for 9 måneder siden. Jeg havde et stort ønske om at føde min datter normal. Desværre vendte hun forkert, og efter 2 mislykket vendingsforsøg, blev det til PKS.
Fik så AKS 4 dage, før min tid til PKS, fordi vandet gik..
Men jeg er stadig SÅ ked af, at min datter er kommet til verden med KS, og at jeg ikke selv har født hende Jeg døjer stadig med følelsesløshed over arret

Hvornår kommer man over dét??!

Jeg fik akut kejsersnit for lidt over 5 år siden pga svangerskabsforgiftning og rent fysisk kom jeg mig efter et lille års tid.... Men jeg føler mig stadig "snydt" for fødslen... Jeg prøver bare at tænke positivt, vi er her jo stadig begge to...

nielsen80 skriver:

Har faktisk gået og tænkt lidt på dit indlæg, og overvejet om jeg skulle skrive. Jeg har selv fået akut KS, men har ikke haft de følelser, som du har, og er derfor ikke helt sikker på, jeg virkelig kan sætte mig i dit sted. Men hver gang jeg ser indlæg som dit, tænker jeg ofte på, om vi efterhånden får kørt selve fødslen sådan op i vores hoved, at vi glemmer hvad der egentlig er vigtigt.

Man ser ofte udsagnet " min største frygt er, at min fødsel ender i KS", hvor jeg engang imellem tænker - den største frygt er vel, at barnet eller dig selv får varrige skader - eller endnu værre dør.
Tror vi som kvinder er meget slemme til at forestille os og gennemtænke alt - vi har pakket tasken, vi har lavet fødselsplan, vi har besluttet hvilken smertestillende, vi vil have eller ikke have, vi ved hvordan vi skal føle, når barnet kommer på maven, vi ved vi skal amme osv. Hvis så tingene ikke udformer sig, som vi have planlagt, så bliver vi skuffet og kede af det - føler os faktisk lidt som fiaskoer, og ja i nogen tilfælde snydt.
Du spørger hvordan man kommer over den følelse, og der tror jeg virkelig, at den eneste vej er at få vendt ens tankegang. At se KS som en løsning på et langt værre problem. At være taknemlig over, at på trods af komplikationer, så lykkes det alligevel at få det perfekte barn - det var "bare" processen der ikke var helt som planlagt.

Jeg skriver ikke dette for at neglisere de følelser du har! De kan udvikle sig til fødselsdepressioner m.m, og det er vigtigt du tager dem seriøst, og evt får hjælp til at beabejde dem. Jeg skriver det ligeså meget fordi, jeg virkelig synes det er synd for dig, og så mange andre, at man så længe efter, hvad der skulle være den største oplevelse, stadig føler sig snydt. Jeg håber virkelig I alle får lov til at opleve en fødsel, som giver jer den glæde alle fortjener.

Så enig med dig, jeg fik også et pks for 1 år og 5 måneder siden er ikke ked af jeg ikke fødte selv eller føler mig snydt for en fødsel, er bare glad og taknemlig for at blive beriget med et barn som er sund og rask og at min datter kom godt til verden. Men kunne ikke have skrevet det bedre.. 

nielsen80 skriver:

Har faktisk gået og tænkt lidt på dit indlæg, og overvejet om jeg skulle skrive. Jeg har selv fået akut KS, men har ikke haft de følelser, som du har, og er derfor ikke helt sikker på, jeg virkelig kan sætte mig i dit sted. Men hver gang jeg ser indlæg som dit, tænker jeg ofte på, om vi efterhånden får kørt selve fødslen sådan op i vores hoved, at vi glemmer hvad der egentlig er vigtigt.

Man ser ofte udsagnet " min største frygt er, at min fødsel ender i KS", hvor jeg engang imellem tænker - den største frygt er vel, at barnet eller dig selv får varrige skader - eller endnu værre dør.
Tror vi som kvinder er meget slemme til at forestille os og gennemtænke alt - vi har pakket tasken, vi har lavet fødselsplan, vi har besluttet hvilken smertestillende, vi vil have eller ikke have, vi ved hvordan vi skal føle, når barnet kommer på maven, vi ved vi skal amme osv. Hvis så tingene ikke udformer sig, som vi have planlagt, så bliver vi skuffet og kede af det - føler os faktisk lidt som fiaskoer, og ja i nogen tilfælde snydt.
Du spørger hvordan man kommer over den følelse, og der tror jeg virkelig, at den eneste vej er at få vendt ens tankegang. At se KS som en løsning på et langt værre problem. At være taknemlig over, at på trods af komplikationer, så lykkes det alligevel at få det perfekte barn - det var "bare" processen der ikke var helt som planlagt.

Jeg skriver ikke dette for at neglisere de følelser du har! De kan udvikle sig til fødselsdepressioner m.m, og det er vigtigt du tager dem seriøst, og evt får hjælp til at beabejde dem. Jeg skriver det ligeså meget fordi, jeg virkelig synes det er synd for dig, og så mange andre, at man så længe efter, hvad der skulle være den største oplevelse, stadig føler sig snydt. Jeg håber virkelig I alle får lov til at opleve en fødsel, som giver jer den glæde alle fortjener.

Hvor er det godt skrevet. Og du har fuldstændig ret. Hvorfor skal det opfattes som noget forfærdeligt, at man føder ved kejsersnit? Har selv fået 2 kejsersnit - 1 akut og 1 planlagt. Og har aldrig set det som et nederlag. Jeg har 2 skønne døtre - og havde man ikke valgt akut kejsersnit i første graviditet, havde min mand måske hverken haft kone eller børn...

 

Der er bare nogle ting, som ikke kan lade sig gøre. Men så er det da godt, at der findes alternativer....

Mht følelserne i maveskindet er det ikke sikkert at du nogensinde får den tilbage.....jeg sidder her 8 år efter og hele nederste del af maven er stadig følelsesløs

norenberg skriver:

Mht følelserne i maveskindet er det ikke sikkert at du nogensinde får den tilbage.....jeg sidder her 8 år efter og hele nederste del af maven er stadig følelsesløs

Sådan er det også for min mor efter 28 år