At være mor

Jeg føler mig fuldstændig drænet. Mit barn suger ALT ud af mig, alt overskud og som følge deraf; al glæde.
Han er næsten halvandet og er i den grad trådt ind i "trods-"alderen. Hvis han ikke får hvad han peger på, total hysteri. Vi har sågar været nødt til at ændre omkring spisetid. Der skal to skeer eller gafler med ind på bordet så han kan vælge hvilken en han vil spise med. Jeg er klar over, at dette er en normal del af udviklingen, men det gør det ikke mindre hårdt.
Det slider på mit ægteskab. Vi har af flere omgange snakket om at skulle skilles. Jeg føler ikke andet end irritation rettet mod min mand. Han er ellers rigtig god til vores barn, han tager sig meget af ham og aflaster mig. Men jeg har ikke lyst til at høre på hvad han siger, jeg har ikke lyst til at han røre ved mig. Hvis vi ender med at gå fra hinanden bliver han boende i vores hus og jeg ser helst at vores søn bliver boende sammen med sin far og at jeg så har ham hver anden weekend. Overskuddet er ikke til andet, selvom jeg forsøger at retfærdiggøre det med at så kan min søn blive i vante rammer. Kan simpelthen ikke overskue at skulle stå med kampene alene.
Det eneste tidspunkt hvor jeg fyldes med overvældende kærlighed til mit barn er når han sover (og vel og mærke sover tungt). Resten af tiden er jeg bare .. følelsesløs eller ude hvor jeg ikke kan bunde.

Har du overvejet om du har en depression. For det lyder lidt som om du godt kunne have en.

Jeg syntes du skulle starte med at snakke med din læge om det.

Og kæmpe krammer til dig jeg ved hvor hårdt det er.

Joan ( Smallie ) skriver:

Har du overvejet om du har en depression. For det lyder lidt som om du godt kunne have en.

Jeg syntes du skulle starte med at snakke med din læge om det.

Og kæmpe krammer til dig jeg ved hvor hårdt det er.

Mange tak.
Ja, jeg har overvejet det, måske skulle jeg få taget mig sammen til at give lægen et kald.

Anonym skriver:

Mange tak.
Ja, jeg har overvejet det, måske skulle jeg få taget mig sammen til at give lægen et kald.

Jeg syntes det lyder som en rigitg god ide.

Det lyder nemlig ligesom den måde jeg havde det da jeg var nede.

Anonym skriver:

Jeg føler mig fuldstændig drænet. Mit barn suger ALT ud af mig, alt overskud og som følge deraf; al glæde.
Han er næsten halvandet og er i den grad trådt ind i "trods-"alderen. Hvis han ikke får hvad han peger på, total hysteri. Vi har sågar været nødt til at ændre omkring spisetid. Der skal to skeer eller gafler med ind på bordet så han kan vælge hvilken en han vil spise med. Jeg er klar over, at dette er en normal del af udviklingen, men det gør det ikke mindre hårdt.
Det slider på mit ægteskab. Vi har af flere omgange snakket om at skulle skilles. Jeg føler ikke andet end irritation rettet mod min mand. Han er ellers rigtig god til vores barn, han tager sig meget af ham og aflaster mig. Men jeg har ikke lyst til at høre på hvad han siger, jeg har ikke lyst til at han røre ved mig. Hvis vi ender med at gå fra hinanden bliver han boende i vores hus og jeg ser helst at vores søn bliver boende sammen med sin far og at jeg så har ham hver anden weekend. Overskuddet er ikke til andet, selvom jeg forsøger at retfærdiggøre det med at så kan min søn blive i vante rammer. Kan simpelthen ikke overskue at skulle stå med kampene alene.
Det eneste tidspunkt hvor jeg fyldes med overvældende kærlighed til mit barn er når han sover (og vel og mærke sover tungt). Resten af tiden er jeg bare .. følelsesløs eller ude hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg har også et barn på halvandet år og jeg kan sagtens følge dig i at det er super hårdt, men jeg tror alligevel at der lægger lidt mere bag når du skriver at du er "følelsesløs" medmindre han sover. Tror det vil være en rigtig god ide at kontakte lægen for at høre om du evt. har en depression.

Det er hårdt og det tager meget energi at have sådan en lille størrelse og man føler nogle dage at man bare kunne sove for evigt. Men midt imellem alt det hårde tænker jeg at hun er det hele værd og at jeg gladeligt gjorde det igen. Det er vigtigt at man også tænker positivt og nyder sit barn og når du skriver som du gør, så mangler du det der får det hele til at kører rundt - nemlig den alt overskyggende kærlighed man føler til sit barn.

Med det mener jeg ikke at du ikke elsker dit barn, for det tror jeg bestemt du gør, jeg tror bare at du skal bearbejde nogle ting så du får dit overskud tilbage og også kan se glæderne ved det.

Håber alt det bedste for dig!

/Fenja

 

 

Fenja09 skriver:

Jeg har også et barn på halvandet år og jeg kan sagtens følge dig i at det er super hårdt, men jeg tror alligevel at der lægger lidt mere bag når du skriver at du er "følelsesløs" medmindre han sover. Tror det vil være en rigtig god ide at kontakte lægen for at høre om du evt. har en depression.

Det er hårdt og det tager meget energi at have sådan en lille størrelse og man føler nogle dage at man bare kunne sove for evigt. Men midt imellem alt det hårde tænker jeg at hun er det hele værd og at jeg gladeligt gjorde det igen. Det er vigtigt at man også tænker positivt og nyder sit barn og når du skriver som du gør, så mangler du det der får det hele til at kører rundt - nemlig den alt overskyggende kærlighed man føler til sit barn.

Med det mener jeg ikke at du ikke elsker dit barn, for det tror jeg bestemt du gør, jeg tror bare at du skal bearbejde nogle ting så du får dit overskud tilbage og også kan se glæderne ved det.

Håber alt det bedste for dig!

/Fenja

 

 

Mange tak for dit svar.