Advarsel: det her bliver langt.
Jeg skrev et indlæg herinde mens jeg var gravid om at min kæreste var skredet fra mig. Det er så forsat varigt, og det viste sig så at skulle blive den vildeste rutchetur! han behandlede mig rigtig grimt efterfølgende. Jeg skulle have kejsersnit pga. svangerskabsforgiftning som endte ud i moderkageløsning, så tingene gik ret tjept. Faktisk skete det 9 dage efter at han gik fra mig. Nå, men jeg fik kejsersnit og han valgte så at lade mig sidde hjemme i vores fælles lejlighed i 5-6 timer alene hver aften, allerede første aften vi var hjemme fra barselsgangen. Jeg var på daværende tidspunkt MEGET medtaget af kejsersnittet, og endte på 3. dagen med at pakke hans lort og smide ham ud.
Hvilket var en god beslutning! Set i bakspejlet, så skulle jeg have smidt ham ud, mens jeg var gravid.
MEN!
Jeg har stadig dybe følelser for ham. Og jeg tager mig stadig i at ønske at vi finder sammen igen, selvom han har været en kæmpe røv for at sige det mildt. Jeg handler så vidt muligt ikke på mine egne sårede følelser, og jeg prøver virkelig at være imødekommende overfor ham. For jeg ønsker virkelig at de får et godt forhold til hinanden!
--
D. 20/1 tager jeg en beslutning om at jeg ville have alting ud af verdenen, jeg ville have vished. Så jeg besluttede mig for at tage kontakt til hans store drengs mor og høre om hun ville være interesseret i, at drengene skulle få et forhold til hinanden. En ganske uskyldig handling endte ud i en vild samtale. Hun fortæller mig, at min eks har fundet en anden og det var derfor at han gik fra mig. Hele min verden væltede, jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg konfronterer ham selvfølgelig med det, og han benægter naturligvis. Jeg finder pigen, da hans eks havde både navn, arbejde, antal børn, alder osv. Så jeg troede stadig 100% på hvad jeg havde fået at vide af hende. (Jeg tog også fat i hans mor, som meldte ud, at de lige skulle tænke over om de ville have noget med min søn at gøre. Jeg har ikke hørt fra dem siden.)
Det viser sig så, at noget af det dummeste jeg kunne gøre var at tage kontakt til hende. Hun har siden bombaderet mig med sms'er om at min eks er så forelsket og så lykkelig og at vores søn intet betyder for ham. Det gjorde ekstrem ondt at høre, så jeg tog snakken med min eks for at få nogle sandheder på bordet. Han benægter stadig at de er kærester, men de er bare gode venner. Og at hans eks bare er ude på, at få mig til at løbe så langt væk fra ham som muligt, så hendes søn har ham for sig selv. (hvilket ærlig talt virker meget sandsynligt ud fra tidligere oplevelser med hende.) jeg stoler ikke på nogen af dem, så det er ikke længere en stor betydning, andet end at jeg ved, at en af dem lyver for voldsomt for mig, at det ikke er til at holde ud.
Min eks og jeg har en aftale om at han skal komme og besøge mig og babyen en fast uge dag, og det har gået rigtig godt. Han virker meget glad for baby og det er det vigtigste.
Men ligeså snart han ikke er her, så er han pisse ligeglad. Det siger jeg fordi han ALDRIG spørger til ham og ville f.eks. ikke komme til barnedåb fordi han skulle i byen dagen før...... han endte dog med at komme alligevel. (uden pres herfra! 
)
Men nu kommer min egentlige problematik:
Min søn blev igår indlagt med RS virus. Jeg fortæller det selvfølgelig til hans far og bliver mødt af et "okay, det var da træls". Han bor tæt på sygehuset, og jeg havde ærlig talt forventet, at han kom og besøgte os. Men nej. Det gjorde han ikke, og han gad ikke svare mig igår, og i dag har han ikke så meget om hørt om han er okay. Jeg ved ikke om jeg forventer for meget, men jeg havde ærlig talt troet, at en indlæggelse kunne få ham til at vise lidt interesse. Men på trods af, at jeg fortalte hvor vi lå, så fik jeg ingen svar fra ham.
Vi kom hjem igen i dag med en åben indlæggelse, og jeg har ikke fortalt ham det. Så så vidt han ved, så er vi stadig indlagt. Han skal komme og se ham i morgen (i følge aftalen), men jeg kan vitterligt ikke overskue, at skulle sidde og støtte ham i at være far, når han ikke har en interesse for at høre om hans søn er kommet hjem fra sygehuset!.. Jeg har valgt at lægge ham fuldstændig på is, og lade ham komme 100% til mig fra nu af. JEg orker ikke mere, jeg er drænet for energi når det kommer til ham. Det her var bare lidt af de ting min søn og jeg er blevet udsat for af ham, men det er konstant op og ned med hans far, og hvergang han går så kan jeg sidde og tænke "gad vide hvornår han kommer igen" fordi det hele tiden er måske gider jeg, måske gider jeg ikke. med ham.
Så, 2 ting.
Er jeg forkert på den i at jeg ikke fortæller ham at vi er kommet hjem?
Gode råd til hvordan jeg kommer videre herfra. Jeg ønsker som sagt, at vores samarbejde skal lykkes, men jeg føler virkelig at jeg løber panden mod en mur og bliver kastet 10 skridt tilbage mindst hver anden uge. Det er vel ikke forkert at forvente, at min søns far interesserer sig for hans helbred =/
Jeg ved ikke om det er vigtigt at påpege, men jeg er altid sød og venlig når han kommer, selvom jeg har lyst til at banke fornuft ind i hovedet på ham. Jeg støtter ham i at lære min søn at kende, og være far for ham. Men jeg føler bare ikke, at jeg får nogen respons, og at han kun kommer af pligt. Vi har ikke en "skriftlig" samværsaftale, så det kan stoppe når som helst. Han er umulig at snakke med, da han nærmest står og griner af mig når jeg påpeger mine tanker omkring det her. Jeg har spurgt ham mange gange om han magter det her, men han bliver ved med at sige, at han gerne vil være hans far og interesserer sig for ham. OG at min søn betyder noget for ham. Jeg er så forvirret hele tiden, jeg aner virkelig snart ikke hvad jeg skal stille op. Det ønskede er jo, at vi kunne snakke sammen og få løst problemerne, men det kan ikke lade sig gøre, da han ikke kan se at han har gjort noget galt, han går i forsvarsposition, er helt stille og kigger ned i jorden eller står og smiler usikkert. GRR MÆND!! 
Tusinde, tusinde tak fordi du læste med så langt!
Jeg har så svært ved at stoppe med skrive når jeg har meget på hjertet!! :-)
