Hvorfor så stort et tabu??

Ja så blev jeg ringe op fra uddannelse stedet. At de havde modtaget min fyrrings seddel fra min elevplads, nåh ja men det skete jo også i december så det var vel lidt på tide.
Men hun ville høre hvad min plan var nu. Jamen den er jo bare at blive rask.
Jeg kunne høre på hendes stemme da jeg sagde at jeg var indlagt på dagshospitalet, med depression. Ja der var hun da lige ved at ligge røret på.

Når jeg nu selv er meget åbne er det svært når andre lukker af for en:-(

Ved ikke lige hvad jeg vil med det udover bare at komme ud med det<3

Forstår ikke helt...

Er det et tabu at du er blevet fyret ra dit praktiksted ell er det et tabu at du har en depression?

Kloster skriver:

Forstår ikke helt...

Er det et tabu at du er blevet fyret ra dit praktiksted ell er det et tabu at du har en depression?

Depressionen ! Det var nok lidt svært. Men jeg er meget åbne men syntes tit at folk lukker af..

Jeg har slet ikke den oplevelse, men er ked af at høre, at det har du

Jeg oplever stor forståelse og empati, når jeg fortæller om min psyke og baggrund

Tauf skriver:

Depressionen ! Det var nok lidt svært. Men jeg er meget åbne men syntes tit at folk lukker af..

Jeg oplever ikke at depression er et tabu.

Jeg er som dig et meget åbent menneske, og lægger heller ikke skjul på at jeg er deprimeret, og faktisk ikke kan huske at jeg ikke har været det. 

MEN jeg oplever, at fordi jeg er ærlig omkring det, så tror man ikke på det er rigtigt hvad jeg fortæller. 
Altså, jeg opfattes som doven og ugidelig, fordi jeg er åben og ærlig, og fortæller at jeg ikek kan overskue de samme ting som normale mennesker, fordi jeg konstant er deprimeret, og aldrig ser lys forude. 

Så på den måde er det lidt tabu at bringe det på bane, ikke fordi man ikke må snakke om depression, men fordi den gængse opfattelse er at det passer fandmer ikke. 

Men det er jo klart at folk i min verden reagerer sådan, for det er jo de samme mennesker som er ansvarlige for ikke at have passet godt på mig og set mig ordentligt, som barn  

Jeg sidder dog her, og tænker på om du oplever tabuet så voldsomt, fordi folk tænker at det må da være rigtig slemt, når du har en igangværende indlæggelse for det? Altså, så tror uindviede folk måske at du da må være sindssyg eller noget. 

For lige at pointere det ordentligt, så synes jeg altså IKKE at du er sindssyg. JEG synes du er heldig at have en åben indlæggelse, for så ved jeg du får hjælp Heldige kartoffel  
MEN jeg forestiller mig at det er det der tricker tabuet omkring din depression. Depression er jo kendt i hele landet og hele verden, men måske tænker folk i DK stadig, at man da må rigtig sindssyg, hvis man ligefrem skal have en åben indlæggelse i hånden. 

Jeg ved det ikke, jeg tænker det bare sådan, fordi jeg ikke oplever at depression i sig selv er et tabu.

Tauf skriver:

Depressionen ! Det var nok lidt svært. Men jeg er meget åbne men syntes tit at folk lukker af..

Okay! Jeg tror måske at det kan være meget svært for andre at tale om og evt sætte sig ind i. Synes tit, det er svært med sygdomme, hvor man ikke direkte kan se det.

Måske ved forlk bare ikke, hvad de skal sige... Måske kan du give dem et skub, ved at sige, at du godt ved at det kan være svært at tale om og svært at sætte sig ind i en sygdom, man ikke kan se. Måske åbner folk sig mere op så, når de mærker at du anerkender deres egen blokering.

jeg føler ikke personligt at det er et tabu, men må sige jeg har noget nemmere ved at snakke med nogen om det efter jeg selv det sidste halve år har haft gevaldige nedture. inden da vidste jeg bare ikke hvad jeg skulle sige, mest af frygt for at såre nogen

mariamiss6 skriver:

Jeg oplever ikke at depression er et tabu.

Jeg er som dig et meget åbent menneske, og lægger heller ikke skjul på at jeg er deprimeret, og faktisk ikke kan huske at jeg ikke har været det. 

MEN jeg oplever, at fordi jeg er ærlig omkring det, så tror man ikke på det er rigtigt hvad jeg fortæller. 
Altså, jeg opfattes som doven og ugidelig, fordi jeg er åben og ærlig, og fortæller at jeg ikek kan overskue de samme ting som normale mennesker, fordi jeg konstant er deprimeret, og aldrig ser lys forude. 

Så på den måde er det lidt tabu at bringe det på bane, ikke fordi man ikke må snakke om depression, men fordi den gængse opfattelse er at det passer fandmer ikke. 

Men det er jo klart at folk i min verden reagerer sådan, for det er jo de samme mennesker som er ansvarlige for ikke at have passet godt på mig og set mig ordentligt, som barn  

Jeg sidder dog her, og tænker på om du oplever tabuet så voldsomt, fordi folk tænker at det må da være rigtig slemt, når du har en igangværende indlæggelse for det? Altså, så tror uindviede folk måske at du da må være sindssyg eller noget. 

For lige at pointere det ordentligt, så synes jeg altså IKKE at du er sindssyg. JEG synes du er heldig at have en åben indlæggelse, for så ved jeg du får hjælp Heldige kartoffel  
MEN jeg forestiller mig at det er det der tricker tabuet omkring din depression. Depression er jo kendt i hele landet og hele verden, men måske tænker folk i DK stadig, at man da må rigtig sindssyg, hvis man ligefrem skal have en åben indlæggelse i hånden. 

Jeg ved det ikke, jeg tænker det bare sådan, fordi jeg ikke oplever at depression i sig selv er et tabu.

jeg oplever også tit det med at folk, bare tror man er doven, fordi de ikke rigtig tror på det at have en depression, fordi de selv har så meget overskud, og kun kender til det, selv min mand troede at det bare var fordi at jeg var doven da jeg var aller længst nede, hvor man så må til at forsvare sig selv men heldigvis har han indset at det ikke er fordi jeg er doven

igår fortalte jeg også min storer bror at jeg snart skulle starte i aktivitet igen et par dage om ugen, hvor han også bare sage at så er du blevet sendt ud igen (har været sygemaldt over 1år) så måtte jeg sige nej jeg har selv valgt det

til ts så omlever jeg det kun som tabu hvis jeg snakker od det med nogen omkrig min egen aller eller lidt yngre, men mine børns børnehave ved det og sagsbehandler osv og der er det ikke tabu de lytter heldigvis