Shit. Jeg troede vi var lykkelige. Hjælp!

Kære kvinder (og mænd, hvis I er der).

Jeg er i krise. Jeg håber virkelig I kan hjælpe mig. Jeg er 20 år gammel, og det er min kæreste gennem de sidste fire år også. Sammen har vi altid haft det rigtig godt, men jeg har haft det mindre godt (hvis det giver mening). Vi har ingen børn.

Jeg har haft en svær depression for nogle år siden, og har siden ikke haft nogen venner, da jeg ikke formåede at holde kontakten til dem (undtaget én). Det har været utrolig hårdt for min kæreste også, men vi har i lang tid haft det fantastisk sammen alligevel.

Her for halvanden måned siden tog han så til Østrig, for at være skiinstruktør (det var han også sidste og forrige år). Og jeg skulle besøge ham for nogle uger siden, men besøget endte katastrofalt og jeg tog hjem. Der var mange ting der gik galt, bl.a. blev jeg syg, han fik overarbejde og jeg brækkede benet. 

Vi blev rivende uvenner over tingenes tilstand, og det var ikke bare et skænderi. Jeg blev sur og han blev derefter i tvivl om, hvorvidt vi skulle være sammen. Om vi passer sammen. Og det gør vi egentlig ikke. Vi elsker hinanden, men har intet tilfælles. 

Nu sidder jeg herhjemme og han er i Østrig. Han kommer hjem om tre uger, og indtil da har vi aftalt at snakke så lidt som muligt sammen, og når han kommer hjem må vi finde ud af, om vi skal være sammen. Hvad fanden skal jeg gøre? Hvad kan få gnisten tilbage?

Vores forelskelse er helt forsvundet. Men før han tog afsted var alting godt. Vores alder er imod os, for i den her alder er der mange der bare smider forholdet og finder et nyt. Men vi har haft fire gode år sammen. 

Hvad kan gøre det godt igen? Hvordan finder man gnisten, når den er væk? 

Måske skal du bare acceptere, at når man har været sammen fra man er 16 til man er tyve med det samme menneske, er risikoen for at man bliver for forskellige og vil forskellige steder hen i livet, efterhånden som man bliver voksen, altså til stede.

Jeg forstår godt dine tanker, - jeg har selv stået der, bare efter 8 år og med to børn, - men for mig var det meste omkring tryghed, og det at man ikke kan forestille sig noget andet, for det her er jo alt hvad man har kendt. Vi elsker jo hinanden, ja, men kærlighed er måske ikke den følelse der betyder mest i et parforhold, der er noget andet og mere, noget udefinerbart, det at høre sammen, passe sammen. Man kan godt elske et menneske, man ikke passer sammen med, men man kan ikke leve harmonisk sammen med et menneske man ikke passer med.

Jeg siger ikke, at du ikke kan redde jeres forhold. Men når lige pludselig tvivlen er blevet sået, er der store chancer for at den vil blive som en sten i skoen, noget som I kan forsøge at ignorere, men som vil gnave og lave sår, indtil I bliver nødt til at tage den sko af.

For mig at se, er det mest fair over for dig og din kæreste, at være åbne og ærlige over for hinanden og turde tale om det her, - skal I have en chance for at redde det, er I nødt til at sætte ord på de her ting, - og også erkender, at måske skal det ikke reddes, måske er det i begge interesse at komme videre i livet og så være taknemmelige for den tid man har haft.

Stort knus fra Charlie

Hej.

Har desværre ikke lige løsningen. Men kunne det tænkes at i måske ikke har de samme følelser mere og bare først indser det nu?

Je havde en gang en kæreste da jeg boede i udlandet, som jeg havde været sammen med længe og troede jeg var meget glad for.

Da jeg valgte at flytte hjem var vi sleeeet ikke et sekund i tvivl om at vi skulle være sammen fortsat. Men efter 2 uger fra hinanden blevliv pludselig uvenner over alt og følte slet ikke at vi kendte hinanden, og vi gik til sidst hver til sit i et kæmpe skænderi.

Det gik efterfølgende op for mig at jeg havde mistet følelserne for ham længe før. Vi havde bare været sammen så længe og der var gået så meget hverdag i den at vi var groet helt fast. Så ligeså snart vi fik lidt tid hver for sig gik det op for os at vi også kunne have et liv hver for sig som faktisk gav en masse energi og åbnede vores øjne lidt op.

Hvis ikke det er tilfældet i jeres situation ville jeg mene at den bedste måde at få gnisten tilbage erlidt tid fra hinanden så i kan blive mindet om hvad det er i savner hos hinanden når i ikke er sammen, som nok også er årsagerne til at i fandt sammen til at starte med. Men det kommer jo helt naturligt nu, så måske du kan bruge tiden til at mærke lidt efter om du egentlig rigtigt savner ham og om det er ham du savner eller "bare" jeres hverdag...

Det var vidst det bedste råd jeg kunne finde frem til. Håber du finder en løsning!

charlie thy skriver:

Måske skal du bare acceptere, at når man har været sammen fra man er 16 til man er tyve med det samme menneske, er risikoen for at man bliver for forskellige og vil forskellige steder hen i livet, efterhånden som man bliver voksen, altså til stede.

Jeg forstår godt dine tanker, - jeg har selv stået der, bare efter 8 år og med to børn, - men for mig var det meste omkring tryghed, og det at man ikke kan forestille sig noget andet, for det her er jo alt hvad man har kendt. Vi elsker jo hinanden, ja, men kærlighed er måske ikke den følelse der betyder mest i et parforhold, der er noget andet og mere, noget udefinerbart, det at høre sammen, passe sammen. Man kan godt elske et menneske, man ikke passer sammen med, men man kan ikke leve harmonisk sammen med et menneske man ikke passer med.

Jeg siger ikke, at du ikke kan redde jeres forhold. Men når lige pludselig tvivlen er blevet sået, er der store chancer for at den vil blive som en sten i skoen, noget som I kan forsøge at ignorere, men som vil gnave og lave sår, indtil I bliver nødt til at tage den sko af.

For mig at se, er det mest fair over for dig og din kæreste, at være åbne og ærlige over for hinanden og turde tale om det her, - skal I have en chance for at redde det, er I nødt til at sætte ord på de her ting, - og også erkender, at måske skal det ikke reddes, måske er det i begge interesse at komme videre i livet og så være taknemmelige for den tid man har haft.

 

Stort knus fra Charlie

Tusind tak for dit svar.

Altså, vi har aldrig rigtig haft noget til fælles. Jo, men kun de første 2-3 måneder. Vi er ikke vokset fra hinanden. Men måske er det mere essentielt nu, hvor vi er fire år ældre, at have noget tilfælles?

Det mærkelige er, at vi havde det helt fantastisk sammen for to måneder siden, det er vi enige om. Før han tog afsted kunne vi klare alt.

tine1985 skriver:

Hej.

Har desværre ikke lige løsningen. Men kunne det tænkes at i måske ikke har de samme følelser mere og bare først indser det nu?

Je havde en gang en kæreste da jeg boede i udlandet, som jeg havde været sammen med længe og troede jeg var meget glad for.

Da jeg valgte at flytte hjem var vi sleeeet ikke et sekund i tvivl om at vi skulle være sammen fortsat. Men efter 2 uger fra hinanden blevliv pludselig uvenner over alt og følte slet ikke at vi kendte hinanden, og vi gik til sidst hver til sit i et kæmpe skænderi.

Det gik efterfølgende op for mig at jeg havde mistet følelserne for ham længe før. Vi havde bare været sammen så længe og der var gået så meget hverdag i den at vi var groet helt fast. Så ligeså snart vi fik lidt tid hver for sig gik det op for os at vi også kunne have et liv hver for sig som faktisk gav en masse energi og åbnede vores øjne lidt op.

 

Hvis ikke det er tilfældet i jeres situation ville jeg mene at den bedste måde at få gnisten tilbage erlidt tid fra hinanden så i kan blive mindet om hvad det er i savner hos hinanden når i ikke er sammen, som nok også er årsagerne til at i fandt sammen til at starte med. Men det kommer jo helt naturligt nu, så måske du kan bruge tiden til at mærke lidt efter om du egentlig rigtigt savner ham og om det er ham du savner eller "bare" jeres hverdag...

Det var vidst det bedste råd jeg kunne finde frem til. Håber du finder en løsning!

 

Tusind tak for dit svar.

Åh jeg håber ikke det er tilfældet. At vi ikke længere har følelserne for hinanden, men først indser det nu. Det er virkelig en frygt. 

Men lige nu er vi jo "fra hinanden" - fysisk. Vi kan ikke ses, og vi snakker ikke så meget. Og jeg prøver at glemme ham, for det er hårdt at tænke på. Vi savner ikke hinanden. Det gjorde vi da han tog afsted i januar. Men ikke efter jeg tog hjem, hvor alt var dårligt. Nu minder vi bare hinanden om, at det var dårligt.

Problemet er også, at vi er blevet så indgroede dele af hinandens liv. Jeg har næsten ikke andet i mit liv end ham. Han har meget andet end mig, men jeg er hans "anden halvdel". Derfor tør jeg slet ikke tænke på, at han ikke har følelser for mig. Jeg elsker ham, men jeg er ikke forelsket i ham.