Jeg har lige brug for at lufte lidt ud.
Jeg har den mest fantastiske søn på 1 som jeg elsker over alt på jorden. Manden og jeg har det skønt og vi nyder vores søn i fulde drag.
Jeg er studerende og har taget barsel under udd. med min søn.
Nu står jeg så og er "bange" for at jeg er blevet gravid. Ikke at vi ikke har kærlighed, plads i forholdet/familien og overskud til en mere, det har vi bestemt ! Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det andet. Vi har en stram økonomi, kan den klarer endnu en mund at mætte ? hvad med min udd. Jeg får su-lån og har også gjort det under min barsel, jeg ser det som en investering i fremtiden, men det er jo et års ekstra su-lån hvis jeg skal tage en barsel mere.
Ja det er bare penge, og det kan man se sig ud af igen, men jeg kan ikke lade være med at tænke over det. Pt. har vi ikke plads til en mere der hvor vi bor, dog har vi planer om at sælge og flytte anyway, men bliver huset mon solgt inden :/
i forhold til evt. graviditet, så har vi siden vi fik vores søn brugt kondom. MEN fredag d. 8 blev vi sgu revet med, og før vi nåede at tænke os om var det for sent, og ja, han kom inden i mig.
Jeg har normalt en meget stabil cyklus og kigger på min monitor og jeps, fredag var LIGE på ÆL dagen. Nu har jeg så de sidste 2 dage haft menssmerter i underlivet, det har jeg normalt ALDRIG, det spænder og jeg er helt vildt oppustet, ondt i lænden og hård mave. . Alle sammen tidlige tegn på graviditet. I mit indre er jeg faktisk næsten ikke i tvivl om at den er der, men jeg har sgu svært ved at finde ud af om jeg skal glæde mig eller være bekymret.
Jeg vil VIRKELIG gerne være gravid, igennem hele forløbet igen, scanninger, sparkene og ikke mindst den lille ny ! MEN alt det andet bekymre stadigvæk. . kærlighed er bare ikke nok. .
Tak fordi du læste med
