Hvornår giver i op?

Ja har tit tænkt på hvornår vi giver op. Nu er vi ikke startet i behandling helt endnu. Men kender en der havde prøvet 15 gange. Og så stoppede hun.. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare så mange behandlingsforsøg. Men omvendt, tror jeg man tænker at måske er det lige næste gang der er gevinst?

Men hvad vil få jer til at 'give op'?
Jeres alder?
Pengene?
Jeres psyke?
Eller noget helt andet?
Eller giver i aldrig op?

Jeg tror at de to sidste ville være min grunde til at stoppe.

Har i gjort jer nogle tanker herom?

o1Mutte skriver:

Ja har tit tænkt på hvornår vi giver op. Nu er vi ikke startet i behandling helt endnu. Men kender en der havde prøvet 15 gange. Og så stoppede hun.. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare så mange behandlingsforsøg. Men omvendt, tror jeg man tænker at måske er det lige næste gang der er gevinst?

Men hvad vil få jer til at 'give op'?
Jeres alder?
Pengene?
Jeres psyke?
Eller noget helt andet?
Eller giver i aldrig op?

Jeg tror at de to sidste ville være min grunde til at stoppe.

Har i gjort jer nogle tanker herom?

Nu er det jo godt nok lykkedes for os to gange.. Men hvis det kom til at give op, så ville det helt sikkert være psyken, det er nok det hårdeste jeg nogensinde har været igennem..

Hej 

Jeg var i behandling i 13 mdr før jeg blev gravid og i de tretten måneder nåede jeg gennem 3 ægudtagninger og 7 ægoplægninger.

Da vi havde været igennem 6 forsøg sagde jeg til min mand at jeg kunne ikke holde til mere psykisk at gå og være optimistisk også finde ud af at der ikke er noget alligevel. Vi hentede adoptionspapire men var alligevel ikke helt klar til det, så min mand foreslog at vi tog et forsøg mere og hvis ikke det lykkedes, så kunne vi kigge videre på adoption. Jeg havde egentlig opgivet tanken om at skulle være gravid og glædede mig til vi kunne komme videre i adoptionsprocessen, men miraklet skete og der kom en lille pige ud af det.

Det var nogle benhårde måneder at skulle være på hormoner og hveranden måned blev der lagt æg op, men efter er det jo det hele værd.

Så konklusionen for mig er helt klart psyken.

 for det lykkedes hurtigere for jer.

o1Mutte skriver:

Ja har tit tænkt på hvornår vi giver op. Nu er vi ikke startet i behandling helt endnu. Men kender en der havde prøvet 15 gange. Og så stoppede hun.. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare så mange behandlingsforsøg. Men omvendt, tror jeg man tænker at måske er det lige næste gang der er gevinst?

Men hvad vil få jer til at 'give op'?
Jeres alder?
Pengene?
Jeres psyke?
Eller noget helt andet?
Eller giver i aldrig op?

Jeg tror at de to sidste ville være min grunde til at stoppe.

Har i gjort jer nogle tanker herom?

Vi havde aftalt at give op og gå videre til adoption efter vores 3 ivf forsøg(havde inden der været igennem 5 hjemmerul med prenyl, 2 insemninationer og 2 ivf forsøg. - alle uden resultat). Det sidste forsøg endte så i vores dejlige datter - men adoptionsansøgningen var printet ud. Vi gav op dels pga psyke og dels pga manglende positive resultater i vores brugte forsøg(her tænker jeg på deling af æg m.m). Vi troede simpelthen ikke det var muligt for os.

Tror det er meget individuelt, hvornår man trækker stikket - men tror det er vigtigt, at begge partnere er ok med, at man stopper jagten på de to stger og kommer videre. Hvis en sidder tilbage med følelsen af, at måske kunne det lykkes, hvis bare vi prøvede en gang mere, så tror jeg, det kan være meget svært at acceptere sin barnløshed.

for I slet ikke når dertil!

Vi kom aldrig dertil at vi "tog beslutnigen" om hvornår vi ville stoppe. Det var vigtigt for os ikke at tage sorgerne på forskud, da vi så ville blive skøre af tankerne om hvad nu hvis oh hvad nu hvis ikke ..! Så mit råd er nok at prøve at tage det stille og roligt og et forsøg af gangen, ihvertfald til at starte på. Man skal selvfølgelig snakke om tingene så man er på samme side som Nielsen80 også skriver og er man igennem en håndfuld forsøg hvor tingene ser dårlige ud så skal man være opmærksom på at have hinanden med både fysisk og psykisk. Men indtil da - så hold håbet på at I får gode resultater og slet ikke behøver tage den beslutning. :-)

Jeg tror, at det for os, ville være psyken der sagde stop på et tidspunkt! Jeg var ikke særlig påvirket af hormonerne, og det var kun æu der var rigtig skidt for mig!

Vi forsøgte som miss bananahammock skriver, at være positive og tro på, at den helt rigtige baby nok skulle finde vej til os! Men det kan vi også sagtens sige, når vi var så heldige at kunne nøjes med to forsøg!

Jeg tror også jeg ville kæmpe med næb og kløer for at vi skulle have et biologisk barn, og hvis det var en meget langstrakt proces, kunne jeg godt finde på at overveje adoption til nr. 2! Når nu det kun krævede to forsøg, så tror jeg godt, vi har mod på at prøve igen til nr. 2 på et tidspunkt!

Jeg tror ikke man på forhånd kan sige, hvornår nok er nok, jeg vil tro, at det er noget man kan mærke, når man kommer dertil...

Vi havde snakket om at give op når det 3. forsøg og evt. fryseforsøg var brugt op. Jeg var nok met indstillet på en pause, men manden havde det rigtig svært med alle forsøgene. Det lykkedes jo så heldigvis i 3. forsøg

Da vi havde fået det hele lidt på afstand, og jeg havde haft en bio med de sidste fryseforsøg, og aborteret en øko, bestemte vi os for at købe 3 forsøg mere.
Det var så fandens hårdt at gå igennem, så vi havde bestemt os for at når det sidste forsøg var brugt, så var det slut, og vi ville "nøjes" med vores søn.
Men det lykkedes i 3. forsøg igen

Så jeg må sige ligesom de andre, at det er psyken der er øverst på listen. Pengene kommer nok som nr. 2, tænker at vi heller ikke har råd til at blive ved med at kaste penge efter en (måske uopnåelig) drøm. Og vores alder spiller også ind, vi havde sat 40 år som grænsen, så vi nåede det lige

o1Mutte skriver:

Ja har tit tænkt på hvornår vi giver op. Nu er vi ikke startet i behandling helt endnu. Men kender en der havde prøvet 15 gange. Og så stoppede hun.. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare så mange behandlingsforsøg. Men omvendt, tror jeg man tænker at måske er det lige næste gang der er gevinst?

Men hvad vil få jer til at 'give op'?
Jeres alder?
Pengene?
Jeres psyke?
Eller noget helt andet?
Eller giver i aldrig op?

Jeg tror at de to sidste ville være min grunde til at stoppe.

Har i gjort jer nogle tanker herom?

Jeg gav op ret hurtigt. Var kun 22 og var lige blevet færdig med førsøg 2. Blev enig med mig selv om at hvis det var den eneste måde jeg kunne få børn på, så var jeg slet interesseret i at få nogle. Min dejlige mand sagde "din krop, dit valg" så det kunne ikke være bedre.

1 år efter blev jeg gravid på naturlig vis og vi venter en lille prinsesse d. 22/4-13