William bider :-(

Vi har et par uger haft en dreng (knapt 2 år) med tildens til at bide når noget gik ham imod - specielt når man ville fjerne ham fra noget, tage noget fra ham eller lægge ham op på puslebordet.

Vi har råbt AV, NEJ, skældt ham ud, sat ham ind på sit værelse og lukket døren - men i dag fik vi at vide, at han forsøgte at bide pigerne i dp når de ikke ville aflevere deres legetøj, som han lige fandt interessant.....


Jeg føler mig som verdens dårligste forælder fordi jeg ikke kan få ham til at stoppe med det - og aner ikke hvad jeg skal gøre. Er på nippet til at bide ham næste gang han gør det - men det har jeg tidligere sagt jeg er imod, da jeg mener det viser ham, at det er en acceptabel adfærd. Det minder min mand mig så om nu.

Men jeg har jo også hørt at det virker....

What to do???

Åhh nej da...

Kender det alt for godt. Vores den store, som nu er 11½ år, bed virkelig meget dengang.
Vi prøvede også ALT, men intet hjalp. Han bed endda mormor i foden

Vi spurgte så sundhedsplejersken og hun fortalte, at børn der bider IKKE tænker: Nu vil jeg bide. De tænker: Hov nu HAR jeg bidt.

Hun sagde, vi skulle tage ham i det, før han gjorde det. Altså mindede ham om det, før han ville bide.
Vi vidste jo i vilke situationer, han oftest ville bide også mindede vi ham om at han ikke skulle bide, men fx prøve at se det her, en bog, lege, kilde osv. Altså få ham væk fra den vane, han var kommet i.

Giver det mening??

Held og lykke.


Kloster

Jeg er helt med på at han ikke bider fordi han vil gøre mig eller de andre ondt - men fordi han bliver frustreret over ikke selv at kunne bestemme (når det er mig, der flytter ham eller vil have ham i tøj fx) og ikke kan sætte ord på det endnu. Og pigerne i dp - ja, der mener han vel han kan få deres legetøj, hvis de giver slip....

Men når jeg tager ham op for at putte ham i nattøj/skifte ble - så har jeg forsøgt først at få ham til selv at gå ind på værelset - fortalt ham at han skal have en ren ble - og først når han løber væk fra mig, tager jeg ham op for at fortælle ham, at det ikke er en leg, og at mor bestemmer.

Derfor er han jo allerede kørt derud, hvor det ikke hjælper at ville vise ham noget andet eller kilde ham - så bliver han mere arrig.

Han må gerne blive sur og skrige - han skal bare ikke bide....

Lærke har også bidt en overgang. Hun var i dagpleje hos mig selv og bed stort set kun i dagplejen-tiden ikke i fritiden.  Her var der både det problem at Lærke var ørebarn og havde ikke et helt alderssvarende sprog og at et andet barn var meget vedholdende. De to temperamenter(staves?) var jævnligt på kant med hinanden.
Som kloster også skriver var eneste løsning at nå at fange i hende lige i øjeblikket inden hun bed. Det var helt vildt svært, når børn bider kan man opleve at sidde lige ved siden af og stadig ikke nå at stoppe det.
Det stoppede med tiden men var hårdt arbejde.

Jeg kan en sjov lille historie som en veninde fortalte mig. Hendes barn bed også, en dag fik min veninde nok og bed igen, men selvfølgeligt forsigtigt. Næste gang knægten bed skete der det at han kom hen til mor, stak armen frem og forventede at få sin "straf"

Jeg syntes historien er et rigtigt godt billede på hvordan børn tænker. Han lærte jo ikke at man ikke må bide, men blot at mor bider igen.

Berith